Julia Kristeva – bulgarsk-fransk filosof, semiotiker og psykoanalytiker

Kristeva blev født i Sliven i Bulgarien. Hendes forældre var kristne. Hendes far var kirkelig revisor. Kristeva og hendes søster gik på en frankofonisk skole, der blev ledet af dominikanske nonner. Kristeva lærte om Mikhail Bakhtins arbejde. Kristeva fortsatte med at studere på universitetet i Sofia. Mens hun var kandidat der, fik hun et forskningsstipendium, som gjorde det muligt for hende at flytte til Frankrig i december 1965, da hun var 24 år. Hun fortsatte sin uddannelse på flere franske universiteter og studerede bl.a. for Lucien Goldmann og Roland Barthes. Den 2. august 1967 giftede Kristeva sig med romanforfatteren Philippe Sollers, født Philippe Joyaux.

Kristeva underviste på Columbia University i begyndelsen af 1970'erne. Hun er stadig gæsteprofessor. Hun har også udgivet under det gifte navn Julia Joyaux.

Efter at have sluttet sig til "Tel Quel-gruppen", der blev grundlagt af Sollers, arbejdede Kristeva især med sprogpolitik og blev et aktivt medlem af gruppen. Hun uddannede sig i psykoanalyse og fik sin eksamen i 1979. På nogle måder kan hendes arbejde ses som et forsøg på at tilpasse en psykoanalytisk tilgang til den poststrukturalistiske kritik. For eksempel har hendes syn på subjektet og dets konstruktion nogle ting til fælles med Sigmund Freud og Lacan. Kristeva afviser dog enhver forståelse af subjektet i strukturalistisk forstand. I stedet beskriver hun subjektet som værende altid "i proces" eller "på prøve". På denne måde bidrager hun til den poststrukturalistiske kritik af essentialiserede strukturer, samtidig med at hun bevarer psykoanalysens lære. Hun rejste til Kina i 1970'erne og skrev senere About Chinese Women (1977).

Det "semiotiske" og det "symbolske"

Et af Kristevas vigtigste bidrag er, at betydningsdannelse er sammensat af to elementer: det symbolske og det semiotiske. Denne brug af semiotik er forskellig fra den semiotiske disciplin, som Ferdinand de Saussure grundlagde. Augustine Perumalil forklarede, at Kristevas "semiotik er nært beslægtet med det infantile præ-Ødipal, som der henvises til i Freuds, Otto Ranks, Melanie Kleins, den britiske objektrelationspsykoanalyses værker og Lacans før-spejlstadie". Det er et følelsesmæssigt felt, der er relateret til instinkterne i sprogets huller og lyde snarere end i ords denotative betydninger. Ifølge Birgit Schippers forbindes det semiotiske med musik, poesi, rytme og det, der mangler struktur og mening. Det er tæt knyttet til det "feminine" og viser tilstanden hos spædbarnet fra før spejlfasen, som endnu ikke har udviklet sig selvstændigt.

I spejlfasen lærer barnet at skelne mellem sig selv og andre. Barnet begynder en proces med at dele kulturel betydning, kendt som det symbolske. I Desire in Language (1980) beskriver Kristeva det symbolske som udviklingen af sprog hos barnet for at blive et "talende subjekt" og udvikle en følelse af identitet adskilt fra moderen. Denne adskillelsesproces er kendt som abjektion. Barnet må afvise og bevæge sig væk fra moderen for at kunne træde ind i sprogets, kulturens, meningens og det sociales verden. Denne sproglige verden kaldes det symbolske og adskiller sig fra det semiotiske, som er forbundet med det maskuline, loven og struktur. Kristeva tænker anderledes end Lacan. Hun mener, at selv efter at være trådt ind i det symbolske, fortsætter subjektet med at bevæge sig frem og tilbage mellem det semiotiske og det symbolske. Derfor danner barnet ikke en fast identitet. Subjektet er permanent "i proces". Fordi kvindelige børn fortsat til en vis grad identificerer sig med moderfiguren, er det særligt sandsynligt, at de bevarer en tæt forbindelse til det semiotiske. Denne fortsatte identifikation med moderen kan resultere i det, som Kristeva i Sort Sol (1989) kalder melancholia (depression), fordi kvindelige børn både afviser og identificerer sig med moderfiguren på samme tid.

