Pandora: Første dødelige kvinde i græsk mytologi og Pandoras krukke

Theogony

Pandora-myten optræder første gang i linjerne 560-612 i Hesiods digt Theogony. Denne version giver ikke kvinden et navn. Prometheus har stjålet ildens gave og har givet den til menneskene. Zeus er vred over dette og beslutter sig for at straffe menneskene, som kompensation for gaven. Han beordrer Hefaistos til at lave den første kvinde af jorden. Denne kvinde beskrives som en "smuk ondskab", hvis efterkommere vil pine menneskenes race. Efter at Hefaistos har gjort dette, klæder Athene hende i en sølvfarvet kjole, et broderet slør, guirlander og en krone af guld. Denne kvinde er ikke navngivet i Theogony, men er sandsynligvis Pandora. Hesiod omskrev hendes myte i Værker og Dage. Da hun første gang viser sig for guder og dødelige, "grebes de af forundring", da de så på hende. Men hun var "ren list, ikke til at modstå af mennesker". Hesiod uddyber (590-93):

Fra hende stammer kvindelig race og kvindelig slægt;
fra hende stammer den dødbringende race og stamme af kvinder, som
lever blandt dødelige mænd til deres store besvær,
ingen hjælpere i afskyelig fattigdom, men kun i rigdom.

Senere fortæller Hesiod, at mænd, der forsøger at undgå kvinders ondskab ved at undgå at gifte sig, ikke vil få det bedre (604-7):

Han når en dødelig alderdom uden nogen til at passe hans år,
og selv om han i det mindste ikke mangler et levebrød, mens han lever,
deler hans slægtninge hans ejendele mellem sig, når han er død.

Til sidst siger Hesiod, at det hænder, at en mand finder en god kone, men stadig (609) "det onde kæmper med det gode".

Værker og dage

Den mere berømte version af myten stammer fra et andet af Hesiods værker, kaldet Værker og Dage. Her er myten indeholdt i linje 60 til 105. Hesiod fortæller om Pandoras oprindelse. Han gør også omfanget af den elendighed, hun påfører menneskeheden, større. Som før bliver hun skabt af Hefaistos, men nu er flere guder med til at fuldende hende (linje 63-82): Athene lærte hende håndarbejde og vævning (63-4); Afrodite "udgød nåde på hendes hoved og grusom længsel og bekymringer, der trætter lemmerne" (65-6); Hermes gav hende "et skamfuldt sind og en bedragerisk natur" (67-8); Hermes gav hende også talekraft og lagde i hende "løgne og listige ord" (77-80) ; Athene klædte hende derefter på (72); derefter prydede hun, Persuasion og Charites hende med halskæder og andre finesser (72-4); Horae prydede hende med en kranskrans (75). Til sidst giver Hermes denne kvinde et navn: Pandora - "Pandora" - "fordi alle olympierne gav hende en gave" (81). Historien er skrevet på en sådan måde, at Pandoras feminine og bedrageriske natur er et lille problem for menneskeheden, fordi hun bringer en pithos med sig. Dette ord oversættes normalt som krukke, nogle gange som en kasse. Kassen indeholder "byrdefuldt slid og sygdom, der bringer døden til menneskene" (91-2), sygdomme (102) og "et utal af andre smerter" (100).

Prometheus havde advaret sin bror Epimetheus mod at tage imod gaver fra Zeus. Men Epimeteus lyttede ikke; han tog imod Pandora, som straks spredte indholdet af sin krukke. Som følge heraf, fortæller Hesiod os, "er jorden og havet fulde af ondskab" (101). En ting slap dog ikke ud af krukken (96-9), nemlig håbet:

Kun Hope var tilbage i sit ubrydelige hus,
hun blev under glassets kant og
fløj
ikke
væk. Før [hun kunne], satte Pandora
låget på krukken
igen.
Dette var den aegisbærende
Zeus, skyforsamleren,
vilje.

