Panarabisme: Ideologi, historie og målet om forening af arabiske lande

Oprindelse og udvikling

I slutningen af 1800-tallet kontrollerede det osmanniske rige det meste af Mellemøsten. Mellemøsten var på det tidspunkt meget forskelligartet. Der boede mange forskellige etniske og kulturelle befolkningsgrupper i regionen. I 1900 var det osmanniske rige i tilbagegang, og mange af de forskellige befolkningsgrupper, der boede i riget, ønskede at danne uafhængige regeringer, der blev ledet af folk, der boede i deres egne samfund.

En gruppe, der begyndte at danne deres egne idéer om et selvstyret eller selvbestemt samfund, var araberne. Mange veluddannede arabiske studerende og professorer, der arbejdede på universiteter som Al-Azhar-universitetet, begyndte at udgive tidsskrifter og danne klubber, der promoverede ideen om et forenet arabisk samfund eller nation. Disse idéer blev meget populære i alle arabiske regioner i det tidligere Osmannerrige. I 1913 mødtes arabiske organisationer fra hele Mellemøsten for at danne den første arabiske kongres i Paris, Frankrig. På kongressen drøftede arabere fra hele det osmanniske rige muligheden for at frigøre sig fra det osmanniske rige og oprette arabisk styrede lande.

Det Osmanniske Rige reagerede på den arabiske kongres ved at straffe de arabiske nationalister. I nogle områder i det osmanniske rige blev arabiske nationalister sat i fængsel og endda dræbt for deres aktiviteter.

Under Første Verdenskrig støttede mange arabiske grupper de allierede magters militære kampagne mod Det Osmanniske Rige. Ved afslutningen af Første Verdenskrig brød Det Osmanniske Rige sammen, og de allierede magter mødtes for at beslutte, hvad der skulle ske med det område, der tidligere var under osmannisk kontrol. Selv om de allierede støttede de allierede under krigen, fik mange arabiske lande ikke deres frihed af de allierede. Araberne i de besatte lande, der stadig var ivrige efter at opnå uafhængighed, begyndte at danne sig idéer om, hvordan en fri arabisk stat ville se ud. Disse ideer skulle i sidste ende blive rygraden i panarabismen.

Filosofi

Efter 1. verdenskrig begyndte mange arabisktalende lærde og studerende i det tidligere Osmanske Rige at skrive om det arabiske folks historie. En af disse forfattere, Darwish-Al Maqdidi, skrev en skolebog, der skitserede den tidlige panarabiske bevægelses overbevisninger. Lærebogen blev brugt i mange skoler i hele det arabiske Mellemøsten, og den antydede, at det arabiske hjemland ikke var begrænset til den arabiske halvø, men strakte sig til alle de steder, hvor arabere boede . Desuden mente Miqdadi og andre arabiske lærde, at en fri og forenet arabisk nation kun kunne eksistere, hvis den vestlige indflydelse blev fjernet fra det arabiske Mellemøsten. Generelt set blev kernen i Miqdadis og andre af hans trosretninger til filosofien om panarabisme .

Forsøg på en arabisk union

Panarabismens popularitet begyndte at vokse, efter at mange arabiske lande opnåede uafhængighed i 1940'erne og 1950'erne. Den egyptiske præsident Gamal Abdel Nasser (1956-1970) var en stor tilhænger af den panarabiske nationalisme. Nasser mente, at den arabiske verden i både Nordafrika og på Den Arabiske Halvø skulle forenes, da mange af disse lande delte en fælles kultur, religion og sprog, I løbet af hans præsidentperiode hjalp Nasser med at etablere Den Forenede Arabiske Republik sammen med Syrien. Republikken varede tre år. Dens sammenbrud skyldtes i høj grad Nassers bestræbelser på hurtigt at ændre de syriske og egyptiske økonomier; også mange syrere brød sig ikke om, at Nasser ønskede at centralisere regeringsmagten og -aktiviteterne i Egypten.

Efter UAR's fald forsøgte Nasser at samle andre arabiske lande til den panarabiske sag. Under seksdageskrigen i 1967 ledede Nasser en arabisk koalition (Syrien, Libanon, Jordan og Irak) til at bekæmpe Israel. Israel vandt krigen, og den arabiske koalition og Nassers bestræbelser på at skabe et forenet arabisk Mellemøsten led et stort tilbageslag.

Panarabismens nedgang og genopståen

Nedgang

Efter seksdageskrigen blev Egyptens rolle som leder af den panarabiske bevægelse alvorligt svækket. Andre arabiske nationalistiske organisationer begyndte at forgrene sig på egen hånd, uafhængigt af Egypten og andre arabiske lande. Især palæstinenserne begyndte at danne deres egen organisation, som var centreret om palæstinensisk nationalisme og ikke en panarabisk organisation. Desuden efterlod Gamal Nassers pludselige død i 1970 den panarabiske bevægelse uden en klar leder.

Genopståen

Siden slutningen af 1970'erne har mange professorer og eksperter i Mellemøsten hævdet, at panarabismen ikke længere eksisterer Fouad Ajami antyder, at panarabismen brød sammen, fordi Gamel Nasser, bevægelsens klare leder, mistede momentum efter det arabiske nederlag i seksdageskrigen. Desuden mistede andre arabiske grupper, især palæstinenserne, troen på den panarabiske bevægelse og forsøgte at forgrene sig på egen hånd. På det seneste, efter begivenhederne i det arabiske forår i 2011, hævder mange forskere og journalister dog, at panarabismen er ved at vende tilbage på forskellige måder. Susan De Muth mener, at panarabismen i det arabiske forår er anderledes, end den var for 30 år siden. Hun mener, at panarabismen i Gamel Nassers tid var bundet til tanken om at holde den arabiske verden fri for udenlandsk og vestlig indflydelse, mens nutidens panarabisme hovedsagelig ledes af unge mennesker, der er dedikeret til at reformere eller gøre regeringerne i de arabiske lande mindre undertrykkende eller kontrollerende. Denne nye form for panarabisme er blevet styrket af teknologien, som f.eks. de sociale medier. Ifølge De Muth har demonstranter fra forskellige lande været i stand til at styrke deres sag og endda koordinere protesterne med bevægelser i andre arabiske lande ved hjælp af sociale medier . Andre forskere er ikke så optimistiske som De Muth; Marc Lynch mener, at protesterne i det arabiske forår var længe ventet, og at de politiske bevægelser i det arabiske Mellemøsten langsomt har opbygget styrke i de sidste tredive år .