Ido er et konstrueret sprog, et såkaldt reformeret esperanto, som blev udviklet i 1907. Ido blev lavet af en gruppe mennesker, der mente, at esperanto var for svært til at være et verdenssprog. De kunne ikke lide, at esperanto brugte bogstaver med særlige diakritiske tegn over dem, fordi det gjorde det svært at skrive, og de mente, at et verdenssprog skulle være let at lære og skrive.

Oprindelse og historie

Ido opstod som resultat af en international komité og diskussioner omkring begyndelsen af 1900-tallet, hvor en række sprogforskere og aktivister søgte at reformere esperanto for at gøre det endnu mere "internationalt" og lettere at bruge. Forslaget blev offentliggjort i 1907, og det førte til en splittelse i den internationale planlægningssprogbevægelse. Nogle af initiativtagerne ønskede at bevare esperantos grundstruktur, mens andre ønskede mere omfattende ændringer.

Sprogets formål og principper

  • Let at lære og skrive: Ido blev designet til at være regelmæssigt og uden unødvendige undtagelser.
  • Internationalt ordforråd: Ordvalget bygger primært på rødder, der er genkendelige for talere af europæiske sprog, så ord ofte føles velkendte.
  • Ingen diakritiske tegn: Skriftsystemet bruger det almindelige latinske alfabet uden ekstra tegn, for at gøre skrivning og maskinbehandling nemmere.
  • Praktisk grammatik: Grammatiske regler er lavet for at være konsekvente og så simple som muligt.

Sproglige træk

Ido har en regelmæssig og gennemsigtig opbygning, hvilket gør grammatikken let at forstå for nye elever. Som mange andre konstruerede hjælpemål er sproget designet, så verber ikke bøjes efter person eller tal, og ordstilling samt faste partikler bruges til at vise relationer i sætningen. Stavningen er fonemisk, hvilket betyder, at udtale og stavning i høj grad følger hinanden.

Alfabet og udtale

Ido bruger det latinske alfabet uden særlige diakritiske tegn. Det gør det let at skrive på almindelige skrivemaskiner og computere uden særlige tastaturindstillinger. Udtalen er tænkt som regelmæssig, så samme bogstav typisk har samme lyd i forskellige ord.

Udbredelse og fællesskab

Ido er betydeligt mindre udbredt end esperanto. Der findes i dag kun en lille, men aktiv gruppe af talere og entusiaster — estimater varierer, men man nævner ofte omkring 100–200» personer internationalt, og nogle kilder taler om et par hundrede interesserede. Fællesskabet mødes ved konferencer og gennem netfora og sociale grupper, og der findes undervisningsmateriale, grammatikker og ordbøger for dem, der vil lære sproget.

Sammenligning med esperanto

Ido beskrives ofte som en "reform" af esperanto: målet var at bevare de positive sider ved et regelmæssigt hjælpemål, men rette nogle ting man syntes var uhensigtsmæssige eller unaturlige. Hvor esperanto har haft størst succes og spredning, forblev Ido en mindre bevægelse, og splittelsen svækkede reformbevægelsen historisk set.

Kritik og arv

Kritikere af Ido har peget på, at opdelingen mellem Ido-tilhængere og esperantister mindskede samlet opbakning til ét fælles verdenssprog, hvilket muligvis hæmmede begge bevægelser. Til gengæld har Ido bidraget til diskussionen om, hvordan et internationalt hjælpesprog bedst konstrueres, og nogle af idéerne fra Ido har haft indflydelse på senere sprogforslag og reformdebatter.

Hvor kan man lære mere?

Der findes ressourcer for den, der vil lære Ido: grammatikoversigter, ordbøger og online fællesskaber. Selvom sproget er lille, er der materiale for nybegyndere og interesserede, og man kan finde både historisk dokumentation om udviklingen fra 1907 og nyere diskussioner i faglige og amatørkredse.