Han fortæller ikke læseren, hvorfor håbet blev i krukken.

Hesiod slutter med denne morale (105): "Således er det ikke muligt at undslippe Zeus' sind."

I den arkaiske og klassiske græske litteratur nævnes Pandora ikke længere. Sofokles skrev et satyrspil Pandora, eller Hammererne, men der er meget lidt kendt om dette stykke. Sappho kan have henvist til Pandora i et overlevet fragment.

Senere har folk udfyldt små detaljer eller tilføjet efterskrifter til Hesiods historie. Eksempler herpå er Apollodorus og Hyginus: Hver af dem tilføjede en del til historien, som måske allerede var med i Hesiods version, selv om den ikke var skrevet ned: Epimeteus giftede sig med Pandora. De tilføjer hver især, at de fik en datter, Pyrrha, som giftede sig med Deukalion og overlevede syndfloden sammen med ham. Problemet med denne version er, at Hesiods katalog over kvinder, fragment nr. 2, havde gjort en "Pandora" til en af Deukalions døtre og Zeus' mor til Graecus.

I det 15. århundrede sagde en munk ved navn Annio da Viterbo, at han havde fundet et manuskript af en historiker ved navn Berossus. Berossus havde levet i det 3. århundrede f.Kr. Ifølge manuskriptet blev "Pandora" også nævnt som en svigerdatter til Noah. Dette forsøg på at forene hedenske og kristne tekster blev dog senere anerkendt som en forfalskning.

Digteren Theognis af Megara, der levede i det 6. år f.Kr., havde et andet synspunkt:

Hope er den eneste gode gud, der er tilbage blandt menneskeheden;
de andre har forladt og er taget til Olympen.
Tillid, en mægtig gud er forsvundet, tilbageholdenhed er forsvundet fra menneskene,
og Gratierne, min ven, har forladt jorden. Man
kan ikke længere stole på menneskers retslige eder, og ingen
ærer de udødelige guder; racen af fromme mennesker er gået til grunde, og
menneskene anerkender ikke længere adfærdsregler eller fromhedshandlinger.

Theogonis synes at referere til en anden version af myten: I denne version indeholdt krukken velsignelser snarere end ondskab. Denne version synes at følge en tradition fra før Hesiod, som blev bevaret af forfatteren Babrius fra det 2. århundrede. Ifølge Babrius sendte guderne en krukke med velsignelser til menneskene. En "tåbelig mand" (ikke Pandora) åbnede krukken, og de fleste af velsignelserne gik tabt for altid. Kun håbet var tilbage, "for at love hver af os de gode ting, der flygtede".

De attiske rødfigur-malere synes at have haft en tradition, som var uafhængig af de litterære kilder: Nogle gange supplerede de den litterære version, andre gange ignorerede de den helt.

Pandora-figuren kan fortolkes på mange forskellige måder. Erwin Panofsky har skrevet en monografi om emnet. Ifølge M.L. West er historien om Pandora og krukken ældre end Hesiods versioner. Dette forklarer også forvirringen og problemerne i Hesiods version, og at den ikke er entydig. Ifølge West var Pandoora gift med Prometheus i disse versioner. West citerer Hesiods katalog over kvinder, som bevarer den ældre version. I en version af historien kan krukken kun have indeholdt gode ting til menneskeheden. West skriver også, at det kan have været sådan, at Epimetheus og Pandora og deres roller blev ombyttet i myterne fra før Hesiod. Dette kaldes en "mytisk inversion". Han bemærker, at der er en besynderlig sammenhæng mellem at Pandora er skabt af jord i Hesiods fortælling, til det der står i Apollodorus, at Prometheus skabte mennesket af vand og jord. Hesiods myte om Pandoras krukke kunne altså være en sammenfatning af mange forskellige tidlige myter.

