Arbroath-erklæringen

Baggrund

Da kong Alexander III af Skotland døde i 1086, blev hans arving hans barnebarn Margaret, jomfru af Norge, arving. Kong Edward I af England forhandlede om at få sin søn, Edward II af England, til at blive hendes mand og dele Skotlands krone i 1289. Men Margaret døde på vej fra Norge til Skotland i 1290. Dette indledte en periode i Skotland, der blev kaldt det første interregnum (1290-1292). Skotland var uden en monark. Edward I trådte til for at vælge, hvem der skulle være konge blandt de kandidater, der havde krav på at blive konge. Han valgte John af Skotland. Men Edward behandlede den skotske konge dårligt. Da kong John forsøgte at bryde ud, satte Edward ham i fængsel og lod ham derefter bo i Frankrig. I 1296 invaderede Edward Skotland med sin hær for at tage alt til sig selv. Skotland forblev uden konge indtil 1306, da Robert the Bruce erklærede sig selv for konge af Skotland og trodsede Edward I. Lige inden han gjorde dette, havde Robert the Bruce været involveret i en strid med John Comyn. De to mødtes foran alteret i Greyfriars Church i Dumfries i 1306, og der udbrød et slagsmål. John Comyn blev dræbt, og Robert the Bruce blev kronet til konge tre uger senere i Scone. Bruce blev anklaget for at have myrdet Comyn og blev ekskommunikeret af paven. Under de efterfølgende krige vandt skotterne et stort slag i slaget ved Bannockburn i 1314. I 1317 opfordrede paven til en toårig våbenhvile, som Skotland ignorerede. Fordi de ikke lyttede til ham, ekskommunikerede han hele Skotland.

Oversigt

Erklæringen var en del af en større plan for at vise paven og andre, at Skotland var et uafhængigt kongerige og havde ret til at styre sig selv. Den engelske konge Edward I havde skrevet til paven, før han bekræftede sin ret til at regere Skotland. Paven nægtede for sin del at acceptere Robert the Bruce som konge af Skotland.

Arbroath-erklæringen fra april 1320 var et brev til pave Johannes XXII i Avignon fra 50 ledende mænd i Skotland. Der var 39 navne (otte skotske jarler og 31 baroner), som underskrev dokumentet med deres segl. På strimler nederst på brevet er der segl og navne på yderligere elleve underskrivere. Bernard Linton, kansler af Skotland og abbed af Arbroath, menes at være forfatteren. Det blev skrevet i klosteret Arbroath i Skotland.

Brevet begyndte med at minde paven om Skotlands omvendelse til kristendommen ved Sankt Andreas. Under kirkens beskyttelse havde Skotland levet i fred, indtil kong Edward I af England lod som om, at han var deres ven. Han invaderede derefter deres land, mens det var uden konge. Brevet fortalte derefter om de trængsler, de stod over for under engelsk styre. Brevet viste deres beslutsomhed, og der stod følgende i brevet:

...for så længe der kun er hundrede af os i live, vil vi aldrig give samtykke til at underkaste os englændernes herredømme. For det er ikke ære, det er ikke rigdom, det er heller ikke ære, men det er alene frihed, som vi kæmper og kæmper for, og som ingen ærlig mand vil miste undtagen med sit liv.

Den mest citerede passage i erklæringen, oversat fra den latinske original, er...

Omgående virkning

Paven var imponeret over erklæringen og over de skotske baroners løfte om at støtte pavens korstog. Han opfordrede Edward II til at slutte fred med skotterne. Paven sendte to delegerede. Den franske konge ønskede også fred mellem England og Skotland, og han sendte to delegerede. Fredsforhandlingerne fortsatte indtil 1321, uden at englænderne anerkendte skotsk uafhængighed.

Englænderne overbeviste paven om, at det var skotternes skyld, at der ikke skete fremskridt. Paven udstedte seks domme mod skotterne, hvori han fastslog, at alle angribere af England ville blive ekskommunikeret, og han genudgav ekskommunikationen mod Robert the Bruce.

Endelig blev der i oktober 1328 indgået en fredstraktat mellem Skotland og England. Edward III opgav alle krav på Skotland. Interdiktet mod Skotland og ekskommunikationen af dets konge blev endelig ophævet. I anden del af traktaten blev det aftalt, at Robert the Bruce' søn, David II af Skotland, og Edward III af Englands søster skulle gifte sig med hinanden. Brylluppet fandt sted den 12. juli 1338, da David II, der dengang var fire år gammel, giftede sig med Joan of the Tower, der var seks år gammel, i kirken i Berwick i Skotland.

I 1998 besluttede USA's kongres, at USA's uafhængighedserklæring skulle være udformet efter Arbroath-erklæringen. Det blev endvidere besluttet, at den 6. april fra den dag af officielt skulle være National Tartan Day til minde om dette berømte dokument.

...som de vises på væggene i National Museum of Scotland

Relaterede sider

• Uafhængighedserklæring
• Liste over underskrivere af Arbroath-erklæringen