Monkwearmouth-Jarrow Abbey
Monkwearmouth-Jarrow var en kombination af to engelske klostre, der blev drevet som et enkelt samfund. Begge blev grundlagt af Benedict Biscop. Monkwearmouth, der blev bygget først, var et storslået eksempel på den romerske byggestil. Det rummede et af de første glasmalerier i England. Jarrow blev centrum for angelsaksisk lærdom i det nordlige England og indeholdt det største bibliotek i det angelsaksiske England. Bede, den store angelsaksiske lærde, studerede, underviste og skrev der. De angelsaksiske søsterklostre blev i 2011 nomineret af Det Forenede Kongerige til at blive udnævnt til verdensarv i 2011.
Ruinerne af det oprindelige kloster i Jarrow foran den nuværende St Paul's Church.
Historie
I 674 byggede Benedict Biscop, en adelsmand fra Northumbria, et kloster kendt som Monkwearmouth. Egfrith, konge af Northumbria, gav ham 50 hede landområder ved floden Wear's udmunding. Klosteret blev viet til Sankt Peter og kom til at hedde St. Peter's at Monkwearmouth. Benedikt ønskede, at hans kloster skulle være et center for både lærdom og religion. Benedikt brugte frankiske stenhuggere, som han bragte over til England, til at bygge klosteret. Monkwearmouth var den første (og Jarrow den anden) kirkebygning, der blev bygget af sten i England. Benedictus hentede også glasmagere fra Frankien til at udstyre vinduerne i kirken og kapellerne med fine glasmalerier. De etablerede et værksted der i Monkwearwolf. I løbet af et år var klostret færdigt. I 678 fritog et brev fra pave Agatho klosteret for ekstern kontrol. Benedikt fik alt inventar, hellige fartøjer, udsmykninger og gevandter. Nogle fandt han lokalt, mens andre købte han i Francia og Rom. I 682 gav kong Egfrith yderligere 40 heder jord til Benedikt til et andet kloster. Det skulle ligge ved udmundingen af floden Trent ved Jarrow. Indvielsesceremonien for Jarrow-klosteret blev afholdt den 23. april 685. Opkaldt efter Sankt Paul, da søsterklosteret var færdigt, gav Benedikt Ceolfrith til abbed. Bede, som var omkring ti år gammel på det tidspunkt, var en af de munke, der fulgte med ham. Kong Egfrid, som var med ved indvielsen, døde i kamp mod pikterne mindre end en måned senere. De to søsterklostre, der kun lå syv miles fra hinanden, blev betragtet som ét.
Det bibliotek, som Benedict startede, gjorde det muligt for Bede at skrive sine værker, herunder hans berømte Ecclesiastical History of te English People.Information fra. Der var ikke et andet bibliotek som det i England. Ved sin død i 689 havde Benedikt gennemført fire rejser til Rom og sydpå og havde hver gang bragt store samlinger af bøger med hjem. Det fulde omfang af Bede's arbejde ville stadig ikke være muligt, hvis ikke Ceolfrid, den fjerde abbed, havde været til stede. Han fordoblede størrelsen af det bibliotek, som Benedikt Biscop efterlod.
Scriptoriet i Monkwearmouth-Jarrow var meget travlt optaget. Der var en stigende efterspørgsel efter kopier af bibler, bøger, dokumenter og især Bede's værker. Der kom forespørgsler fra andre dele af England og fra kontinentet. Værker fra scriptoriet blev fundet i Leningrad, Rom og andre dele af Europa. På grund af den stigende efterspørgsel efter sine produkter indførte Monkwearmouth-Jarrow scriptorium en hurtigere skriftstil, som blev brugt i senere værker.
I 794, kun et år efter at vikingerne havde plyndret Lindisfarne, angreb vikingerne Monkwearmouth og Jarrow. Flammerne var så varme, at glasset blev smeltet. Begge steder blev forladt i en periode. Deres beliggenhed på Northumbrias kyst gjorde dem til lette mål for vikingetogter. De to klostre blev genopbygget. I modsætning til mange gamle ruiner, der forsvinder med tiden, kan man stadig se de gamle mure i Monkwearmouth og Jarrow. De ligger ved siden af eller er en del af de moderne bygninger, der erstattede de oprindelige bygninger, som blev bygget i 674 og 682.
Den ærværdige Bede