Der er forskellige spørgsmål, der skal drøftes. I den græske originaltekst tales der om elpis. Normalt oversættes dette ord til dansk med håb, men det kan oversættes på anden måde. Forventning er en anden mulig oversættelse, som er mere neutral. Man kan forvente gode ting såvel som dårlige ting. Håb har en positiv konnotation.

Elpis er alt det, der er tilbage i krukken, når Pandora lukker den igen, så giver krukken elpis til menneskeheden, eller holder den elpis væk fra den? -Et andet spørgsmål er, om det er godt eller skidt for menneskeheden, at elpis forbliver i krukken?

Det første spørgsmål kan forvirre den ikke-fagkyndige. Men som med de fleste oldgræske ord kan elpis oversættes på flere måder. En række forskere foretrækker den neutrale oversættelse af "forventning". Men forventning om hvad? Klassiske forfattere bruger ordet elpis til at betyde "forventning om dårligt" såvel som "forventning om godt". En statistisk analyse viser, at sidstnævnte betydning forekommer fem gange mere end førstnævnte i hele den antikke græske litteratur. Andre har den mindretalsholdning, at elpis skal gengives som "forventning om det onde" (vel sim).

Hvordan man besvarer det første spørgsmål afhænger i høj grad af svaret på det andet spørgsmål: Skal vi fortolke krukken som et fængsel eller som et spisekammer? Krukken fungerer helt sikkert som et fængsel for de onder, som Pandora har sluppet løs - de påvirker først menneskeheden, når de er uden for krukken. Nogle har hævdet, at logikken derfor dikterer, at krukken også fungerer som et fængsel for Elpis, idet den tilbageholder den fra menneskene. Hvis man opfatter elpis som forventningsfuldt håb, så er mytens tone pessimistisk: Alle verdens onder blev spredt ud af Pandoras krukke, mens den eneste potentielt formildende kraft, håbet, forbliver forsvarligt låst inde.

Denne fortolkning rejser endnu et spørgsmål, som komplicerer debatten: Skal vi opfatte håb i absolut forstand eller i en snæver forstand, hvor vi forstår håb kun som håb i forhold til det onde, der er frigjort fra krukken? Hvis håbet er indespærret i krukken, betyder det så, at den menneskelige tilværelse er fuldstændig håbløs? Dette er den mest pessimistiske læsning af myten. En mindre pessimistisk fortolkning (som ganske vist stadig er pessimistisk) forstår myten således: utallige onder er flygtet fra Pandoras krukke og plager den menneskelige eksistens; håbet om, at vi måske vil være i stand til at beherske disse onder, forbliver indespærret i krukken. Livet er ikke håbløst, men hver enkelt af os er håbløst menneskelig.

Det hævdes også, at håbet blot var en af de onde ting i krukken, den falske form for håb, og at det ikke var godt for menneskeheden, da Hesiod senere i digtet skriver, at håbet er tomt (498) og ikke godt (500) og gør mennesket dovent ved at fjerne dets flid og gøre det tilbøjeligt til at blive ondt.

I Human, All Too Human argumenterede filosoffen Friedrich Nietzsche, at "Zeus ønskede ikke, at mennesket skulle kaste sit liv væk, uanset hvor meget de andre onder måtte pine det, men at det skulle blive ved med at lade sig pine på ny. Til det formål giver han mennesket håb. I sandhed er det det ondeste onde af alle onder, fordi det forlænger menneskets pine."

En indvending mod fortolkningen af håbet er godt/krukken er et fængsel er, at hvis krukken er fuld af ondskab, hvad gør så det forventningsfulde håb - en velsignelse - blandt dem? Denne indvending får nogle til at gengive elpis som forventning om det onde, hvilket ville gøre mytens tone noget optimistisk: selv om menneskeheden er plaget af alt det onde i verden, er vi i det mindste sparet for den konstante forventning om det onde, hvilket ville gøre livet uudholdeligt.

