Laika (russisk: Лайка; ca. 1954 - 3. november 1957) var en rumhund fra Sovjetunionen. Hun var et af de første dyr i rummet og det første dyr i kredsløb om Jorden. Hun var en blanding af enten en Siberian Husky eller en anden nordisk race og en terrier. NASA omtaler Laika som en "delvis samojedterrier". En hund blev sendt ud i rummet for at få oplysninger om levende organismers adfærd i et rummiljø. Oplysninger fra flyvningen førte til opdagelsen af solstråling (fra solen) og kosmisk stråling.
Baggrund og formål
Laika blev indfanget som en herreløs hund, der levede i Moskvas gader. I 1950'erne satte både Sovjetunionen og USA dyr ind i rumforsøg for at undersøge, om levende væsener kunne overleve opsendelse, vægtløshed og den høje stråling uden for Jordens atmosfære. Målet med Laikas mission var at indsamle fysiologiske data under kredsløb og dermed afklare, om mennesker kunne sendes i kredsløb om Jorden.
Udvælgelse og træning
Udvælgelsen af hunde til rumflyvninger fokuserede på roligt temperament, lille størrelse og robusthed over for hårde forhold. Laika og et par andre hunde gennemgik omfattende træning, som inkluderede:
- tilvænning til trang plads i en kapsel
- cetrifuge- og vibrationstræning for at vænne dem til accelerationen under opsendelse
- diett og væskeindskrænkning, så hundene kunne klare længere perioder uden normal fodring
- monitering med sensorer, så hjertefrekvens, vejrtrækning og blodtryk kunne sendes tilbage som telemetri
Hundene blev valgt fra blandt herreløse hunde, fordi disse ofte var vant til barske forhold og havde gode overlevelsesevner i et omskifteligt miljø.
Sputnik 2 og selve flyvningen
Laika blev placeret i det sovjetiske rumfartøj Sputnik 2, som blev opsendt den 3. november 1957. Satellitten var ikke konstrueret med en genindtrætnings- eller hjembringningsmekanisme, så missionen var beregnet som et engangsforsøg, hvor man forventede at indsamle data i kredsløb uden mulighed for at bringe hunden sikkert tilbage til Jorden.
I kapslen var Laika udstyret med sensorer, der kunne måle hendes hjerterytme, vejrtrækning og kropstemperatur. Telemetri fra flyvningen blev brugt til at vurdere, hvordan levende organismer reagerer på opsendelse, acceleration og vægtløshed.
Dødsfald, oplysninger og eftermæle
Sovjetiske myndigheder oplyste oprindeligt, at Laika overlevede i flere dage, men i årtierne efter indrømmede man, at hun døde færre timer efter opsendelsen som følge af overophedning forårsaget af en fejl i termoreguleringssystemet. En planlagt aflivning via forgiftet foder, som nogle kilder omtaler som en beredskabsløsning, blev derfor ikke gennemført, fordi rumfartøjet hurtigt blev for varmt.
Oplevelsen førte til stor debat om dyreetik og brugen af dyr i forskning. Flere af de videnskabsmænd, der deltog i programmerne, blandt andre Oleg Gazenko, har senere udtrykt anger over Laikas skæbne og beklaget den måde, forsøget blev gennemført på.
Videnskabelig og kulturel betydning
Laikas flyvning gav de første direkte fysiologiske data fra en levende organisme i kredsløb om Jorden. Resultaterne var vigtige for planlægningen af senere bemandede rumflyvninger, fordi de viste, hvilke belastninger et levende væsen blev udsat for under opsendelse og i kredsløb. Samtidig satte missionen fokus på behovet for bedre termisk kontrol, pålidelige livsstøttesystemer og genindtrækningsmuligheder.
Kulturelt har Laika haft stor betydning. Hun blev et symbol på den tidlige rumalder, men også et navn, der fremkalder diskussioner om etik i videnskab og dyreforsøg. Der findes mindesmærker og kunstværker, der hylder hende, og hun optræder i litteratur, film, musik og debat om dyrevelfærd.
Arven efter Laika
Laikas mission spillede en central rolle i rækken af eksperimenter, som førte til de første menneskelige rumflyvninger. Erfaringerne fra hendes flyvning førte til tekniske forbedringer og en større opmærksomhed på dyrevelfærd i rumfartsprogrammer. Hendes historie minder om både de videnskabelige skridt fremad og de etiske dilemmaer, der følger med forskning under ekstreme forhold.
