Woodstock 1969: Musikfestivalens historie og betydning

Oversigt og betydning

Woodstock Music and Art Festival var en rockmusikfestival på Max Yasgurs 2,4 km² store mejeri gård i byen Bethel, New York, fra 15.-18. august 1969. Festivalen er blevet et symbol på 1960'ernes modkultur og "hippie-æraen" og omtales ofte som en af de mest berømte rockkoncerter og -festivaler nogensinde. Dens omdømme bygger både på musikken og på den måde, publikum håndterede de hårde forhold på stedet.

Planlægning og stedvalg

Festivalen blev kaldt "Woodstock", fordi den investeringsgruppe, der støttede koncerten, hed "Woodstock Ventures". Den var oprindeligt planlagt til Saugerties og derefter til byen Wallkill i Orange County (ikke at forveksle med Hamlet of Wallkill i Ulster County). Folkene i byen Wallkill, dvs. dem i byens bestyrelse, vedtog hurtigt en lov, der krævede en tilladelse til at afholde enhver sammenkomst for over 5 001 mennesker. Der blev ansøgt om en tilladelse, men den blev nægtet, fordi de foreslåede transportable toiletter blev anset for at være utilstrækkelige. En landmand fra Sullivan County ved navn Max Yasgur hørte om festivalen og problemerne og tilbød sin gård i byen Bethel. Han blev betalt 10 001 USD for de tre dage.

Arrangørerne havde oprindeligt oplyst, at der ikke ville komme mere end 50.001 deltagere, men forventede internt op til 150.001. I praksis kom der langt flere — estimater taler om flere hundrede tusinde mennesker (ofte nævnt omkring en halv million). Det overskred alle planer for sikkerhed, infrastruktur og billetkontrol.

Festivalen: vejr, logistik og stemning

Vejene til koncerten var overfyldt med trafik. Mange forlod deres biler og gik flere kilometer for at komme til koncertområdet. Weekenden var regnfuld og overfyldt, og fans delte mad, alkoholiske drikkevarer og stoffer. Nogle mennesker, der boede der, herunder folk i den nærliggende Camp Ma-Ho-Ge, gav tæpper og mad til nogle koncertgæster.

Efter to dage med regn var der dybt mudder mange steder. Der var næsten intet vand til at vaske sig med, og der var ikke nok toiletter. Mange koncertgæster havde medbragt små telte til at sove i. Nogle af disse telte blev til bunker af stof og mudder. Selv om det måske ikke var det mest behagelige sted, var publikum venlige og muntre indbyrdes. Den store deltagerstyrke og fællesskabet i mudderet skabte en følelse af solidaritet og fællesskab, som mange efterhånden forbinder med Woodstock.

Musikere og markante øjeblikke

Mange af de mest berømte musikere på det tidspunkt mødte op i den regnfulde weekend, som det kan ses i filmen Woodstock fra 1970. Joni Mitchells sang "Woodstock", der handler om begivenheden, blev også et stort hit for Crosby, Stills, Nash & Young. I de senere år er der gjort en række forsøg på at genskabe den, men den oprindelige Woodstock-festival fra 1969 har vist sig at være legendarisk.

Nogle af Woodstocks musikstjerner var The Who og Jimi Hendrix. På grund af stridigheder om betalinger spillede The Who først i de sene nattetimer — omkring kl. 04.00. En af de mest mindeværdige scener fra deres optræden er, da forsanger Roger Daltrey synger omkvædet i "See Me, Feel Me" samtidig med solopgangens første lys. Under samme optræden hoppede aktivisten Abbie Hoffman op på scenen og forsøgte at opildne publikum, men blev fjernet af bandets guitarist Pete Townshend. Townshend afsluttede sit sæt ved at smadre sin guitar i scenen og kaste den ud i publikum — et dramatisk øjeblik, der bidrog til bandets mytologi og salget af albummet Tommy.

Jimi Hendrix lukkede festivalen med et stort sæt, der bl.a. indeholdt hans fortolkning af "The Star Spangled Banner". Denne version vakte debat, fordi Vietnamkrigen var i gang, og de uortodokse guitarlyde blev af nogle tolket som en kommentar til krigens ødelæggelser. Alligevel står både Hendrixs og The Whos optrædener i mange lister som nogle af rockhistoriens mest betydningsfulde.

Arrangører, økonomi og efterspil

Woodstock blev arrangeret af Michael Lang, Artie Kornfeld, John Roberts og Joel Rosenman. Roberts var finansmanden, der blev støttet af en trustfond; hans ven Rosenman, der var uddannet jurist fra Yale, var amatørguitarist. Deres venner var Kornfeld, der var vicepræsident på Capitol Records, og Michael Lang. Lang var en lyshåret hippie, der havde haft en hovedbutik og håbede at kunne bygge et studie i Woodstock-området for at betjene sangere som Bob Dylan og Janis Joplin, der havde hjem i nærheden. Da Lang og Kornfeld fortalte Rosenman og Roberts om idéen, fik Rosenman ideen om en rockkoncert med de samme musikere. De valgte sloganet "Three Days of Peace and Music" (Tre dage med fred og musik). De hyrede kunstneren Arnold Skolnick til at designe kunstværket til plakaten med fuglen.

Selv om festivalen opnåede massiv opmærksomhed og kulturel indflydelse, var den et økonomisk fiasko for arrangørerne i første omgang. De fleste gæster kom ind uden billetter på grund af de kaotiske indgange, og de oprindelige investorer fik først penge tilbage flere år senere, bl.a. efter udgivelsen af 3-LP-albummet og den dokumentariske film fra 1970.

Arv og mindesmærke

I 1997 købte Alan Gerry koncertpladsen og de omkringliggende 1.400 acres, som er blevet til Bethel Woods Center for the Arts. Centret åbnede den 1. juli 2006 med New York Philharmonic som optrædende orkester. Den 13. august 2006 forbløffede Crosby Stills Nash & Young 16 001 fans i det nye center - præcis 37 år efter, at de spillede i Woodstock. Bethel Woods rummer i dag både koncertvirksomhed, museum og et formidlingscenter, der fortæller om festivalens historie og dens kulturhistoriske betydning.

Woodstock 1969 står i dag som et vigtigt kulturelt referencepunkt for afslutningen af 1960'ernes optimisme og begyndelsen på en bredere offentlig diskussion om ungdomskultur, politisk protest og kunstens rolle i samfundet. Dens mytologi lever videre i film, pladeudgivelser, bøger og i selve stedet i Bethel.