Trediveårskrigen 1618–1648: årsager, forløb og konsekvenser

Der var flere årsager til, at Trediveårskrigen startede.

For det første stoppede freden i Augsburg (1555), som hurtigt blev underskrevet af Karl V, kampene mellem lutheranerne og katolikkerne i Tyskland.

I freden i Augsburg hedder det:

• De 225 tyske fyrster valgte religionen (om de var lutheranske eller katolske) i deres stater (cuius regio eius religio).
• Lutheranere, der boede i en stat under en biskops kontrol, kaldet en kirkelig stat, kunne forblive lutheranere.
• Lutheranerne kunne beholde det land, som de havde taget fra den katolske kirke efter freden i Passau (1552).
• De biskopper i den katolske kirke, der gik over til lutheranismen, måtte give deres jord tilbage (reservatum ecclesiasticum).
• Folk, der boede i en stat, som havde valgt lutheranisme eller katolicisme, måtte ikke skifte religion.

Freden fik volden til at ophøre for en stund, men den løste ikke den egentlige årsag til kampene. Begge grupper mente, at freden var forskellige ting. Lutheranerne mente, at det kun var en aftale, der ville vare kortvarigt. Calvinismen kom hurtigt ind i Tyskland ogsom en tredje kristen gruppe i Tyskland, men den var ikke en del af freden i Augsburg. Det betød, at calvinisterne skændtes med både lutheranere og katolikker.

For det andet var de magtfulde lande i Europa i det 17. århundrede ofte uenige om politiske og økonomiske spørgsmål. Spanien ville have jord i nogle af de tyske stater, fordi tyskerne ejede nogle af de spanske Nederlandene. Hollænderne kæmpede mod spanierne for at opnå uafhængighed og fik det i nogle krige, der endte i 1609.

• Frankrig var bange for de to habsburgske stater på begge sider (Spanien og det Hellige Romerske Rige). Frankrig ønskede at vise sin magt over for de svage tyske stater.
• Sverige og Danmark ønskede at kontrollere de tyske stater i nord ved Østersøen.

For det tredje var det Hellige Romerske Rige en splittet gruppe af nationer inden for et større imperium. Riget havde nationer som det østrigske hus Habsburg, Bayern, kurfyrstendømmet Sachsen, markgrevskabet Brandenburg, kurfyrstendømmet Pfalz, Hessen, ærkebispedømmet Trier og Württemberg og andre små nationer og byer. Kun Østrig var i stand til at fungere alene. Lande indgik ofte alliancer med andre steder, der blev regeret af slægtninge. Fordi der var så mange nationer inden for riget, var nationerne ofte uenige med hinanden, og regeringen kunne ikke kontrollere hele riget særlig godt. Det betød, at regeringen ikke kunne løse problemerne i landet.

For det fjerde var de religiøse grupper ikke enige i anden halvdel af det 16. århundrede. Freden i Augsburg virkede ikke, fordi nogle biskopper ikke havde opgivet deres bispedømmer, og katolske herskere i Spanien og Østeuropa ønskede at gøre katolicismen stærk i regionen. Dette forårsagede kampe mellem grupperne. Katolikkerne fik mange protestanter til at forlade deres hjemlande. Nogle steder gav protestanterne tilladelse til at holde gudstjeneste. Uenighederne forårsagede vold.

For det femte døde den hellige romerske kejser Matthias, der var katolik, uden børn til at tage hans plads i 1619. Hans landområder blev overdraget til hans fætter Ferdinand af Steiermark, Matthias' nærmeste mandlige slægtning, som blev Ferdinand II, den hellige romerske kejser. Ferdinand var blevet uddannet af jesuitterne. Han var katolik og ønskede at gøre katolicismen til den eneste religion igen. Dette gjorde ham upopulær i den tyske stat Bøhmen, da de fleste mennesker der ikke var katolikker, men hussitter. De forkastede Ferdinand og startede Trediveårskrigen. Krigen kan opdeles i fire store faser: det bøhmiske oprør, den danske intervention, den svenske intervention og den franske intervention.

Tid: 1618-1625

Kejser Mattias, som ikke havde nogen børn, ønskede at overdrage tronen i det Hellige Romerske Rige til Ferdinand II, når han døde. For at sikre, at overgangen ville fungere, ønskede han at gøre Ferdinand til kronprins af Bøhmen, et land, der var en del af det Hellige Romerske Rige, i mellemtiden. Nogle af de protestantiske ledere i Bøhmen mente, at Ferdinand ville tage deres religiøse rettigheder fra dem. De kunne bedre lide den protestantiske Frederik V, kurfyrste af Pfalz. Nogle af de andre protestanter støttede dog Ferdinand. Der var nok mennesker, der foretrak Ferdinand, til at han i 1617 blev valgt til kronprins af Bøhmen.

Ferdinand sendte to katolske guvernører til Prag, Bøhmens hovedstad, i maj 1618. Ferdinand ønskede, at de skulle lede regeringen, mens han var væk. Pludselig tog mange vrede protestanter dem og kastede dem ud af det høje paladsvindue. Defenestrationen af Prag), hvilket gjorde katolikkerne vrede på protestanterne.

Protestanterne, som havde smidt katolikkerne ud af vinduet, oprettede en ny protestantisk regering i Bøhmen. Mange protestanter i Bøhmen og de nærliggende lande begyndte at hade resten af det Hellige Romerske Rige. Det Hellige Romerske Rige ville forhindre dem i at gøre det, bekæmpe Bøhmen og låne Spaniens penge. De troede dog, at hvis det skete, ville Bøhmens protestantiske venner måske komme ind og begynde at bekæmpe dem. Det fik dem til at forsøge at indgå en aftale med Bøhmen for at stoppe kampene. Men da kejser Matthias døde i 1619, besluttede Bøhmen sig for ikke at indgå aftalen, fordi de mente, at den hellige romerske regering nu var svag.

Bøhmen var så vred over katolikkerne, at de besluttede ikke længere at gøre Ferdinand II til konge af Bøhmen, men at gøre Frederik V til konge i stedet. Men fordi Matthias var død, og Ferdinand derfor var den næste person, der ventede på at blive kejser, var Ferdinand nu ansvarlig for hele det Hellige Romerske Rige. Nogle mennesker mente også, at Frederik ikke skulle have lov til at være konge af Bøhmen, og alt dette fik den hellige romerske kejser til at beslutte at bekæmpe Bøhmen.

En stor hær fik penge fra Maximilian I blev ledet af grev Tilly og invaderede Bøhmen. I slaget ved Hvide Bjerg slog det Hellige Romerske Rige de bøhmiske oprørere. Frederik stak af, og oprøret brød sammen.

Frederik havde også ansvaret for en tysk nation kaldet Pfalz. Maximilian I, der var leder af en nærliggende nation, Bayern, ønskede mere magt og besluttede at overtage en del af Pfalz. Spanien, et katolsk land, gik med i krigen for at hjælpe Maximilian, som var upopulær i Nederlandene. Andre lande blev nu involveret i denne krig. Efter nogle kampe vandt Maximilian og Spanien, og kejser Ferdinand besluttede, at hele Pfalz skulle gå til Maximilian. Det gjorde nogle af de andre protestantiske nationer meget bange, fordi det betød, at protestantiske områder blev overtaget af katolikker.

• Slaget ved White Mountain