Sassafras: Slægten af løvfældende træer i Lauraceae fra Nordamerika og Østasien

Opdag sassafras: løvfældende Lauraceae-træer fra Nordamerika og Østasien — historie, arter, vækst og botanisk betydning.

Sassafras er en slægt, der indeholder tre nuværende og en uddød art af løvfældende træer i familien Lauraceae. Den fandtes oprindeligt i det østlige Nordamerika og det østlige Asien.

Sassafras træer bliver fra 9,1-18 m høje og fra 7,6-12 m brede. Stammen vokser 70-150 cm i diameter.

"Sassafras" blev navngivet af botanikeren Nicolas Monardes i det 16. århundrede. Det siges at være en forvanskning af det spanske ord for stenbræk.

Mere om slægten og arterne

Der erkendes i dag typisk tre nulevende arter i slægten: Sassafras albidum (østlige Nordamerika), Sassafras tzumu (Kina) og Sassafras randaiense (Taiwan). Der findes desuden flere fossile Sassafras-arter i jordlag fra Paleogen, hvilket peger på en tidligere, mere udbredt distribution på begge sider af Stillehavet. Arternes præcise opdeling og relationer er blevet revideret af botaniske undersøgelser, men de tre nævnte arter er dem, man oftest møder i moderne floras.

Morfologi

Sassafras er kendetegnet ved:

• Blade: meget variable; på samme træ kan blade være hele, tvefligede eller tredelte (typisk tre-tandede eller “håndformede”). Blade er skiftevis stillede, ofte 7–12 cm lange. Ved knusning afgiver bladene en karakteristisk aromatisk duft.
• Bark: grå til brun, ofte dybt furet; når bark eller grene brydes, frigives en krydret, sødlig duft.
• Blomster: små, gule til grønne og sidder i stande. Træerne er oftest særkønnede (hankøn og hunkøn på forskellige individer), men der forekommer også individer med både han- og hunblomster.
• Frugt: en mørk, glinsende stenfrugt (drupe), typisk spist og spredt af fugle.
• Vækstform: kan danne rodskud og kolonier; vækstraten er moderat til hurtig under gunstige forhold.

Udbredelse og økologi

Sassafras albidum findes naturligt i det østlige Nordamerika fra det canadiske Maritimes-område mod syd til Florida og vestpå til dele af Texas og Illinois. Asiatiske arter vokser i forskellige bælter i det østlige Asien. Typiske voksesteder er fugtige, veldrænede skove, skovkanter og åbne skovområder. Frugterne spises af fugle og pattedyr, som bidrager til frøspredningen. Træets tidlige blomstring om foråret giver nektar til insekter.

Traditionel og moderne brug

Sassafras har gennem historien været anvendt til mange formål:

• Kulinarisk: Native Americans og europæiske kolonister brugte rodbark og blade i te og som smagsgiver. I traditionelle sydamerikanske og kreolske retter bruges filé (tørrede og malede sassafrasblade) som fortykningsmiddel og krydderi i fx gumbo. Filé laves af bladene og indeholder ikke de samme stoffer som rodbarken.
• Rodbark og olie: Rodbarken indeholder aromatiske forbindelser, især safrol, som historisk er udvundet til smagsstoffer og parfumer. Safrol viste sig at være kræftfremkaldende i dyreforsøg, og derfor forbød myndigheder som den amerikanske FDA i midten af 1900-tallet brug af sassafrasolie og ren safrol som fødevaretilsætning. I dag anvendes syntetiske eller alternative smagsstoffer i kommercielle produkter som “root beer”.
• Medicin: Traditionelle medicinanvendelser inkluderer behandlinger mod feber og fordøjelsesbesvær. Moderne medicinsk brug er begrænset pga. sikkerhedsbekymringer omkring safrol.
• Træ og ornament: Sassafras bruges som prydtræ i parker og haver på grund af sit dekorative løv og flotte efterårsfarver (gult, orange og rødt). Træet kan også anvendes lokalt til mindre snedker- eller brændselsformål.

Kulturbetydning og sundhed

Navnet og brugen af sassafras har en plads i både indfødte kulturer og europæisk kolonihistorie som læge- og krydderurt. På grund af safrols kræftfremkaldende egenskaber frarådes indtag af produkter fremstillet af rodbark eller koncentreret olie. Til gengæld er det sikkert at bruge tørrede og malede blade (filé) i madlavning, og mange traditionelle opskrifter fortsætter uændret med dette produkt.

Dyrkning og formering

Sassafras formeres ved frø (ofte bedst efter kuldebehandling/stratifikation), ved rodskud eller stiklinger. Træet foretrækker dyb, frisk til fugtig, veldrænet jord og kan tåle både solrige og let skyggefulde forhold. Det er relativt tilpasningsdygtigt, men arter med begrænset udbredelse kræver hensyn for at bevare genetisk variation.

Bevarelse

Nogle populationsområder, især for arter med begrænset udbredelse, er påvirket af skovrydning og arealforandringer. Fossile fund viser, at Sassafras engang havde en langt bredere udbredelse, og bevarelse af levesteder er vigtig for at sikre slægtens fortsatte eksistens i naturen.

Arter

• Sassafras albidum - Østligt Nordamerika, fra det sydligste Ontario, Canada, gennem det østlige USA sydpå til det centrale Florida og vestpå til det sydlige Iowa og det østlige Texas.
• Sassafras hesperia - Eocæn Klondike Mountain Formation i Washington og British Columbia
• Sassafras tzumu - Det centrale og sydvestlige Kina.
• Sassafras randaiense - Taiwan.

Fossil Sassafras hesperia blad

Søg efter bogstav