Karnosaurer er en undergruppe af theropod dinosaurer og tilhører kladen Carnosauria. Begrebet blev tidligere brugt meget bredt, men moderne forskning har indsnævret definitionen, og nogle forskere bruger i stedet betegnelsen Allosauroidea for den snævrere gruppe af store, primært jura- og kridttids-rovdyr.

Gruppen omfatter nogle af de mest markante kødædere fra jura- og kridttiden, fx Allosaurus, Carcharodontosaurus og Neovenator. I kladistiske analyser defineres Carnosauria (eller Allosauroidea) ofte som de tetanurier, der deler en nyere fælles forfader med Allosaurus end med moderne fugle. Det betyder, at karnosaurerne udgør en naturlig, monofyletisk gruppe af store, køddævende theropoder.

Kendetegn

Karnosaurer har en række fælles træk i skeletbygningen, som afspejler deres livsstil som store rovdyr:

  • Let, pneumatisk kranium: kranierne var ofte stærkt hult/forstørrede med luftfyldte rum (pneumatisering), hvilket gav et relativt let, men stift kranium i forhold til størrelsen.
  • Langt, lavt kranium og store øjne: mange arter havde lange, smalle kranier og relativt store øjenhuler, hvilket tyder på god synssans og visuel jagtadfærd.
  • Armens opbygning: arme og hænder var ofte kraftige og veludviklede med velkroppede muskelansætninger og store kløer, brugt til at gribe og fastholde bytte.
  • Legemsbygning og bevægelse: benene var tilpasset til at bevæge og jage effektivt, men mange karnosaurer var ikke ekstremt specialiserede langdistanceløbere som visse coelurosaurer eller nogle tyrannosaurider.
  • Tand- og kæbestruktur: tænderne var ofte savtakkede hos store former som Carcharodontosaurus, egnede til at skære kød snarere end udelukkende til at knuse knogler.

I den oprindelige tekst fremgår også det noget klodsede uddrag Lårbenet ("lårbenet") er normalt større end skinnebenet ("skinnebenet"). Dette forsøger at beskrive benproportioner hos nogle taxa, men proportionerne varierer mellem arter: hos artstypiske karnosaurer var lårben og skinneben robuste, og mange former var stærke snarere end ekstremt hurtige.

Størrelse og variation

Karnosaurerne rummer både mellemstore rovdyr og nogle af de største kendte predatory dinosaurer. Nogle carcharodontosaurider nåede enorme længder (over 10 m), mens andre allosauroid-typer var mere moderate i størrelse. Kropsform og jagtteknik varierede mellem klader og klimaer.

Adfærd og funktionel anatomi

Fossile fund og biomekaniske studier peger på, at mange karnosaurer jagtede store byttedyr ved at bruge kombinationen af kæber og forlemmer. Allosaurus' kraniestruktur og nakkemuskulatur tyder på, at den muligvis bed sig fast og brugte kraftige nakkeslag eller savende bevægelser for at rive kødstykker af byttet i stedet for blot at tyngde- og knuse-byttedyr med ren bidkraft. Dermed adskiller disse jagtteknikker sig fra tyrannosaurernes, som med deres massive kranier og mindre, to-fingrede forlemmer ofte anvendte et kraftigt bid til at dræbe og dominere.

Udbredelse og tidslinie

Karnosaurerne optræder gennem Jura og ind i Kridttiden og havde en næsten global udbredelse. Tidligere ideer om, at gruppen uddøde i slutningen af Jura, er blevet afvist: nyere fund viser, at nogle grene — fx neovenatorider — overlevede langt ind i Kridttiden og dermed indtil slutningen af Mesozoikum. Den udvidede gruppe omfatter bl.a. Aerosteon, Australovenator, Fukuiraptor og Neovenator, som vidner om gruppens diversitet og langvarige tilstedeværelse.

Fylogeni og klassifikation

Moderne fylogenetiske analyser placerer karnosaurerne inden for Tetanurae og ofte som søstergruppe til eller som en del af Allosauroidea. Afhængigt af definitionen kan navnet Carnosauria dække en lidt større eller snævrere samling taxa; derfor ses både begreberne Carnosauria og Allosauroidea i litteraturen. Forskning i nye fossiler og kladistiske analyser fortsætter med at afklare forholdet mellem de forskellige undergrupper, herunder carcharodontosaurider, allosaurider og neovenatorider.

Afsluttende bemærkninger

Karnosaurerne var en vigtig gruppe af store rovdinosaurer med en række tilpasninger til livet som toppredatorer i deres økosystemer. Deres varierede kropsstørrelser, skeletbygning og jagtstrategier gør dem til et centralt studieobjekt for forståelsen af theropod evolution og paleoøkologi i Jura og Kridt.