Den optimistiske læsning af myten er udtrykt af M.L. West. Elpis har den mere almindelige betydning af forventningsfuldt håb. Og mens krukken fungerede som et fængsel for det onde, der undslap, tjener den herefter som en bolig for håb. West forklarer: "Det ville være absurd at repræsentere enten tilstedeværelsen af ondskab ved deres indespærring i en krukke eller tilstedeværelsen af håb ved dets flugt fra en krukke." Håbet bevares således som en fordel for mennesker.

En forkert etymologi af Pandoras navn, "altbegavet", blev givet i Works and Days. Pandora betyder "altgivende", men ikke "altbegavet". Nogle malerier i vaser fra det femte århundrede før Kristus viser, at troen på gudinden Pandora varede efter Hesiods tid. Et andet navn på Pandora blev fundet i en kylix (ca. 460 f.Kr.), Anesidora, som betyder "hun, der sender gaver op". Dette vasemaleri forestiller Hephaestus og Athene, der lægger sidste hånd på den første kvinde, ligesom i Theogony. Epithetet anesidora bruges også til at navngive Gaia eller Demeter.

Pandora/Anesidora ville muligvis have taget aspekter af Gaea og Demeter på sig. Pandora ville inkarnerer Jordens frugtbarhed og dens evne til at bære korn og frugter til gavn for menneskene. Med tiden udviklede denne "altgivende" gudinde sig på en eller anden måde til en "altbegavet" dødelig kvinde. T. A. Sinclair, der kommenterer Works and Days, hævder, at Hesiod ikke viser nogen bevidsthed om mytologien om en sådan guddommelig "giver". A.H. Smith bemærker imidlertid, at i Hesiods beretning bragte Athene og årstiderne græskranse og forårsblomster til Pandora, hvilket tyder på, at Hesiod var bevidst om Pandoras oprindelige "alt-givende" funktion. Jane Ellen Harrison ser i Hesiods fortælling "et bevis på et skift fra matriarki til patriarki i den græske kultur. Efterhånden som den livgivende gudinde Pandora bliver overskygget, opstår den dødbringende menneskelige Pandora." Harrison konkluderer således "i Hesiods patriarkalske mytologi er hendes store figur på mærkværdig vis ændret og formindsket. Hun er ikke længere jordfødt, men et væsen, et håndværk af den olympiske Zeus." (Harrison 1922:284) Robert Graves, der citerer Harrison, hævder om den hesiodiske episode, at "Pandora er ikke en ægte myte, men en antifeministisk fabel, sandsynligvis af hans egen opfindelse." H.J.Rose skrev, at Pandora-myten er decideret mere illiberal end episk myte, idet den gør Pandora til ophav til alle menneskets ulykker med hende som eksemplet på den dårlige hustru.

Hesiods myte udviskede dog ikke helt mindet om den altgivende gudinde Pandora. I et scholium til linje 971 i Aristofanes' Fuglene nævnes en kult "til Pandora, jorden, fordi hun skænker alt, hvad der er nødvendigt for livet".

I det femte århundredes Athen optrådte Pandora i en umiddelbart uventet sammenhæng, nemlig i et marmorrelief eller bronceapplikationer som en frise langs Athena Parthenos' sokkel, den kulminerende oplevelse på Akropolis; Jeffrey M. Hurwit har fortolket hendes tilstedeværelse som en "anti-Athena", der forstærker patriarkalske ideologier og de "stærkt kønsbestemte sociale og politiske realiteter i det femte århundredes Athen". Fortolkning har aldrig været let: Pausanias (i.24.7) noterede blot emnet og gik videre. Jeffrey Hurwit har hævdet, at Pandora repræsenterer en "anti-Athena", ligeledes et barn uden mor, en legemliggørelse af behovet for det patriarkalske styre, som den jomfruelige Athena, der hævede sig over sit køn, forsvarede.