Det er også blevet foreslået (f.eks. Creed, 1993), at nedværdigelsen af kvinder og kvindekroppe i populærkulturen (og især i slasher-film) opstår på grund af den trussel mod identiteten, som moderens krop udgør: den er en påmindelse om den tid, der er tilbragt i semiotikkens udifferentierede tilstand, hvor man ikke har noget begreb om sig selv eller identitet. Efter at have afvist moderen bevarer subjekterne en ubevidst fascination af det semiotiske, idet de ønsker at genforenes med moderen, samtidig med at de frygter det identitetstab, der følger med det. Slasher-film giver således publikum mulighed for sikkert at genopleve abjektionsprocessen ved at uddrive og ødelægge moderfiguren.

Kristeva bruger Platons idé om choraen, der betyder "et nærende moderligt rum" (Schippers, 2011). Kristevas idé om chora kan betyde: en henvisning til livmoderen, som en metafor for forholdet mellem mor og barn, og som tiden før spejlstadiet.

Kristeva er også kendt for sit arbejde med intertekstualitet.

Antropologi og psykologi

Kristeva hævder, at antropologien og psykologien eller forbindelsen mellem det sociale og subjektet ikke repræsenterer hinanden, men snarere følger den samme logik: gruppens og subjektets overlevelse. Endvidere hævder hun i sin analyse af Ødipus, at det talende subjekt ikke kan eksistere i sig selv, men at det "står på den skrøbelige tærskel, som om det er strandet på grund af en umulig afgrænsning" (Powers of Horror, s. 85).

I sin sammenligning mellem de to discipliner hævder Kristeva, at den måde, hvorpå et individ udelukker den abjektive mor som et middel til at danne en identitet, er den samme måde, hvorpå samfund konstrueres. På en bredere skala udelukker kulturer det moderlige og det feminine, og derved opstår de. ^{[skal forklares d]}

Kristeva er blevet kaldt en vigtig leder af den franske feminisme sammen med Simone de Beauvoir, Hélène Cixous og Luce Irigaray. Kristeva har haft stor indflydelse på feminismen og feministiske litteraturstudier i USA og Storbritannien. Hun har også haft indflydelse på tænkningen om samtidskunst. Men hendes forhold til feministiske grupper og bevægelser i Frankrig har været meget kontroversielt. Kristeva kom med et berømt udsagn om tre typer feminisme i "Kvindernes tid" i New Maladies of the Soul (1993). Hun afviste de to første typer, herunder Beauvoirs. Nogle mener, at hun helt forkaster feminismen. Kristeva foreslog en idé om flere seksuelle identiteter mod begreber om "et forenet feminint sprog".

Mod identitetspolitik

Kristeva siger, at amerikanske feministiske akademikere har misforstået hendes skrifter. Ifølge Kristeva var det ikke nok at skille sproget ad for at finde dets skjulte betydning. Historien og individuelle psykiske og seksuelle erfaringer fortæller os også, hvordan vi skal forstå sproget. Dette er en poststrukturalistisk tilgang. Den hjalp nogle sociale grupper til at finde kilden til deres undertrykkelse i det sprog, de brugte. Kristeva mener dog, at det er skadeligt at tænke på den kollektive identitet som vigtigere end den individuelle identitet. Hun mener, at en politik, der gør seksuelle, etniske og religiøse identiteter til det vigtigste, i sidste ende er totalitær.

Kristeva har skrevet nogle romaner, der ligner detektivhistorier. Bøgerne har mystik og spænding, men læserne finder også idéer fra hendes teoretiske projekter. Murder in Byzantium har temaer fra ortodoks kristendom og politik. Hun kaldte den "en slags anti-Da Vinci Code".

Kristeva modtog Holberg International Memorial Prize i 2004. I 2006 modtog hun Hannah Arendt-prisen for politisk tænkning. Hun har også modtaget Æreslegionen, Fortjenstordenen og Vaclav Havel-prisen.

Roman Jakobson sagde, at Kristeva var meget god til at stille spørgsmål på en måde, der interesserede folk, selv om de var uenige med hende

Roland Barthes kommenterer, at Julia Kristeva ændrer tingenes plads. Han siger, at hun altid ødelægger dine sidste fordomme, og at hun vender autoriteten mod sig selv."

Ian Almond kritiserer Kristevas etnocentrisme. Han gentager Gayatri Spivaks konklusion, at Kristevas bog Om kinesiske kvinder har problemer. Almond siger, at den har den samme diskrimination og fordomme som i 1700-tallet. Desuden siger han, at Kristeva har skrevet om to tusind års historie, som hun ikke kender godt. Almond mener også, at Kristevas ideer om den muslimske verden, kultur og troende er for simple. Han tilføjer, at Kristeva ignorerer muslimske kvinder og lægger for meget vægt på Rushdie-fatwaen.

