Electric Light Orchestra

Historie

Flytning

Bandet startede som et sideprojekt af et andet band, The Move, med musikerne Roy Wood og Jeff Lynne. Mens The Move havde tilføjet et strejf af klassisk musik til deres pophits, ønskede Wood og Lynne at blande rockmusik og klassisk musik tættere sammen. Move-trommeslageren Bevan sluttede sig til deres projekt. Wood spillede næsten alle ikke-rockinstrumenter på deres første album. De benyttede sig mest muligt af studieteknologien, herunder flersporsoptagelse og overdubbing.

Deres første album fik titlen Electric Light Orchestra. Det blev udgivet under dette navn i Storbritannien. Da albummet blev udgivet i USA, vidste deres amerikanske pladeselskab United Artists ikke, at albummet var opkaldt efter gruppen. De ringede til ELO's britiske pladeselskab for at spørge om titlen. Da ingen svarede, blev der skrevet "No Answer" ned. Da de senere tog fejl af titlen, udkom albummet i Amerika som No Answer. Bandets første single fik titlen "10538 Overture". Den blev en favorit i FM-radioen. Med tiden blev ELO's musik mere populær, end The Move havde været. The Move blev opløst, og Electric Light Orchestra blev en fuldtidsgruppe.

ELO

Roy Wood besluttede at forlade ELO midt i indspilningen af det andet album. Han startede et andet band ved navn Wizzard. Jeff Lynne overtog ledelsen, og McDowell, Kaminski og Gale sluttede sig til. Albummet, ELO 2, blev færdiggjort og udgivet, men var ikke lige så vellidt som det første. En single på albummet var en coverversion af Chuck Berry's "Roll Over Beethoven". Den tilføjede dele af mange Beethoven-kompositioner til Berry's sang. Det blev endnu et radiohit.

Deres tredje album, On the Third Day, indeholdt en rockfortolkning af "In the Hall of the Mountain King". Albummet havde endnu en hitsingle med titlen "Showdown". ELO begyndte at tage på turné i USA. De startede med små publikummer. De blev mere populære med tiden og tilføjede teatralske indslag til deres shows. Nye kontaktmikrofoner gjorde det muligt for de klassiske musikere at bevæge sig rundt og endda danse på scenen, som popmusikere gjorde det. Publikum nød at se på dem.

På deres fjerde album, Eldorado, var ELO gået fra at overdubbe deres små medlemmer til at indspille med rigtige orkestre. De havde problemer, når de arbejdede i deres hjemland England. Britiske klassiske musikere holdt sig normalt mere til fagforeningsreglerne end til arbejdet med at lave musik. De gik nogle gange ud under indspilningerne. Dette skadede processen med at lave deres plader, så ELO forsøgte sig med et studie kaldet Musicland i München i Tyskland. De kunne godt lide den måde, studiet fungerede på, og de tyske musikere var mere engagerede. ELO brugte Musicland mange flere gange.

Deres næste album, Face the Music (1975), gav to hitsingler, "Strange Magic" og "Evil Woman". ELO blev endnu mere populær. Et kompilationsalbum, Olé ELO, indeholdt de fleste af deres tidlige singler. Tre sange fra deres album A New World Record fra 1976 blev verdensomspændende hits. Disse var "Telephone Line", "Livin' Thing" og "Do Ya", som var en genindspilning af en Move-sang.

ELO indspillede et dobbeltalbum i 1977, Out of the Blue, som indeholdt "Turn to Stone", "Sweet Talkin' Woman" og "Mr. Blue Sky", som også blev hitplader. Bandet turnerede over hele verden med et scenesæt, der lignede en UFO, som åbnede sig og afslørede bandet, der optrådte indeni. Deres shows omfattede masser af scenebelysning og lasereffekter.

Deres næste nye album, Discovery, udkom først i 1979. ELO's pladeselskab, Jet Records, skiftede distributør fra United Artists til Columbia Records, og dette var en del af forsinkelsen. Discovery indeholdt to singler, "Shine a Little Love" og "Don't Bring Me Down". "Don't Bring Me Down" var den første ELO-single, der ikke indeholdt klassiske instrumenter. Columbia udgav et Greatest Hits-album, som overlappede nogle af Olé ELO-sangene med senere sange.

1980s

ELO blev mindre populær i løbet af 1980'erne. De havde færre hits. De indspillede Xanadu-soundtracket med sangerinden Olivia Newton-John. De udgav også albummene Time (med titelsangen og "Hold On Tight" som singler) i 1981, Secret Messages (med "Stranger") i 1983 og endelig Balance of Power, som indeholdt "Calling America", i 1986. På dette tidspunkt havde de klassiske musikere forladt gruppen. Lynne indspillede nu deres dele med synthesizere eller sessionsspillere.

Jeff Lynne producerede nu andre kunstnere, herunder The Everly Brothers, og stoppede sit samarbejde med Electric Light Orchestra i 1986. De fleste af de tilbageværende medlemmer ønskede dog fortsat at arbejde sammen og omgrupperede sig, først som et band ved navn OrKestra og senere som "ELO Part II". Disse besætninger turnerede i årevis og spillede ELO's gamle hits og udgav to albums med nyt materiale, mens Lynne fortsatte sin producerkarriere. Lynne udgav også et soloalbum, Armchair Theatre, i 1990 og dannede Traveling Wilburys sammen med den tidligere Beatle George Harrison.

2000s

Lynne indspillede et album, Zoom, i 2001, igen under ELO-navnet, men med et nyt sæt musikere. Han optrådte en håndfuld gange på tv med den nye besætning. De spillede både gamle og nye sange. Han planlagde også at tage på turné med dem. Interessen for bandet var dog ikke stor, og de fleste af koncerterne blev aflyst.

Electric Light Orchestra's musik var kun svagt til stede i populærkulturen fra midten af 1980'erne til begyndelsen af 2000'erne. Deres blanding af klassisk musik og rockmusik gjorde deres musik svær at placere på radiospillelisterne. ELO's musik har fået et comeback i 2000'erne ved at blive brugt i filmsoundtracks og også i reklamefilm, f.eks. for Monster.

Albums

• The Electric Light Orchestra (1971)
• Electric Light Orchestra II (1973)
• På den tredje dag (1973)
• Eldorado (1974)
• Face the Music (1975)
• En ny verdensrekord (1976)
• Ud af det blå (1977)
• Opdagelse (1979)
• Xanadu (1980)
• Tid (1981)
• Hemmelige meddelelser (1983)
• Balance of Power (1986)
• Zoom (2001)
• Alone in the Universe (2015)