Romersk indflydelse i Kaukasisk Albanien

Historie

Der var et varigt forhold mellem Kaukasusalbanien og det gamle Rom. I 65 f.Kr. gik den romerske general Pompejus, der netop havde undertvunget Armenien og Iberien og erobret Kolchis, ind i Albanien i spidsen for sin hær. Han krydsede den tørre provins Cambysenē (Kambičan) - som for nylig var blevet erobret fra armenierne af albanerne - og vendte sig i retning af Det Kaspiske Hav.

Da han gik gennem Alazan-floden, stødte han sammen med Oroezes', kongen af Albaniens, styrker og besejrede dem til sidst. Pompejus sikrede sig kontrollen over albanerne og nåede næsten til det Kaspiske Hav, inden han vendte tilbage til Anatolien.

Men albanerne, der var påvirket af det parthiske rige, var ikke længe om at gøre oprør mod Rom: i 36 f.Kr. så Mark Antonius sig nødsaget til at sende en af sine løjtnanter for at stoppe deres oprør. Zober, som på det tidspunkt var konge af Albanien, kapitulerede, og Albanien blev således - i det mindste af navn - et "romersk protektorat" og indledte et vasalforhold, der varede i næsten tre århundreder.

En konge af Albanien optræder på listen over dynastier, hvis ambassadører blev modtaget af Augustus.

I 35 e.Kr. konfronterede kong Pharasmanes af Iberien og hans bror Mithridates med støtte fra Rom partherne i Armenien: Albanerne viste sig at være effektive allierede og bidrog til parthernes nederlag og midlertidige fordrivelse af partherne.

Kejser Nero forberedte i 67 e.Kr. en militær ekspedition i Kaukasus: han ville besejre de barbariske alanere og erobre alle Sortehavets nordlige kyster fra det nuværende Georgien-Aserbajdsjan til det nuværende Rumænien-Moldavien for Rom, men hans død stoppede det.

Efterfølgende var Vespasianus fast besluttet på at genoprette og styrke Roms fulde autoritet i Kaukasus og helt op til Kaspiske Hav.

Tilstedeværelsen af en deling af Legio XII Fulminata i en afstand af nogle kilometer fra kysten af dette hav (69 km syd for Baku) bevidnes af en indskrift, der blev udarbejdet mellem 83 og 96 e.Kr. under Domitianus' regeringstid.

I 75 e.Kr. befandt XII Fulminata sig i Kaukasus, hvor kejser Vespasianus havde sendt legionen for at støtte de allierede kongeriger i Iberien og Albanien.

Der er fundet en indskrift i Aserbajdsjan, hvor der står følgende: IMP DOMITIANO CAESARE AVG GERMANICO LVCIVS IVLIVS MAXIMVS LEGIONIS XII FVL, Under imperator Domitian, Caesar, Augustus Germanicus, Lucius Julius Maximus, Legio XII Fulminata.

Nogle historikere hævder, at den nuværende bosættelse af Ramana nær Baku muligvis blev grundlagt af Lucius Julius Maximus' romerske tropper fra "Legio XII Fulminata" i det første århundrede e.Kr. og har sit navn fra det latinske Romana.

Blandt de kendsgerninger, der styrker denne hypotese, er det militærtopografiske kort over Kaukasus, der blev offentliggjort i 1903 af den russiske administration, hvor byens navn staves som "Romana", forskellige romerske genstande, der er fundet i Absheron-regionen, og også gamle indbyggeres omtale af byen som romani.

Desuden er Ramana placeret i et område, der er perfekt egnet til et romersk "castrum" til at kontrollere den nærliggende havn i Baku, der ligger på den kommercielle søvej (gennem Det Kaspiske Hav) mellem Kaukasus og de centralasiatiske sletter.

