Edward Kennedy "Duke" Ellington (29. april 1899 - 24. maj 1974) var en amerikansk komponist, pianist og leder af et Big Band. Han var en af de vigtigste musikere i den indspillede musiks historie og kaldes en af de største skikkelser i jazzmusikken. Han spillede også blues, gospel, pop og klassisk musik. Han arbejdede i 60 år. Han blev endnu mere populær efter sin død. Han fik en særlig prisudnævnelse fra Pulitzerprisens bestyrelse i 1999.

Ellington kaldte sin musik for "American Music", ikke "jazz". Nogle af de personer, der spillede i Ellingtons band, var også berømte eller vigtige jazzmusikere.

Ellington ledede sit band fra 1923, indtil han døde af lungekræft i 1974. Hans søn Mercer Ellington overtog bandet, indtil han døde af kræft i 1996. Derefter overtog Paul Ellington, Mercer's yngste søn, bandet.

Tidlige år

Edward Kennedy Ellington blev født i Washington, D.C. og voksede op i en middelklassefamilie. Han begyndte at spille klaver som barn og fandt tidligt interesse for både populære melodier og de blues- og ragtime-traditioner, som prægede amerikansk musik i begyndelsen af 1900-tallet. Allerede som ung spillede han i lokale caféer og teatre, før han i begyndelsen af 1920'erne flyttede til New York, hvor hans karriere for alvor tog fart.

Karriere og musikalsk nyskabelse

Ellingtons karriere spænder over mange perioder i jazzens udvikling. Hans orkester fik et gennembrud med faste engagementer og pladeindspilninger i 1920'erne og fik et længerevarende publikum som residentorkester på Cotton Club i Harlem i slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne. Han var kendt for sin evne til at skrive til de særlige stemmer og klangfarver i sit orkester og for at kombinere smågruppers improvisation med store orkestrale farver.

Selvom mange regner ham som jazzmusiker, søgte Ellington at bryde genrebegrænsninger og skrev både korte sange og større, gennemkomponerede værker. Han skabte orkestersuiter og tonebilleder som forsøgte at beskrive historiske og kulturelle emner — eksempelvis Black, Brown and Beige (1943), et ambitiøst værk for orkester, som markerede hans ønske om at arbejde i en længere, næsten klassisk form.

Nøgleværker og samarbejder

Ellingtons repertoire indeholder mange kendte og elskede sange. Blandt de mest berømte er:

  • "It Don't Mean a Thing (If It Ain't Got That Swing)" — et tidligt swing-anthem.
  • "Mood Indigo", "Sophisticated Lady" og "In a Sentimental Mood" — ballader med markant klang og harmoni.
  • "Caravan" — skrevet af trombonisten Juan Tizol og ofte associeret med Ellingtons orkester.
  • "Take the 'A' Train" — skrevet af Billy Strayhorn og efterhånden orkestrets signaturmelodi; Strayhorn var Ellingtons nære og livslange musikalske samarbejdspartner.
  • Større værker og suites som Such Sweet Thunder, Far East Suite og New Orleans Suite, hvor Ellington udforskede temaer og scenerier i længere formater.

Et af hans vigtigste samarbejder var med komponisten og arrangøren Billy Strayhorn, som fra slutningen af 1930'erne og frem var fast kreativ partner og medkomponist på mange af orkestrets mest elegante arrangementer. Strayhorn bidrog stærkt til orkestrets repertoire og klangmæssige udvikling.

Bandet og markante musikere

Ellington samlede gennem årene en række karakteristiske solister, hvis personlige klang blev en integreret del af orkestrets identitet. Blandt de mange markante musikere i hans sektioner var:

  • Altsaxofonisten Johnny Hodges (kendt for sin varme tone)
  • Baritonsaxofonisten Harry Carney
  • Trompetister som Cootie Williams og Bubber Miley (tidlige solister med growl-lyd)
  • Saxofonister som Ben Webster og Paul Gonsalves (sidstnævnte kendt for sit lange solo på Newport Jazz Festival)

Ellingtons evne til at skrive musik, der fremhævede disse solisters personlige styrker, er en af grundene til hans varige betydning.

Turneer, koncerter og international indflydelse

Ellington turnerede hyppigt i USA og internationalt og bragte orkestrets lyd til publikum verden over. Hans koncerter, herunder optrædener i store koncerthuse som Carnegie Hall, bidrog til at etablere jazz som en kunstart med både populær- og kunstnerisk relevans. Han havde stor indflydelse på generationer af musikere og komponister, både i jazzmiljøet og i andre genrer.

Arv og hædersbevisninger

Ellipse var en produktiv komponist og en af de mest indspillede kunstnere i det 20. århundrede. Han modtog i løbet af sit liv og efter sin død mange hædersbevisninger. Blandt de mest anerkendte er en særlig prisudnævnelse fra Pulitzerprisens bestyrelse i 1999, som anerkendte hans indflydelse på amerikansk musik. Han modtog desuden vigtige nationale anerkendelser i sin levetid og eftermælet rækker langt ind i populær- og kunstmusikkens historie.

Afslutning

Duke Ellingtons arbejde ændrede opfattelsen af, hvad et big band kunne udtrykke. Hans kombination af komponistisk ambition, sans for orkesterfarver og dygtig brug af individuelle solisters styrker gjorde ham til en central figur i 1900-tallets musikliv. Han efterlod et enormt repertoire, der stadig studeres, spilles og indspilles, og hans indflydelse mærkes i både jazz, populærmusik og moderne komposition.