Miles Davis — ikonisk amerikansk jazztrompetist, orkesterleder og komponist

Davis blev født i 1926 i Alton, Illinois. Hans far, Miles Dewey Davis, Jr. var tandlæge. I 1927 flyttede familien til East St. Louis. De ejede også en stor ranch i det nordlige Arkansas, hvor Davis lærte at ride på heste.

Davis' mor, Cleota Mae (Henry) Davis, ønskede, at han skulle lære at spille klaver. Hun var en god bluespianist, men fortalte det ikke til sin søn. Davis begyndte at lære musik, da han var 13 år, da hans far gav ham en trompet og sørgede for, at han fik undervisning hos den lokale musiker Elwood Buchanan. Buchanan lærte Davis at spille trompet uden vibrato, og Davis spillede altid på denne måde. Buchanan skulle efter sigende have slået Davis' knoer, hver gang han begyndte at bruge kraftig vibrato. Davis sagde senere: "Jeg foretrækker en rund lyd uden attitude i den, ligesom en rund stemme med ikke for meget tremolo og ikke for meget basbas. Bare lige midt i mellem. Hvis jeg ikke kan få den lyd, kan jeg ikke spille noget som helst."

Da han var 16 år gammel, spillede Davis professionelt trompet, når han ikke var i skole. Som 17-årig spillede han i et år i orkesterleder Eddie Randles band. Saxofonisten Sonny Stitt forsøgte at overtale Davis til at blive medlem af Tiny Bradshaw-orkestret, men Davis' mor ønskede, at Davis skulle afslutte sit sidste år på high school.

I 1944 besøgte Billy Eckstine-bandet East St. Louis. Dizzy Gillespie og Charlie Parker var med i bandet, og Davis sluttede sig til dem som tredje trompetist, da trompetisten Buddy Anderson var sygemeldt. Da bandet tog af sted for at afslutte turnéen, ville Davis' forældre stadig have, at han skulle afslutte sine studier.

Efter at have afsluttet gymnasiet i 1944 flyttede Davis til New York City for at studere på Juilliard School of Music.

Da han ankom til New York, brugte han det meste af sin tid på at forsøge at komme i kontakt med Charlie Parker, selv om nogle folk havde sagt, at han ikke skulle gøre det. Da han fandt Parker, blev Davis involveret i jam-sessions, der fandt sted hver aften i to af Harlems natklubber, Minton's Playhouse og Monroe's. Andre berømte musikere som Thelonious Monk og Kenny Clarke deltog også i disse sessioner.

Davis forlod Juilliard tidligt efter at have bedt sin far om tilladelse. Han kunne ikke lide undervisningen på Juilliard, fordi han mente, at den fokuserede for meget på klassisk europæisk og "hvid" musik. Han sagde også, at hans Juilliard-undervisning hjalp ham til at forstå musikteori.

Han begyndte at spille professionelt i mange jazzgrupper og optrådte i flere 52nd Street-klubber med Coleman Hawkins og Eddie "Lockjaw" Davis. I 1945 gik han for første gang ind i et lydstudie som medlem af Herbie Fields' gruppe. I 1946 lavede han sin første indspilning som orkesterleder med en gruppe kaldet "Miles Davis Sextet plus Earl Coleman and Ann Hathaway". Han lavede ikke mange indspilninger som orkesterleder på dette tidspunkt.

Omkring 1945 stoppede Dizzy Gillespie med at arbejde sammen med Parker, og Parker ansatte Davis som Gillespie's afløser i sin kvintet. Med i gruppen var også Max Roach på trommer, Al Haig (senere erstattet af Sir Charles Thompson og Duke Jordan) ved klaveret og Curley Russell (senere erstattet af Tommy Potter og Leonard Gaskin) som bassist.

Med Parkers kvintet indspillede Davis flere gange. Han havde en solo på Parkers signatursang "Now's the Time". Denne solo førte til begyndelsen af en jazzstil, der blev kaldt "cool jazz". Gruppen turnerede også rundt i USA. Under en turné i Los Angeles fik Parker et nervøst sammenbrud og kom på Camarillo State Mental Hospital i flere måneder. Davis sad fast i L.A. Han boede hos og spillede musik med jazzmusikeren Charles Mingus. Senere fik han et job hos Billy Eckstine på en turné i Californien, som bragte ham tilbage til New York. I 1948 vendte Parker tilbage fra Los Angeles, og Davis sluttede sig igen til hans gruppe.

Musikerne i Parkers gruppe kom ikke særlig godt ud af det med hinanden. Parkers opførsel var uforudsigelig på grund af hans stofmisbrug. Davis og Roach var ikke enige i, at Parker ansatte Duke Jordan som pianist og ville have foretrukket Bud Powell). I december 1948 forlod Davis gruppen efter et skænderi med Parker på Royal Roost. Han begyndte at arbejde mere selvstændigt med forskellige grupper i New York.

I 1948 blev Davis tæt knyttet til den canadiske komponist og musikarrangør Gil Evans. Davis plejede at mødes med andre musikere i Evans' hus, bl.a. Roach, pianisten John Lewis og barytonsaxofonisten Gerry Mulligan. Evans havde været arrangør for Claude Thornhills orkester, og det var lyden af denne gruppe samt Duke Ellingtons eksempel, der inspirerede til skabelsen af en stor gruppe med bl.a. et fransk horn og en tuba.

Davis tog en meget aktiv rolle i projektet, og det blev hurtigt "hans projekt". De forsøgte at opnå en lyd, der lignede en menneskelig stemme, over omhyggeligt arrangerede kompositioner.

Gruppen spillede første gang i sommeren 1948 på Royal Roost. De var aktive til slutningen af 1949 og havde flere musikerudskiftninger. Der var mange hvide musikere i gruppen, og det gjorde nogle afroamerikanske jazzspillere vrede. Mange af dem var arbejdsløse på det tidspunkt. Davis lyttede ikke til dem.

Gruppen fik en pladekontrakt med Capitol Records, og de havde flere indspilninger mellem januar 1949 og april 1950. Denne musik blev udgivet på et album kaldet Birth of the Cool. Dette album gav navn til en ny stilart inden for jazz kaldet "cool jazz". Davis vidste, hvor vigtigt hans projekt var, og han afviste endda et job med Duke Ellingtons orkester. Denne gruppe førte også til starten på det livslange venskab mellem Davis og Gil Evans.