Humanisten Erasmus af Rotterdam oversatte Hesiod fra græsk til latin i det 16. århundrede. Det græske ord pithos bruges om en stor krukke, der f.eks. bruges til opbevaring af vin. Det kan også henvise til en begravelseskrukke. Pyxis derimod er en kasse. Normalt siges det, at Erasmus byttede om på ordene, da han oversatte, så Pandoras krukke blev til Pandoras æske. Udtrykket "Pandoras æske" har holdt sig lige siden.

• Athanassakis, A. Hesiod: Theogony, Works and Days, Shield (New York 1983).
• Beall, E. "Indholdet af Hesiods Pandorakrukke: Erga 94-98," Hermes 117 (1989) 227-30.
• Harrison, Jane Ellen, Prolegomena to the Study of Greek Religion (1903) 1922, pp. 280-85.
• Griffith, Mark. Aeschylus Prometheus Bound Text and Commentary (Cambridge 1983).
• Hesiod, Værker og dage On-line tekst.
• Hesiod, Works and Days, udg. med prolegomena og kommentarer (Oxford 1978).
• Hesiod, Theogony, and Works and Days (Oxford 1988).
• Kenaan, Pandoras sanser: The Feminine Character of the Ancient Text (Madison, WI: The University of Wisconsin Press, 2008), s. xii, 253 (Wisconsin Studies in Classics).
• Kirk, G.S., Myth: Its Meaning and Functions in Ancient and Other Cultures (Berkeley 1970) 226-32.
• Lamberton, Robert, Hesiod, New Haven: Yale University Press, 1988. ISBN 0-300-0406868-7. Jf. kapitel II, "Theogony", og kapitel III, "The Works and Days", især s. 96-103 for en sideløbende sammenligning og analyse af Pandora-historien.
• Leinieks, V. "Elpis in Hesiod, Works and Days 96," Philologus 128 (1984) 1-8.
• Moore, Clifford H. The Religious Thought of te Greeks, 1916.
• Neils, Jenifer, The Girl in the Pithos: Hesiod's Elpis, i "Periklean Athens and its Legacy. Problems and Perspectives", eds. J. M. Barringer and J. M. Hurwit (Austin : University of Texas Press), 2005, pp. 37-45.
• Nilsson, Martin P. Den græske religionshistorie, 1949.
• Phipps, William E., Eve and Pandora Contrasted, i Theology Today, v.45, n.1, april 1988, Princeton: Princeton Theological Seminary.
• Pucci, Pietro, Hesiod and the Language of Poetry (Baltimore 1977)
• Rose, Herbert Jennings, A Handbook of Greek Literature; From Homer to the Age of Lucian, London, Methuen & Co., Ltd., 1934. Jf. især kapitel III, Hesiod and the Hesiodic Schools, s. 61.
• Smith, William, Dictionary of Greek and Roman Biography and Mythology, 1870, sub "Pandora" On-line tekst Arkiveret 2009-04-18 på Wayback Machine
• William Smith, Dictionary of Greek and Roman Biography and Mythology (1870) vol I:177, sub "Anesidora" Arkiveret 2005-11-25 på Wayback Machine "Spender" er en trykfejl af "sender", som ofte gentages.
• Verdenius, Willem Jacob, A Commentary on Hesiod Works and Days vv 1-382 (Leiden: E.J. Brill, 1985). ISBN 90-04-07465-1. Dette værk har en meget dybtgående diskussion og syntese af de forskellige teorier og spekulationer om Pandora-historien og krukken. Jf. s. 62 og fremefter.
• Vernant, J. P., Myth and Society in Ancient Greece (New York 1990) 183-201.
• Warner, M., Monumenter og jomfruer: The Allegory of te Female Form (New York 1985) 213-40
• West, M. L. Hesiod, Theogony, ed. with prolegomena and commentary (Oxford 1966).
• West, M. L. Hesiod, Works and Days, ed. with prolegomena and commentary (Oxford 1978).
• Zeitlin, Froma. At spille den anden: Gender and Society in Classical Greek Literature (Princeton 1995).