I Europa skete der i det 16. århundrede en stor ændring i den kristne religion. Under den protestantiske reformation forlod hundredtusinder af mennesker den katolske kirke for at danne protestantiske kirker over hele Europa. Bevægelsen blev drevet af ledere som Martin Luther og Jean (John) Calvin, som kritiserede praktikker i den tidlige kirkes struktur — blandt andet afladshandelen — og ønskede at genvinde, hvad de så som bibelsk tro og praksis. Reformationen påvirkede ikke kun kirkelivet, men også politik, uddannelse, sprog (hvor Bibelen blev oversat til folkesprog) og samfundsstrukturer i mange lande.

Hvad betyder "de fem sola"?

"De fem sola" (eller "de fem solae") er korte formuleringer, der opsummerer centrale teologiske principper i den reformerte/protestantiske tænkning. De fremhæver, hvilke kilder og midler reformatorerne anså som afgørende for frelse og kristent liv.

  • Sola Scriptura: "Skriften alene". Dette princip siger, at Bibelen har øverste autoritet i spørgsmål om tro og lære. Det betyder ikke nødvendigvis, at traditioner eller kirkens historiske praksis er uden værdi, men at de altid skal vurderes og reformeres ud fra Skriften. Praktisk førte dette til større vægt på prædiken, læsning af Bibelen i folkesproget og en kritik af traditioner, som reformatorerne mente manglede bibelsk grundlag.
  • Solus Christus: "Kun Kristus" eller "Kristus alene". Reformatorerne hævdede, at Jesus Kristus er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, og at frelsen sker gennem hans person og værk — ikke gennem helgener, mellemmænd eller særlige riters magt. Derfor afviste de, at mennesker skulle søge mellemværender hos helgener, engle eller mennesker i kirkens hierarki i stedet for direkte tro og bøn til Kristus og Gud. (Begrebet fremhæver også Kristi centralt sted i forkyndelsen og sakramenterne.)
  • Sola Gratia: "Gennem nåde alene". Dette understreger, at frelse er Guds ufortjente gave — Guds nåde — og ikke noget mennesket kan opnå ved egne gerninger eller fortjeneste. Menneskets tilstand og Guds initiativ står i centrum: Gud tager initiativet og giver forløsning, selv om mennesker ikke fortjener den.
  • Sola Fide: "Troen alene". Dette princip siger, at mennesker bliver retfærdiggjort (dvs. stillet rette for Gud) ved tro alene på Jesus Kristus, ikke ved menneskelige gerninger eller religiøse ritualer. Gerninger betragtes som frugter af sand tro, ikke som årsager til frelsen. Diskussionen om, hvordan tro og gerninger forholder sig i praksis, var og er dog genstand for teologisk debat mellem forskellige kirkesamfund.
  • Soli Deo Gloria: "Al ære til Gud alene". Alt frelsesværk og hele det kristne liv skal sigte mod Guds ære, ikke menneskers ære, institutioners magt eller egne ambitioner. Dette princip mindede reformatorerne om, at både tro, forkyndelse og gode gerninger til syvende og sidst retter sig mod at ophøje og tjene Gud.

Betydning, konsekvenser og kritik

Samlet gjorde de fem solaer op med en række autoriteter og praksisser, som reformatorerne mente havde fortrængt eller forvansket det, de stod for som bibelsk kristendom. Konsekvenserne var konkrete: vægt på prædiken, bibeloversættelser, menighedsdannelse uden pavelig overhøjhed og en ny forståelse af sakramenternes rolle.

Der var og er også kritik og nuancer: Den katolske kirke svarede bl.a. ved Tridentinerkoncilet (Council of Trent) og fastholdt, at både Skrift og tradition samt tro + gerninger indgår i frelsesforståelsen. Blandt protestanter er der også forskelle i, hvordan de fem solaer fortolkes og praktiseres — fx i forståelsen af, hvordan tro udmønter sig i gerninger, eller hvordan tradition skal værdisættes i forhold til Skriften.

På trods af debatterne har de fem solaer haft en varig indflydelse på mange protestantiske kirkesamfund og på den måde, mange kristne i dag læser Bibelen, forstår frelse og udøver gudstjeneste.

Ordene "Sola Scriptura", "Solus Christus", "Sola Gratia", "Sola Fide" og "Soli Deo Gloria" er ikke engelske ord. Det er ord, der er skrevet på latin.