På trods af den voksende romerske indflydelse ophørte Albanien aldrig med at være i kommerciel og sandsynligvis også kulturel kontakt med Persien, men med Trajan i 114 e.Kr. var den romerske kontrol over det kaukasiske Albanien næsten komplet, og de øverste sociale niveauer var fuldt ud romaniseret.

Også prinserne af de kaukasiske stammer, Albanerne, Ibererne....og selv prinserne af de transkaukasiske Sarmatae blev bekræftet i (romersk) vasallisering eller blev nu underlagt den (af Trajan).

Under den romerske kejser Hadrianus' regeringstid (117-138) blev Albanien invaderet af alanerne, en iransk nomadegruppe.

Denne invasion fremmede en alliance mellem Rom og albanerne, som blev styrket under Antoninus Pius i 140 e.Kr. Sassanierne besatte området omkring 240 e.Kr., men efter nogle få år genvandt Romerriget kontrollen over Kaukasusalbanien.

I 297 e.Kr. blev det i Nisibis-traktaten fastsat, at det romerske protektorat over Kaukasus-Iberien og Kaukasus-Albanien skulle genetableres. Men halvtreds år senere mistede Rom området, som siden da forblev en integreret del af det sassanidiske imperium i mere end to århundreder.

I slutningen af det sjette århundrede blev Albaniens område igen en arena for krige mellem det sassanidiske Persien og det byzantinske/østromerske imperium. Under den tredje persisk-tyrkiske krig invaderede khazarerne (gokturkerne) Albanien, og deres leder Ziebel erklærede sig i 627 e.Kr. for herre over Albanien under det romerske Heraklius-regering og opkrævede en skat af købmænd og fiskere ved floderne Kura og Araxes, som var "i overensstemmelse med landmålingerne i kongeriget Persien". De albanske konger bevarede deres styre ved at betale tribut til de regionale magter.

Det kaukasiske Albanien blev senere erobret af araberne i 643 e.Kr. under den islamiske erobring af Persien.

Kaukasisk Albanien (det nuværende Aserbajdsjan) var en vasal af Romerriget omkring 300 e.Kr. (inden for den røde linje er "Roms vasalstater" angivet): Albanien, Iberien og Armenien)

Romersk arv

Rom har efterladt en enorm kulturel arv til det nuværende Aserbajdsjan: ikke kun det latinske alfabet og det vestligt orienterede samfund hos nutidens Aserbajdsjanere, men også - ligesom i Armenien og Georgien - den kristne tro (selv om den faktisk har få tilhængere).

Ifølge Movses Kaghankatvatsi begyndte kristendommen at komme ind i Kaukasusalbanien allerede i det første århundrede, præcis da romerne pålagde Albanien deres første kontrol. Den første kristne kirke i regionen blev bygget af Sankt Eliseus, en discipel af Thaddeus af Edessa, på et sted kaldet Gis og menes at være den moderne "Kirke af Kish".

Efter at Armenien under romersk indflydelse havde indført kristendommen som statsreligion (301 e.Kr.), tog den kaukasiske albanske kong Urnayr til den armenske apostolske kirke for at modtage dåben af Sankt Gregor Illuminator, den første "patriark af Armenien".

Kristendommen nåede sin guldalder i slutningen af det femte århundrede under Vachagan den Fromme (regerede 487-510 e.Kr.), som iværksatte en kampagne - påvirket af byzantinske præster - mod afgudsdyrkelse i Kaukasusalbanien og modarbejdede persisk zoroastrisme. Efter de muslimske invasioner i det 7. århundrede er de oprindelige kristne næsten forsvundet fra det egentlige Aserbajdsjan. De eneste tilbageværende kaukasiske albanere er Udi-folket, som bevarer deres romersk påvirkede forfædres kristne tro. De sidste 7000 Udi bor hovedsagelig i landsbyen Nij i regionen Kabala og Oguz (tidligere Vartashen), men nogle få findes i hovedstaden Baku.

"Kirken i Kish" i det nordlige Aserbajdsjan