Trajan (Marcus Ulpius Nerva Traianus, 18. september 53 - 9. august 117) var romersk kejser fra 98 til 117. Trajan blev født ind i en ikke-patrikerfamilie i provinsen Hispania Baetica (fra byen Italica, nær dagens Sevilla) og steg til stor betydning under kejser Domitianus' regeringstid. Hans oprindelse fra en velstående, men ikke-aristokratisk familie gjorde ham til et eksempel på, hvordan provinserne spillede en voksende rolle i det romerske statsapparat.

Tidlige år og militær karriere

Trajan gjorde hurtigt karriere i det militære og civile liv. Han tjenestegjorde som officer og senere som general i den romerske hær, især langs den tyske grænse, hvor han opnåede ry for disciplin og effektiv ledelse. I 89 slog han det oprør, som ledes af Antonius Saturninus, ned med succes, hvilket gav ham yderligere anerkendelse i både hær og senat. Hans erfaring som feltkommandør og som guvernør i forskellige provinser gjorde ham til en naturlig kandidat til magten i en tid, hvor hæren havde stor indflydelse på kejservalget.

Adoption under Nerva og overtagelse af magten

I september 96 blev Domitian efterfulgt af Nerva, en gammel og barnløs senator, som viste sig at være upopulær i hæren. Nerva forsøgte at styre gennem kompromis og senatsvenlig politik, men manglede den militære autoritet, som var nødvendig til at kontrollere grænserne. Efter et kort og tumultarisk år ved magten førte et oprør blandt medlemmer af pretorianergarden og uro i lejrene til, at Nerva følte sig tvunget til at udpege en arving, der kunne vinde soldaternes tillid. Han valgte den populære general Trajan som sin adoptivsøn og efterfølger. Nerva døde den 27. januar 98, og Trajan efterfulgte ham uden større konfrontationer, hvilket indledte en periode med både militære succeser og omfattende bygningsværker.

Krigene og erobringer

Som kejser udbyggede Trajan imperiets grænser og førte flere betydningsfulde felttog:

  • Daciakrigen (101–106): De to felttog mod Dacia (under kong Decebalus) resulterede i Dacias endelige underkastelse og annektering som provins i 106. Sejrene gav enorme rigdomme til Rom og muliggjorde mange af Trajans byggeprojekter.
  • Udvidelser i øst: I 106 blev kongeriget Nabataea indlemmet i riget som provinsen Arabia Petraea. Senere, i 113–117, iværksatte Trajan et større felttog mod det parthiske rige og erobrede bl.a. Armenien og avancerede dybt ind i Mesopotamien, hvor han indtog byer som Seleucia og Ctesiphon. Disse erobringer var imponerende, men svære at fastholde efter hans død.
  • Grænseforsvar: Trajan forstærkede samtidig Roms flanker langs Donau og i Mellemøsten, forbedrede befæstninger og reorganiserede styrker for at sikre fred og kontrol over de nyligt erobrede provinser.

Indenrigspolitik, administration og byggeprojekter

Trajan var ikke blot en feltherre; han var også en aktiv bygherre og reformator. Under hans regeringstid blev Rom prydet af store bygningsværker, finansieret delvis af bytte fra Daciakrigen:

  • Trajans Forum og Trajans Marked: Et imponerende kompleks af offentlige bygninger, markedspladser og administrative kontorer, som kom til at præge bybilledet i Rom.
  • Trajans søjle: En monumental søjle i hans forum, der skildrer Daciakrigen i en rullebåndslignende relieffrig fortælling og samtidig fungerer som hans gravmæle i praksis.
  • Infrastruktur: Bygning af veje, broer (bl.a. den berømte bro over Donau konstrueret af Apollodorus fra Damaskus), havne og forbedring af vandforsyning styrkede både handel og militær mobilitet.
  • Sociale programmer: Trajan indførte eller udvidede programmer som alimenta, et system til støtte for forældreløse og fattige børn i Italien, finansieret gennem lån til jordejere og statsindtægter.

Forhold til senatet, ry og eftermæle

Trajan høstede stor popularitet i både hær og by. Senatet gav ham ofte æresbevisninger, og han fik tilnavnet "optimus princeps" (den bedste herre). Hans regeringstid blev ofte opfattet som et højdepunkt i Romerrigets ekspansive fase: militaristisk succes kombineret med intern stabilitet og bygningsaktivitet. Han var kendt for personlig beskedenhed og vendte sig ofte mod effektiv forvaltning frem for overdådig personlig luksus.

Død og efterfølgelse

Trajan døde den 9. august 117 i selinunte-området (ifølge kilder i byen Selinus i Cilicien eller under hjemrejsen fra øst). Han efterlod et imperium på sin højeste udstrækning, men nogle af hans nye provinser blev vanskeligere at holde. Han blev efterfulgt af Hadrian, hvis adgang til tronen var planlagt eller bekræftet kort før eller ved Trajans død; historikere diskuterer detaljerne om denne overdragelse. Trajans kombination af militær dygtighed, administrative reformer og omfattende byggeprojekter har sikret ham en fremtrædende plads i Roms historie.

Trajans regeringstid markerer således både den sidste store udvidelse af Romerriget og en periode med væsentlige bidrag til bygningskunst, infrastruktur og social politik, hvis spor stadig kan aflæses i arkæologiske levn og historiske beretninger.