Civilt sogn (civil parish) i England: Hvad er det?

Gamle oprindelser

Oprettelsen af de gamle sogne var knyttet til herregårdssystemet. Sognene delte ofte de samme grænser som den lokale herres gods. I begyndelsen var herregården den vigtigste enhed for lokal administration og retfærdighed i den tidlige økonomi på landet. Efterhånden erstattede kirken herregården som det administrative center i landdistrikterne og opkrævede en lokal afgift på produkter, den såkaldte tiende. Ansvaret for ting som f.eks. hjælp til de fattige overgik fra herremanden til kirken, men i praksis blev det administreret af klostrene. Efter klostrenes opløsning fik sognekommunerne beføjelse til at opkræve en afgift til finansiering af fattigdomsbekæmpelse i henhold til 1601 Act for the Relief of the Poor (lov om fattigdomsbekæmpelse).

Sognets myndigheder var kendt som vestries og bestod af alle sognets indbyggere. Da befolkningen voksede, blev det stadig vanskeligere at holde møder som et åbent sakristi. I nogle, for det meste bebyggede områder, overtog det udvalgte sakristi ansvaret fra samfundet som helhed. Denne nyskabelse forbedrede effektiviteten, men gav mulighed for, at en elite, der selv kunne opretholde sig selv, kunne styre. Administrationen af sognesystemet var afhængig af den engelske kirkes monopol. Efterhånden som det religiøse medlemskab blev mere splittet, f.eks. gennem metodismens genoplivning, blev der sat spørgsmålstegn ved sognets legitimitet, og systemets ineffektivitet og korruption blev en kilde til bekymring. På grund af denne skepsis mistede sognet i begyndelsen af det 19. århundrede gradvist sine beføjelser til ad hoc-bestyrelser og andre organisationer, som f.eks. tabet af ansvaret for fattigunderstøttelse med loven om ændring af fattigloven (Poor Law Amendment Act 1834). De erstatningsbestyrelser kunne hver især opkræve deres egen afgift i sognet. Kirkeskatten blev ikke længere opkrævet i mange områder og blev helt afskaffet i 1868.

Civil og kirkelig opdeling

De gamle sogne blev opdelt i to forskellige enheder i det 19. århundrede. Poor Law Amendment Act 1866 erklærede, at alle områder, der opkrævede en særskilt afgift - ekstra parochiale områder, townships og kapeller - også blev civile sogne. Sogne til kirkelig brug fortsatte uændret som kirkelige sogne. I den sidste del af det 19. århundrede blev der ryddet op i de fleste af de gamle uregelmæssigheder, som det civile system havde arvet, og de fleste eksklaver blev afskaffet.

Reform

Civile sogne i moderne forstand blev oprettet på ny i 1894 ved Local Government Act 1894. Loven afskaffede vestries og oprettede valgte menighedsråd i alle civile landsogne med mere end 300 vælgere. Disse blev grupperet i landdistrikter. Grænserne blev ændret for at undgå, at sogne blev delt mellem amter. Sogne i byerne fortsatte med at eksistere, og grænserne blev normalt ændret, så de var de samme som det bydistrikt eller den bykommune, hvori de lå. Store byer, der oprindeligt var blevet delt mellem flere sogne, blev for det meste til sidst samlet i ét sogn. Der blev ikke dannet sogneråd for bysogne, og deres eneste funktion var som områder, der valgte værger til Poor Law Unions. Med afskaffelsen af fattigvæsenet i 1930 havde sognene kun en nominel eksistens.

I 1965 blev de civile sogne i London formelt afskaffet, da Greater London blev oprettet, da lovgivningen for Greater London ikke indeholdt bestemmelser om et lokalt forvaltningsorgan under en London Borough (da hele London tidligere var en del af en metropolitan borough, municipal borough eller urban district, blev der ikke afskaffet nogen egentlige sogneforsamlinger). I 1974 beholdt Local Government Act 1972 de civile sogne i landområder og små byområder, men afskaffede dem i større byområder. Mange tidligere bydistrikter og kommunale bydele, der blev afskaffet i stedet for at blive afløst, blev videreført som nye sogne. Byområder, der blev anset for at være for store til at være enkelte sogne, blev nægtet denne tilladelse og blev uparcellerede områder. Loven gav også mulighed for at opdele alle distrikter (bortset fra Londonboroughs, der blev reformeret i 1965) i flere civile sogne. F.eks. har Oxford, der i 1974 var helt uparvist, nu fire civile sogne, der dækker en del af Oxford-området.

Genoplivning

Der tilskyndes til oprettelse af by- og sogneråd i områder, der ikke er inddelt i kommuner. Local Government and Rating Act 1997 gav lokalbefolkningen ret til at kræve, at der oprettes et nyt sogn og råd i uparcellerede områder. Denne ret blev udvidet til at omfatte Londonboroughs ved Local Government and Public Involvement in Health Act 2007 - dermed er London City of London i øjeblikket den eneste del af England, hvor der ikke kan oprettes civile sogne.

