Sydafrika har elleve officielle sprog. Det er Afrikaans, engelsk, Ndebele, Nordsotho, Sesotho, Swazi, Setswana, Tsonga, Venda, Xhosa og Zulu. Over 99 % af befolkningen taler et af disse sprog som modersmål, og mange sydafrikanere er tosprogede eller flersprogede. Før 1994 var kun engelsk og afrikaans officielle sprog.

Udbredelse og regionale mønstre

De officielle sprog tales og anerkendes formelt overalt i landet, men visse sprog er dominerende i bestemte provinser. Eksempelvis er Sesotho (sydsotho) udbredt i Free State-provinsen, Setswana i Gauteng og Nordvestprovinsen, Sepedi (Nordsotho) i dele af Limpopo, Tshivenda og Xitsonga også i Limpopo, isiZulu i KwaZulu-Natal og isiXhosa i det østlige og det vestlige Kap. Afrikaans og engelsk er udbredt i alle provinser, og engelsk fungerer ofte som undervisningsmiddel og som lingua franca i forretning og administration.

Folk flytter ofte mellem provinser for arbejde, hvilket skaber mange sproglige kontakter og områder, hvor flere sprog tales i dagligdagen. I byområder er code-switching (skift mellem sprog i samme samtale) almindeligt, og engelsk bruges ofte som fælles kommunikationssprog på tværs af sproggrupper.

Den engelske udgave af den sydafrikanske forfatning nævner hvert sprog ved dets eget navn. Sotho kaldes Sesotho, Tswana kaldes Setswana, Pedi kaldes Sepedi, Zulu kaldes isiZulu, Xhosa kaldes isiXhosa osv. De sprog, der er opført i forfatningen, er følgende: Sesotho (sydsotho), Setswana (Tswana), Sepedi (Nordsotho), isiZulu (Zulu), isiXhosa (Xhosa), Afrikaans (Afrikaans), engelsk (engelsk), Xitsonga (Tsonga), Siswati (Swati), Tshivenda (Venda) og isiNdebele (Sydndebele).

I Sydafrika omtales det sydlige ndebele ofte blot som ndebele, fordi flertallet af talere af det nordlige ndebele bor i Zimbabwe. I 1993-udgaven af forfatningen blev Northern Sotho omtalt som Sesotho sa Leboa, men i 1996-udgaven blev navnet Sepedi brugt. Forskellige ministerier og offentlige organer anvender stadig forskellige betegnelser for Nordsotho, hvilket afspejler både sprogvidenskabelige og politiske overvejelser.

Sprogfamilier og karakteristika

To af de officielle sprog er vestgermanske sprog — engelsk og afrikaans. De ni andre er bantusprog. Fire af bantusprogene tilhører nguni-familien (Zulu, Xhosa, Swati og Ndebele). Tre tilhører Sotho–Tswana-gruppen (Nordsotho/Sepedi, Sesotho og Setswana). Tsonga er et Tswa–Ronga-sprog, og Venda står som en tydelig, selvstændig gren inden for bantusprogene.

Afrikaans stammer historisk fra nederlandsk og har optaget ord og strukturer fra lokale afrikanske sprog, malaysisk/indonesisk fra slavebefolkningen i Kapstaten og fra portugisisk og engelsk. De bantu-sprog, især nguni-sprogene, kendetegnes ved brug af kliklyde i varierende grad (særligt i Xhosa) og et rigt system af heterogene præfikser i navneordssystemet.

Sprogenes rolle i offentlighed, uddannelse og medier

Selvom alle 11 sprog er officielle, fungerer engelsk ofte som det primære regeringssprog og som lingua franca i erhvervsliv, medier og højere uddannelse. Afrikaans har historisk haft stor indflydelse i administration og undervisning, men efter apartheid er der sket en markant bevægelse mod større sproglig ligestilling.

Den nationale sprogpolitik opfordrer til undervisning på modersmålet i de første skoleår, hvorefter elever gradvist introduceres til engelsk som undervisningssprog i videre skoleforløb. I praksis varierer implementeringen fra provins til provins, og sprogvalg i skoler ofte afspejler lokale demografiske forhold.

Medierne producerer indhold på mange af de officielle sprog: radio er især stærk på lokale sprog, mens tv og trykte medier i højere grad benytter engelsk og afrikaans, men også tilbyder programmer og aviser på andre sprog.

Talere og statistikker

Ifølge folketællingen fra 2011 er fordelingen af modersmål omtrent som følger (afrundede tal): isiZulu ca. 22–23 %, isiXhosa ca. 15–16 %, afrikaans ca. 13–14 %, engelsk ca. 9–10 %, Sepedi ca. 9 %, Setswana ca. 8 %, Sesotho ca. 7–8 %, Tsonga ca. 4–5 %, Swazi ca. 2–3 %, Venda ca. 2–3 % og Ndebele ca. 2 %. Disse tal er vejledende og afspejler kun modersmål; flersprogethed er udbredt, og flere mennesker bruger et andet sprog i arbejde eller uddannelse end deres modersmål.

Tegnsprog og andre sprog

Der findes også et udbredt sydafrikansk tegnsprog (South African Sign Language, SASL), som benyttes af døve samfund. SASL anvendes i undervisning og tolkeformål, og der er stigende anerkendelse af tegnsprog i offentlige institutioner. I grundloven er de 11 nævnte sprog de officielle, mens tegnsprog har fået øget praktisk anerkendelse gennem politikker og organisationer, men ikke på samme måde indskrevet som et af de 11 officielle sprog i grundloven.

Konklusion

Sydafrikas sproglandskab er karakteriseret ved stor mangfoldighed og udpræget flersprogethed. Grundloven og nationale politikker fremmer brugen af mange sprog, men engelsk fungerer ofte som fælles sprog i administration, uddannelse og erhverv. Lokale forhold, urbanisering og migration betyder, at sprogbrug ændrer sig over tid, samtidig med at de 11 officielle sprog bevares og bruges i hverdagen, kulturen og medierne.