Grusomhederne i Bangladesh 1971 – Operation Searchlight og befrielseskrigen

I 1947 delte Det Forenede Kongerige Britisk Indien i to lande: Indien og Pakistan. Tanken var, at hinduerne skulle bo i Indien, og muslimerne skulle bo i Pakistan. Men så enkelt var det ikke. Fordi hinduer og muslimer boede så mange forskellige steder, lå Øst- og Vestpakistan ca. 1000 miles fra hinanden med hele Indien imellem sig. Desuden er ikke alle muslimer ens. Øst- og Vestpakistanerne talte ikke det samme sprog og kunne ikke altid lide hinanden.

Der var færre vestpakistanere end østpakistanere, men vestpakistanere kontrollerede det meste af regeringen. Efter at Bhola-cyklonen beskadigede Østpakistan, sendte Vestpakistan ikke nok hjælp. På grund af disse ting begyndte østpakistanere at ønske at være et separat land fra Vestpakistan. Regeringen i Østpakistan startede Operation Searchlight for at stoppe denne separatistiske bevægelse.

Østpakistan skulle senere blive til Bangladesh. De mennesker, der boede der, kaldte sig bengaler. Nogle af bengalerne var ikke muslimer, men hinduer.

I 1970 afholdt Pakistan sit første parlamentsvalg. Før dette havde militæret begrænset vælgernes rettigheder. Vestpakistanerne stemte på mange forskellige politiske partier, men de fleste østpakistanere stemte på det samme politiske parti, kaldet Awami League. Det betød, at de østpakistanske kandidater ville få et flertal i Pakistans forsamling. Dette østpakistanske politiske parti blev ledet af Sheikh Mujibur Rahman.

General Yahya Khan, en vestpakistaner og leder, ønskede ikke, at de østpakistanske kandidater skulle styre landet, så han erklærede undtagelsestilstand, hvilket betød, at hæren havde ansvaret for landet. Østpakistanerne var vrede. De protesterede og lavede optøjer i 1970 og 1971.

Khan og Mujibur mødtes for at tale sammen og forsøge at løse problemerne og stoppe optøjerne. Det så ud til, at de havde indgået en aftale. Men den 25. marts 1971 blev Mujibur arresteret. Derefter begyndte tusindvis af vestpakistanske soldater, 60.000 til 80.000 af dem, at dræbe østpakistanere. Bangladesh erklærede sig selv for et uafhængigt land den næste dag.

Vestpakistanske soldater dræbte hinduer, bengalske muslimer, kloge mennesker, studerende og politikere for at dræbe dem alle. De gik ind på skoler og dræbte alle der. Soldaterne dræbte universitetsprofessorer på Dhaka University og andre intellektuelle ledere, fordi de troede, at det var dem, der opmuntrede andre østpakistanere til at ønske at blive et separat land. De dræbte især hinduistiske ledere. Derefter dræbte de unge hinduistiske mænd, fordi de troede, at unge hinduistiske mænd ville ønske at kæmpe imod dem. I en artikel i magasinet TIME stod der: "Hinduerne er tre fjerdedele af flygtningene og de fleste af de døde, har de muslimske soldater mest utilfredse med."

Mere end 200.000 kvinder blev voldtaget. Nogle af kvinderne blev voldtaget foran deres ægtemænd eller mandlige slægtninge. Andre kvinder blev taget til fange for at blive slaver for de vestbengaliske soldater.

To muslimer ved navn Al-Shams og Al-Badr fik af pakistanerne besked på at dræbe bengalske hinduer og også at forråde bengalske muslimer. Der er mange grave med mange mennesker i Bangladesh, og der bliver hele tiden fundet nye grave med mange mennesker.

En række slemme drab fandt sted under Operation Searchlight, en række drab, der begyndte den 25. marts 1971 og sluttede den 16. december 1971, og som førte til 3 millioner bengalere i Østpakistan (det nuværende Bangladesh) og andre ting som voldtægt og plyndringer. Oprindeligt ønskede pakistanerne at overtage de store byer i Bangladesh og kontrollere alle i løbet af en måned. De forventede ikke, at bengalerne ville kæmpe tilbage, hvilket de gjorde. Pakistanerne blev meget vrede og begyndte at dræbe alle bengalierne.

Til sidst ville de bengalske frihedskæmpere under Mukti Bahini søge hjælp fra Indien for at vinde over Pakistanerne. Indien sendte sin hær ind og kæmpede mod pakistanerne sammen med bengalerne, indtil Pakistan blev totalt besejret og forlod Bangladesh den 16. december 1971.

Folk er uenige om, hvor mange mennesker der døde. Ifølge Heritage Foundation's Asian Studies Center kan det have været så få som 500.000 eller så mange som 3 millioner. Det var under den kolde krig, og derfor sagde forskellige grupper, at der var døde flere eller færre mennesker, afhængigt af deres egne politiske idéer og mål. Sovjetunionen, som støttede Bangladesh, sagde, at det var 3 millioner. CIA sagde, at det var 200.000. Pakistan var dengang USA's allierede, og de vestpakistanske soldater brugte våben, som amerikanerne havde givet dem. Indien, som også var pro-sovjetisk, og Bangladesh hævder, at næsten 3 millioner var blevet dræbt.

I 1997 skrev R. J. Rummel bogen Statistics of Democide: Folkedrab og massemord siden 1900. I kapitel 8, Statistics Of Pakistan's Democide - Estimates, Calculations, And Sources, bemærkede han:

I Østpakistan (det nuværende Bangladesh) planlagde [general Agha Mohammed Yahya Khan og hans topgeneraler] også at myrde den bengalske intellektuelle, kulturelle og politiske elite. De planlagde også at myrde hundredtusindvis af hinduer og drive resten ind i Indien. Og de planlagde at ødelægge landets økonomiske grundlag for at sikre, at det ville være underlagt Vestpakistan i mindst en generation fremover. Denne afskyelige og halshuggeriske plan var et direkte folkemord.

Rummel kaldte det en handling at dræbe bestemte grupper af mennesker: "Ved at konsolidere begge intervaller giver jeg et endeligt skøn over Pakistans democid på 300.000 til 3.000.000, eller en forsigtig 1.500.000."

Ikke alle er enige i, at grusomhederne var et folkemord, som nationalistiske bangladeshiere kalder det. Islamiske fundamentalister i Pakistan siger, at det er "bengalske løgne". De bangladeshiske myndigheder og nogle uafhængige organisationer siger, at en til tre millioner mennesker blev dræbt. Yderligere 10 millioner flygtede fra landet for at være i sikkerhed i den indiske provins Vestbengalen.

Ingen personer, der var involveret i folkedrabet, blev stillet for retten før 2011. Bangladesh' internationale kriminalitetsdomstole dømte 26 personer for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Nogle af dem blev henrettet, men internationale organisationer erklærede, at de anklagede ikke var blevet stillet retfærdigt for retten.