Alexander Sergejevitj Pusjkin blev født 6. juni (26. maj, gammel stil) 1799 i Moskva og døde 10. februar 1837 (29. januar, ny stil) i Sankt Petersborg. Han var en russisk digter, romanforfatter, dramatiker og novelleforfatter. Som ung modtog han en aristokratisk uddannelse og gik på det berømte Tsarskoje Selo-lyceum, hvor han begyndte at skrive digte og fik kontakt med andre unge intellektuelle.
Liv og baggrund
Pusjkin voksede op i en velhavende familie på gods og i bymiljøer. Mange elementer i hans tidlige liv — mødet med forskellige sociale lag, rejsen til sydlige egne af Rusland og tjeneste ved hoffet i Sankt Petersborg — prægede hans forfatterskab. Han oplevede perioder med censur og begrænsninger fordi hans politiske holdninger og satire ofte stod i modsætning til tidens magthavere.
Pusjkin var oldebarn af en afrikansk slave af zaren Peter den Store. Denne forfar, kendt i historien som Abram Petrovitj Gannibal, blev adopteret af Peter den Store og fik en markant stilling i det russiske samfund. Familien Pusjkin var derfor knyttet til både russisk adel og en usædvanlig slægtsbaggrund, hvilket har været genstand for megen interesse fra biografer og forskere.
Værker og stil
Mange mener, at han var den største russiske digter. Han startede den store tradition i den russiske litteratur. Pusjkin skrev på en måde, som ingen anden russer havde gjort før: han brugte det russiske sprog, som det blev talt, i stedet for at skrive i en stil baseret på gamle kirkebøger. Hans tone kunne være både elegant og folkelig, og han formåede at kombinere lyrik, fortælling og satire på nye måder.
Hans indflydelse på andre russiske forfattere var enorm, og flere russiske komponister satte hans historier og digte i musik. Komponister som Pjotr Tjajkovskij, Modest Musorgskij og mange andre hentede inspiration i hans vers og dramatiske scener. Hans digte er meget svære at oversætte godt til andre sprog, fordi ordene er fulde af særlige betydninger i den russiske kultur.
Han arbejdede i flere genrer: digte, drama, noveller og den berømte roman i vers. Blandt hans mest kendte værker er Eugen Onegin, er — en roman i vers, der både er kærlighedshistorie og en dyb skildring af datidens russiske samfund — digtet "Den broncerne rytter" (The Bronze Horseman), historiske dramaer som "Boris Godunov", samt noveller som "Hertuginden af Pikhøj" (»Pikovaja dama«) og romanen "Kaptajnens datter" (The Captain's Daughter). Mange af disse værker udstiller Pusjkins evne til at skrive præcist, ironisk og med stor psykologisk indsigt.
Død og arv
Pusjkin blev dræbt i en duel i 1837 i en alder af 37 år. Duelen stod mellem Pusjkin og den franske officer Georges-Charles de Heeckeren d'Anthès, og baggrunden var æresproblemer og rygter, der involverede Pusjkirs hustru, Natalia. Pusjkin blev såret ved brystet og døde kort efter af kvæstelserne.
Efter hans død voksede Pusjkins mytiske status hurtigt. Han kaldes ofte "den russiske litteraturs fader", fordi han lagde grunden til det moderne russiske sprog i litteraturen og inspirerede generationer af forfattere, poeter og kunstnere. Der findes monumenter overalt i Rusland og i mange andre lande, hans hjemsteder er bevaret som museer, og hans fødselsdag 6. juni markeres som en dag med særlig hyldest til det russiske sprog og kultur.
Vigtig betydning: Pusjkins klare, rige og talenterede sprogbrug ændrede russisk litteratur permanent. Hans samlede produktion — fra korte fortællinger til episke digte — gør ham til en central skikkelse i europæisk litteraturhistorie. Hans værker læses stadig bredt i Rusland og oversættes til mange sprog, selvom meget af den særlige tone og rytme kun vanskeligt kan gengives fuldt ud uden for originalsproget.