• Séméiôtiké: recherches pour une sémanalyse, Paris: Edition du Seuil, 1969. (Engelsk oversættelse: Desire in Language: A Semiotic Approach to Literature and Art, Oxford: Blackwell, 1980).
• La Révolution Du Langage Poétique: L'avant-Garde À La Fin Du Xixe Siècle, Lautréamont Et Mallarmé. Paris: Éditions du Seuil, 1974. (Forkortet engelsk oversættelse: Revolution in Poetic Language, New York: Columbia University Press, 1984).
• Om kinesiske kvinder. London: Boyars, 1977.
• Gysets kræfter: Et essay om afsky. New York: Columbia University Press, 1982.
• Kristeva-læseren. (red. Toril Moi) Oxford: Basil Blackwell, 1986.
• I begyndelsen var kærligheden: Psykoanalyse og tro. New York: Columbia University Press, 1987.
• Sort sol: Depression og melankoli. New York: Columbia University Press, 1989.
• Fremmede for os selv. New York: Columbia University Press,1991.
• Nationer uden nationalisme. New York: Columbia University Press, 1993.
• Sjælens nye sygdomme. New York: Columbia University Press, 1995.
• "Experiencing the Phallus as Extraneous." parallax nummer 8, 1998.
• Krisen for det europæiske subjekt. New York: Other Press, 2000.
• Læsning af Bibelen. I: David Jobling, Tina Pippin & Ronald Schleifer (red.). The Postmodern Bible Reader. (pp. 92-101). Oxford: Blackwell, 2001.
• Kvindeligt geni: Liv, galskab, ord: Hannah Arendt, Melanie Klein, Colette: En trilogi. 3 bd. New York: Columbia University Press, 2001.
• Hannah Arendt: Livet er en fortælling. Toronto: University of Toronto Press, 2001.
• Had og tilgivelse. New York: Columbia University Press, 2010.
• Det afhuggede hoved: Capital Visions. New York: Columbia University Press, 2011.
• Ægteskab som en kunstart (sammen med Philippe Sollers). New York: Columbia University Press, 2016.

Romaner

• Samuraien: En roman. New York: Columbia University Press, 1992.
• Den gamle mand og ulvene. New York: Columbia University Press, 1994.
• Ejendele: En roman. New York: Columbia University Press, 1998.
• Mord i Byzanstien. New York: Columbia University Press, 2006.
• Teresa, min elskede: Et forestillet liv af den hellige af Avila. New York: Columbia University Press, 2015.

Andre bøger om Julia Kristeva:

• Irene Ivantcheva-Merjanska, Ecrire dans la langue de l'autre. Assia Djebar et Julia Kristeva. Paris: L'Harmattan, 2015.
• Jennifer Radden, The Nature of Melancholy: From Aristotle to Kristeva, Oxford University Press, 2000.
• Megan Becker-Leckrone, Julia Kristeva and Literary Theory, Palgrave Macmillan, 2005.
• Sara Beardsworth, Julia Kristeva, Psychoanalysis and Modernity, Suny Press, 2004. (2006 Goethe Award Psychoanalytic Scholarship, finalist for den bedste bog udgivet i 2004).
• Kelly Ives, Julia Kristeva: Art, Love, Melancholy, Philosophy, Semiotics and Psychoanalysis, Crescent Moon Publishing Édition, 2010.
• Kelly Oliver, Ethics, Politics, and Difference in Julia Kristeva's Writing, Routledge Édition, 1993.
• Kelly Oliver, Reading Kristeva: Unraveling the Double-bind, Indiana University Press, 1993.
• John Lechte, Maria Margaroni, Julia Kristeva: Live Theory , Continuum International Publishing Group Ltd, 2005.
• Noëlle McAfee, Julia Kristeva, Routledge, 2003.
• Griselda Pollock (gæsteudgiver) Julia Kristeva 1966-1996, Parallax Issue 8, 1998.
• Anna Smith, Julia Kristeva: Readings of Exile and Estrangement, Palgrave Macmillan, 1996.
• David Crownfield, Body/Text in Julia Kristeva: Religion, Women, and Psychoanalysis, State University of New York Press, 1992.