Hvis tilstrækkeligt mange vælgere i et område med et foreslået nyt sogn (fra 50 % i et område med mindre end 500 vælgere til 10 % i et område med mere end 2.500 vælgere) underskriver et andragende med krav om oprettelse af et nyt sogn, skal det lokale distriktsråd eller den lokale enhedsmyndighed overveje forslaget. Blandt de nyligt oprettede menighedsråd kan nævnes Daventry (2003), Folkestone (2004) og Brixham (2007). I 2003 blev der oprettet syv nye menighedsråd i Burton upon Trent, og i 2001 blev Milton Keynes byområde fuldstændigt inddelt i menighedsråd, idet der blev oprettet ti nye sogne. I 2003 fik landsbyen Great Coates (Grimsby) igen sognestatus. Sogne kan også ophæves, hvis der er bevis for, at dette sker som reaktion på "berettiget, klar og vedvarende lokal støtte" fra områdets indbyggere. Som eksempler kan nævnes Birtley, som blev ophævet i 2006, og Southsea, som blev ophævet i 2010.

Hvert borgerligt sogn har et sognemøde, der består af alle sognets vælgere. Der afholdes normalt et møde en gang om året. Et sogn kan have et menighedsråd, som udøver forskellige lokale ansvarsområder, der er fastsat i loven. Hvis et sogn har færre end 200 vælgere, anses det normalt for at være for lille til at have et menighedsråd og har i stedet kun et sogneforsamlingsmøde; et eksempel på direkte demokrati. Alternativt kan flere små sogne grupperes og have et fælles menighedsråd eller endda et fælles sognemøde. På steder, hvor der ikke er noget sogn (uparcellerede områder), overgår forvaltningen af de aktiviteter, der normalt udføres af sognet, til distrikts- eller byrådet. Der er ca. 8 700 sogne- og byråd i England og ca. 1 500 sogne, der kun har sogneforsamlinger. Siden 1997 er der blevet oprettet ca. 100 nye civile sogne, i nogle tilfælde ved opdeling af eksisterende civile sogne, men for det meste ved at oprette nye sogne fra områder uden sogne.

Beføjelser og funktioner

Typiske aktiviteter, som sogne- eller byråd udfører, omfatter:

• Tilvejebringelse og vedligeholdelse af visse lokale faciliteter som f.eks. kolonihaver, busskure, parker, legepladser, offentlige pladser, offentlige toiletter, offentlige ure, gadebelysning, by- eller rådhuse og forskellige fritids- og rekreationsfaciliteter.
• Vedligeholdelse af stier, kirkegårde og landsbygrønne områder
• Siden 1997 har menighedsrådene fået nye beføjelser til at sørge for offentlig transport (f.eks. en minibus), kriminalpræventive foranstaltninger (f.eks. overvågningskameraer) og til at bidrage med penge til trafikdæmpende foranstaltninger.
• Menighedsråd skal fungere som en kanal for den lokale opinion over for større lokale forvaltningsorganer og har som sådan ret til at blive hørt om alle planlægningsbeslutninger, der berører sognet.
• Tilskud til lokale frivillige organisationer og sponsorering af offentlige arrangementer, herunder deltagelse i Britain in Bloom.

Menighedsrådene spiller en forskelligartet rolle. Mindre menighedsråd har kun begrænsede ressourcer og spiller generelt kun en mindre rolle, mens nogle større menighedsråd har en rolle, der svarer til den rolle, som et lille distrikt uden for en storby spiller. Sognerådene modtager midler ved at opkræve en "præcept" af den kommuneskat, som indbyggerne i sognet betaler.

Byrådsmedlemmer og valg

Sogneråd ledes af frivillige rådsmedlemmer, som vælges for fire år og ikke aflønnes. Nogle råd har valgt at betale deres valgte medlemmer en mindre godtgørelse som tilladt i henhold til del 5 i Local Government Act 2000 The Local Authorities (Members' Allowances) (England) Regulations 2003. Antallet af byrådsmedlemmer varierer omtrent i forhold til sognets befolkningstal. De fleste sognerådsmedlemmer vælges til at repræsentere hele sognet, men i sogne med større befolkningstal eller i sogne, der dækker store områder, kan sognet opdeles i afdelinger. Disse distrikter sender så hver et bestemt antal rådsmedlemmer til sognerådet (afhængigt af deres befolkningstal). Der afholdes kun valg, hvis der er flere kandidater, der stiller op til valg, end der er pladser i rådet. Nogle gange er der dog færre kandidater end pladser. Når det sker, skal de ledige pladser besættes ved at rådet vælger dem ved hjælp af valg. Når der opstår en ledig plads midt i en valgperiode, afholdes der kun valg, hvis et bestemt antal (normalt 10) af sognets indbyggere anmoder om valg. I modsat fald vælger rådet en person til at blive erstatningsrådsmedlem. Alle sogneråd i England skal vedtage en adfærdskodeks, og sognerådsmedlemmerne skal overholde de standarder, som håndhæves af Standards Board for England.

