De ediacariske biota er den noget gådefulde fauna fra den ediacariske periode. Den geologiske periode varede ca. 635–539 millioner år siden (Ma), og de fleste kendte fossiler stammer fra omtrent 575–541 Ma. Biotaen optrådte efter en række istider og lige før den kambriske periode. Biotaen består af blødt legemede flercellede organismer — for nogle grupper sandsynligvis dyr — som efterlod fossiler i sedimentære bjergarter fra Ediacaran-alderen.

Fossiler og bevarelsesform

Det, der gør de ediacariske fossiler specielle, er hvordan bløde kroppe er bevaret. Mange fund er todimensionale aftryk og negative aftryk i sandsten eller skifre. Bevarelsen skyldes ofte hurtig afdækning af organismerne af sediment, og i mange tilfælde har et tykt mikrobielt lag (microbial mat) spillet en rolle i at give et tydeligt "death mask" aftryk, før organismen forrådnede. Denne type bevarelse kaldes nogle gange “Ediacara-type preservation”.

Typiske former og eksempler

De ediacariske organismer viser stor variation i form og størrelse. Nogle er simple og radialsymmetriske, andre har gentagne, fraktallignende eller båndede strukturer. Kendte eksempler (ikke en fuldstændig liste) omfatter:

  • Dickinsonia – flad, oval, segmenteret organisme, ofte tolket som et dyr eller en unik fjern slægtning til dyr.
  • Charnia – bladformet, hæftet til bundsedimentet, med fraktal-lignende forgreninger.
  • Rangeomorphs – komplekse, fraktale, trælignende strukturer, almindelige i tidlige ediacariske aflejringer.
  • Tribrachidium – trearmet, radial struktur med usædvanlig geometri.
  • Spriggina – segmenteret form, som nogle forskere har sammenlignet med tidlige leddyr eller annelider.

Økologi og biologisk tilhørsforhold

Der findes flere tolkninger af, hvad de ediacariske organismer var, og hvordan de levede:

  • Fastsiddende vs. mobile: Mange var sandsynligvis fastsiddende eller langsomt bevægende, hæftet til havbunden; nogle kunne skifte plads.
  • Fødeoptagelse: Forslag om næringsoptagelse omfatter osmotrofi (optag af opløste næringsstoffer), filter- eller partikelspisning, og måske symbioser med mikroorganismer.
  • Slægtskab: Debatten fortsætter: nogle grupper tolkes som tidlige dyr (metazoer), andre som nu uddøde større linjer uden nulevende efterfølgere, og nogle kan være unikke organismer uden klare moderne analoger.

Udbredelse og vigtige lokaliteter

Fossiler af den ediacariske biota findes globalt i aflejringer fra slutningen af Neoproterozoikum. Vigtige lokaliteter omfatter Ediacara Hills i Australien (hvor navnet stammer fra), Mistaken Point i Newfoundland, White Sea-området i Rusland, Nilpena og andre steder i Australien samt Namibia og flere lokaliteter i Kina og Nordamerika. Studier fra forskellige lokaliteter hjælper med at forstå variationen i anatomier og bevaringsmekanismer.

Udryddelse og efterspil

Biotaen synes at være gået igennem en væsentlig reduktion ved grænsen til det tidlige kambriske, og der er tegn på en større udryddelse omkring denne tid. Nogle få former kan dog have overlevet ind i det tidlige Kambrium. Årsagerne til tilbagegangen er usikre, men mulige forklaringer inkluderer ændringer i havets kemi og iltniveau, nye økologiske interaktioner som predation og konkurrence fra opkommende kambriske dyr, og klima- eller sedimentære ændringer.

Betydning i evolutionær sammenhæng

Den ediacariske biota er vigtig, fordi den repræsenterer nogle af de tidligste kendte store flercellede organismer og viser, at kompleks multicellularitet var etableret før den kambriske "eksplosion". Studier af disse fossiler giver indsigt i de første eksperimenter med kropsplaner og økologiske strategier hos komplekse organismer, selv hvis mange af gruppers nøjagtige evolutionære relationer forbliver uklare.

Samlet set er de ediacariske organismer både et vindue til livet lige før Kambrium og en fortsat kilde til debat og forskning i paleobiologi, taphonomi og tidlig evolution.