Serum – definition, indhold og medicinsk anvendelse
Serum: klar, gullig blodvæske uden koagulationsfaktorer. Læs om indhold, antistoffer, hormoner, diagnostisk brug og medicinsk anvendelse — definition og kliniske tests.
Serum er en klar, gullig væske, som er en del af blodet. Det er i praksis blodplasmaet uden fibrinogenerne og uden de cellekomponenter (røde og hvide blodlegemer). Serum indeholder ikke aktive koagulationsfaktorer i samme omfang som plasma, fordi disse er blevet forbrugt under størkningsprocessen. Kort sagt omfatter serum alle de stoffer i blodet, som ikke direkte deltager i koagulation.
Indhold
Serum indeholder en lang række opløste komponenter, bl.a.:
- Proteiner: albumin, forskellige globuliner (herunder antistoffer) og komplementproteiner. Serum indeholder alle proteiner, der ikke er involveret i blodets størkning.
- Elektrolytter: natrium, kalium, klorid, bicarbonat m.fl. (elektrolytter).
- Hormoner og cytokiner: forskellige hormoner og inflammatoriske mediatorer.
- Antigener og andre biologiske komponenter: f.eks. antigener og komplekser dannet ved infektion eller immunsvar.
- Næringsstoffer og metabolitter: glukose, lipider, enzymer, metaboliske affaldsstoffer (som urinstof).
- Medicin og mikroorganismer: spor af lægemidler og, i tilfælde af infektion, eventuelle mikroorganismer).
Forskellen på serum og plasma
Forskellen ligger i håndteringen af blodprøven og tilstedeværelsen af koagulationsproteiner:
- Blodet der er behandlet med antikoagulantia og centrifugeres, giver plasma, som stadig indeholder fibrinogen og mange koagulationsfaktorer.
- Blod, som får lov at koagulere, giver efter centrifugering serum uden fibrinogen. Der kan dog stadig være nedbrydningsprodukter eller rester af nogle koagulationsfaktorer.
Hvordan udtages og fremstilles serum
For at få serum lader man en blodprøve størkne (typisk 15–60 minutter afhængig af rørtype og temperatur). Herefter centrifugeres prøven, så kløften (serum) separeres fra blodklumpen og cellerne. Mange laboratorier anvender såkaldte serum-separator-rør med gel, som forenkler adskillelsen.
Medicinsk anvendelse
Undersøgelse af serum kaldes serologi, og serum anvendes bredt i diagnostik og forskning:
- Diagnostiske tests og blodprøver til biokemiske målinger (f.eks. leverenzymer, nyrefunktion, elektrolytter).
- Blodtypebestemmelse, antistofscreening, krydsetests ved transplantation og transfusion.
- Serologiske undersøgelser for infektion (antistoftiter, neutralisationstests, ELISA m.fl.).
- Forskning og cellekultur: serum bruges som supplement i vækstmedier. Eksempelvis er serum med til at understøtte selvfornyelsen af embryonale stamceller, når det kombineres med cytokinen leukæmihæmmende faktor.
- Fremstilling af immunglobuliner og andre lægemidler baseres ofte på blodkomponenter; serumindholdet af antistoffer er centralt i disse processer.
Håndtering, opbevaring og praktiske forhold
- Serum bør adskilles fra cellerne så hurtigt som muligt efter størkning for at undgå frigivelse af intracellulære stoffer, som kan fordreje analyseresultater.
- Kortvarig opbevaring: 2–8 °C. Langtidsopbevaring: frys ved −20 °C eller lavere; undgå gentagne optønings-/frysesykluser.
- Prøver kan påvirkes af hæmolyse (øget potassium, påvirkning af nogle enzymmålinger), lipæmi (turbiditet påvirker spektrofotometriske analyser) og ikterus.
Fortolkning og begrænsninger
Ved serologiske undersøgelser kan det være nødvendigt at sammenligne akut- og konvalescent-serum for at vise en stigning i antistofniveau (serokonversion). Visse tests kræver plasma fremfor serum (f.eks. koagulationsanalyser), så valget af prøve afhænger af den ønskede undersøgelse.
Sikkerhed
Da serum kan indeholde smitsomme agenser, skal prøver håndteres som potentielt infektiøse med korrekt laboratoriepersonligt beskyttelsesudstyr og biomedicinske sikkerhedsprocedurer.
Samlet set er serum et centralt biologisk materiale i klinisk diagnostik, forskning og visse terapeutiske processer, fordi det indeholder mange af de opløste komponenter, som afspejler kroppens fysiologiske og patologiske tilstande.
Blodserum, der forberedes til en test
Relaterede sider
- Blodplasma
- Albumin
- Globulin
- Lipid
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er serum?
A: Serum er en klar, gullig væske, som er en del af blodet. Det indeholder ikke hvide eller røde blodlegemer eller en koagulationsfaktor.
Q: Hvad indeholder serum?
A: Serum omfatter alle proteiner, der ikke bruges i blodets koagulation, og alle elektrolytter, antistoffer, antigener, hormoner og eventuelle ekstra stoffer (såsom lægemidler og mikroorganismer).
Q: Hvad kaldes undersøgelsen af serum?
A: Studiet af serum kaldes serologi.
Q: Hvordan bruges serum i medicinske diagnostiske tests?
A: Serum bruges i mange medicinske diagnostiske tests såvel som i blodtypebestemmelse.
Q: Hvordan får man serum?
A: Blod centrifugeres for at fjerne cellulære komponenter. Antikoaguleret blod giver plasma, der indeholder fibrinogen og koagulationsfaktorer. Koaguleret blod (størknet blod) giver serum uden fibrinogen, selvom der stadig er nogle koagulationsfaktorer tilbage.
Q: Hvilken rolle spiller serum i selvfornyelsen af embryonale stamceller?
A: Serum er en vigtig del af selvfornyelsen af embryonale stamceller, når det kombineres med cytokinet leukemia inhibitory factor.
Q: Hvad er forskellen mellem serum og plasma?
A: Serum er blodplasma uden fibrinogener, mens plasma er den flydende del af blodet, der indeholder fibrinogener og koagulationsfaktorer.
Søge