Status og stilarter

Et sogn kan få bystatus, men kun hvis kronen giver det. I England er der i øjeblikket otte sogne med bystatus, alle steder med veletablerede anglikanske katedraler: Chichester, Ely, Hereford, Lichfield, Ripon, Salisbury, Truro og Wells.

Rådet for et ikke-grupperet sogn kan ensidigt vedtage en resolution, der giver sognet status som by. Sognerådet bliver et "byråd". Omkring 400 menighedsråd kaldes byråd.

I henhold til loven om lokalregering og offentlig inddragelse i sundhedsvæsenet fra 2007 kan et borgerligt sogn nu få en "alternativ stil", hvilket betyder en af følgende:

• fællesskab
• kvarter
• landsby

Formanden for et byråd har titlen "borgmester", og formanden for et sogneråd, der er en by, har normalt titlen borgmester. Som følge heraf kan et menighedsråd også kaldes et byråd, et kommunalråd, et landsbyråd eller lejlighedsvis et byråd (selv om de fleste byer ikke er sogne, men hovedområder, eller i England specifikt metropolitan boroughs, non-metropolitan districts).

Charteret forvaltere

Når en by eller bygd er blevet ophævet som bydel, og det anses for ønskeligt at bevare kontinuiteten i chartret, kan chartret overføres til et menighedsråd for det pågældende område. Hvis der ikke findes et sådant menighedsråd, kan distriktsrådet udpege en kurator, som skal have den tidligere bydels charter og våben. Charterforvalterne (som består af rådmanden eller rådmændene for den tidligere bydels område) opretholder traditioner som f.eks. borgmesterposten. Et eksempel på en sådan by var Hereford, hvis byråd blev fusioneret i 1998 for at danne et fælles Herefordshire. Herefords byområde forblev uparcelleret indtil 2000, hvor der blev oprettet et sogneråd for byen. Charterforvalterne for byen Bath udgør flertallet af byrådsmedlemmerne i Bath and North East Somerset Council.

Civile sogne dækker ikke hele England. Der er ingen i Greater London og meget få i de andre byområder. Der er stor forskel på størrelsen af de civile sogne: mange dækker små landsbyer med under 100 indbyggere, mens nogle store sogne dækker byer med titusindvis af indbyggere. Weston-super-Mare er med 71 758 indbyggere det mest folkerige civile sogn. I mange tilfælde ligger flere små landsbyer i et enkelt sogn. Store byområder er for det meste uden sogne, da regeringen på tidspunktet for Local Government Act 1972 frarådede oprettelsen af sogne for store byer eller deres forstæder, men der er generelt intet, der forhindrer oprettelsen af sogne. F.eks. har Birmingham et sogn, New Frankley, mens Oxford har fire og Northampton syv sogne. Der kunne dog ikke oprettes sogne i London før lovændringen i 2007, og der er endnu ikke oprettet nogen sogne i London.

Forladte sogne

Ved folketællingen i 2001 blev der registreret flere sogne uden indbyggere. Det drejer sig om Chester Castle (midt i Chester centrum), Newland with Woodhouse Moor, Beaumont Chase, Martinsthorpe, Meering, Stanground North (senere ophævet), Sturston, Tottington og Tyneham. De sidste tre blev overtaget af de britiske væbnede styrker under Anden Verdenskrig og er stadig øde.

Fritliggende dele og opdelte sogne

Gamle sogne havde ofte løsrevne dele, eksklaver og enklaver, som ikke var forbundet med resten af sognet. I nogle tilfælde lå den løsrevne del i et andet amt. I andre tilfælde lå et helt sogn i en løsrevet del af det amt, som det hørte til. Der var også mange eksempler på sogne, der var delt mellem to eller flere amter.

Disse uregelmæssigheder blev for det meste udbedret i det 19. århundrede. Før de civile sogne blev indført, overførte Counties (Detached Parts) Act 1844 mange (men ikke alle) sogne, som var løsrevne dele af et amt, til det amt, hvori de geografisk var beliggende. De resterende løsrevne sogne blev overført i 1890'erne og i 1931. Den løsrevne del af Tetworth-sognet i Huntingdonshire, der var omgivet af Cambridgeshire, blev bevaret indtil grænsen blev ændret i 1965.

Andre love, herunder Divided Parishes and Poor Law Amendment Act 1882, eliminerede de fleste tilfælde af civile sogne, der hørte til to (eller flere) amter, og i 1901 var Stanground i Huntingdonshire og Isle of Ely det eneste tilbageværende eksempel. Stanground blev i 1905 delt op i to sogne, et i hvert amt, i 1905.

• Liste over civile sogne i England