Hell Creek-formationen er en række bjergarter, hvor man har fundet fossile dinosaurer. Lagene er hovedsageligt fra den øvre kridttid og nogle af de lavere palæocæne bjergarter i Nordamerika. Formationen er særlig kendt for sine rige og velbevarede fossilfund fra den allersidste del af Kridttiden, omkring 66 millioner år gamle, tæt på grænsen mellem Kridt og Palæogen.
Navnet stammer fra Hell Creek, nær Jordan i Montana. Formationen omfatter dele af Montana, North Dakota, South Dakota og Wyoming. Tykkelsen varierer lokalt og kan være fra nogle få meter til flere hundrede meter, afhængigt af aflejringsmiljø og lokal erosion.
Geologi og aflejringsmiljø
Det er en række ler-, mudder- og sandsten med ferskvand og brakvand, der er aflejret i slutningen af kridttiden og begyndelsen af palæogentiden. Den blev aflejret i flodkanaler og deltaer og lejlighedsvis i tørvesumpaflejringer langs den lavtliggende østlige rand af den vestlige indre havvej. Typiske aflejringsmiljøer omfatter flodkanalfyldninger, overstrømningsflader (floodplains), crevasse-splays og lavvandede sø- og floddeltaaflejringer. Disse miljøer har bevaret både store knogler og delikate plantematerialer, hvilket gør Hell Creek nyttig til rekonstruktion af paleoøkologi.
Alder og K–Pg-grænsen
Klimaet var mildt, og tilstedeværelsen af krokodiller tyder på et subtropisk klima uden langvarig årlig kulde. Den berømte iridiumberigede grænse mellem Kridt og Palæogen, som adskiller Kridt fra Kænozoikum, er et tydeligt tyndt lag. Den befinder sig over og lejlighedsvis inden for formationen, nær dens grænse til den overliggende Fort Union Formation. Dette tynde iridiumholdige lag forbindes med det store asteroidenedslag ved Chicxulub og bruges globalt som marker for den masseuddøen, der afsluttede Kridttiden.
Fossilindhold
Hell Creek har givet en bred vifte af fossiler. De fundne fossiler omfatter alle typer af dinosaurer fra den sene kridttid, fisk, amfibier og andre krybdyr som skildpadder, krokodillermorfer og squamata (slanger og øgler). Blandt de bedst kendte dinosaurer fra Hell Creek er Tyrannosaurus rex, Triceratops, Edmontosaurus, Ankylosaurus og Pachycephalosaurus, som ofte fremhæves i populær formidling.
Der er mange pattedyr i Hell Creek-formationen. De omfatter multituberculater, metatherianere og eutherianere. Selvom pattedyr fra denne tid generelt var små, er de vigtige for at forstå opståen og tidlig diversificering af moderne pattedyrgrupper efter masseudryddelsen.
Ud over vertebrater er Hell Creek rig på planter, pollen og mikrofossiler, hvilket gør det muligt for forskere at rekonstruere vegetationstyper (f.eks. sump- og skovmiljøer), årstidsforhold og lokale klimaforhold. Der findes også knoglelejre og koncentrationer af fragmenterede skeletter (bonebeds), som dokumenterer både dødsbegivenheder og transport af rester i flodsystemerne.
Betydning for forskning
Hell Creek-formationen er central i forskning i den sidste del af Kridtperioden og i studier af K/T- eller K–Pg-massens udryddelse. Kombinationen af detaljeret stratigrafi, et klart iridiumlag og rigt fossilt materiale gør formationen til et nøgleområde for at teste hypoteser om hastigheden og årsagerne til masseudryddelsen. Hell Creek sammenlignes ofte med samtidige formationer som Lance Formation i andre dele af USA for at afklare regionale forskelle i fauna og flora.
Feltarbejde og museer
Verdens største samling af Hell Creek-fossiler findes på Museum of the Rockies i Bozeman, Montana. De udstillede eksemplarer er resultatet af museets Hell Creek-projekt. Dette er et samarbejde mellem museet, Montana State University, University of California, Berkeley, University of North Dakota og University of North Carolina. Projektet blev indledt i 1998 og omfatter omfattende udgravninger, forarbejdning og forskning. Flere velkendte paleontologer og udgravningsteams har bidraget til at øge vores kendskab til Hell Creek, både i akademiske publikationer og i formidling til offentligheden.
Sammenfatning
Hell Creek-formationen er en af de mest betydningsfulde geologiske formationer i Nordamerika, når det gælder studiet af den sene Kridt-tids fauna, flora og de begivenheder, der indledte overgangen til Palæogen. Dens aflejringsmiljøer, rige fossilindhold og forbindelse til iridiumberigede K–Pg-grænse gør den uvurderlig for forståelsen af jordens biologiske og geologiske historie i slutningen af Kridttiden.
