Vestpakistan blev oprettet den 14. oktober 1955 ved en sammenlægning af provinser, delstater og stammeområder i den vestlige fløj af Pakistan. Den nye provins omfattede tolv administrative divisioner, og provinshovedstaden blev etableret i Lahore. Som led i samme omorganisering blev Østbengalen blev omdøbt til Østpakistan med provinshovedstad i Dacca. Den føderale regering flyttede i 1959 fra Karachi til Rawalpindi som midlertidig hovedstad, indtil Islamabad stod færdig, mens den føderale lovgivende forsamling flyttede til Dacca.

One Unit-politikken: mål og kritik

Den administrative sammenslutning af vestlige enheder blev gennemført som en del af den såkaldte "One Unit Policy". Formålet med One Unit var officielt at skabe en mere ensartet og effektiv administration, reducere udgifterne og fjerne provinsernes fordomme ved at fjerne små provinsers særinteresser og give Vestpakistan vægt i forhold til det folkerigt Østpakistan. Politikken søgte også politisk ligevægt i det nationale parlament ved at samle de mange vestlige områder under én repræsentation.

Samtidig var Vestpakistan i praksis befolket af mange forskellige folk. Selvom regionen blev fremstillet som forholdsvis homogen, omfattede den betydelige variation i etniciteter og sprog — blandt andre punjabier, sindhiere, pashtunere og balochere — og mange politiske kræfter opfattede One Unit som en måde at undertrykke lokale identiteter og sproglige rettigheder på.

Administration og politisk udvikling

Under One Unit blev administrative strukturer og politiske magtbeføjelser centraliseret. Der var løbende debatter om repræsentation, sprogpolitik (fx om Urdu skulle være fællessprog) og om fordelingen af ressourcer mellem øst og vest. Den centralisering skabte utilfredshed i både provinsielle eliter og folkelige bevægelser i de vestlige områder.

Militærstyre og tab af civile institutioner

Med militærkuppet i 1958 ændrede situationen sig markant: civile institutioner blev svækket, embedet som premierminister blev afskaffet, og den udøvende magt blev koncentreret hos militære ledere. Under Ayub Khans og senere militære ledere blev den politiske kontrol centraliseret, og mange regionale krav blev tilsidesat. Denne periode forstærkede politiske spændinger mellem centralt styre og forskellige regionale og sproglige grupper i Vestpakistan.

Opløsning, valg og konflikt (1970–1971)

De stigende spændinger kulminerede efter præsident Yahya Khans overtagelse i 1969. I juli 1970 blev provinsen Vestpakistan officielt opløst som led i en genoprettelse af de traditionelle provinser — et skridt der skulle imødekomme krav om regionalt selvstyre og bane vejen for nationale valg.

Ved parlamentsvalget i december 1970 vandt Awami League under Mujibur Rahman et klart flertal i de pladser, der var tildelt Østpakistan (partiet fik næsten alle de 162 pladser). Awami League ønskede større autonomi for Østpakistan, men den militære regering indvilligede ikke i at lade Mujibur Rahman overtage centralregeringen, hvilket øgede spændingerne mellem øst og vest.

Den 25. marts 1971 iværksatte den pakistanske hær en hård indsats mod politiske modstandere i Østpakistan (Operation Searchlight), hvilket indledte en åben borgerkrig mellem det pakistanske militær og de bengalske oprørsstyrker, Mukhti Bahini. Overgreb mod civilbefolkningen og omfattende menneskerettighedskrænkelser fandt sted — tekstens kilde betegner hændelserne som et folkemord på den bengalske befolkning.

Den humanitære krise, med millioner af flygtninge, førte til indgriben fra Indien, hvilket i december 1971 samt koordinering med Mukti Bahini førte til væbnet intervention. Resultatet var den pakistanske hærs overgivelse i Østpakistan den 16. december 1971 og etableringen af den uafhængige stat Bangladesh. Efter disse begivenheder blev betegnelsen Vestpakistan reelt overflødig.

Eftervirkninger

  • Genoprettelse af provinsidentiteter: Efter opløsningen af One Unit blev de traditionelle provinser (bl.a. Punjab, Sindh, Nordvestlige grænseprovins / senere Khyber Pakhtunkhwa og Balochistan) genoprettet, og nye politiske institutioner blev forsøgt genopbygget.
  • Politisk læring: Oplevelsen fra One Unit-perioden har efterladt langvarige politiske og sproglige følsomheder i Pakistan og påvirkede efterfølgende debatter om decentralisering, føderalisme og minoritetsrettigheder.
  • Regional og international konsekvens: Opløsningen af Vestpakistan som administrativ enhed og tabet af Østpakistan ændrede grundlæggende Pakistans territoriale og politiske landskab.

Sammenfattende: Vestpakistans eksistens fra 1955 til 1970/71 illustrerer, hvordan forsøg på administrativ centralisering og politisk manipulation for at skabe national ligevægt kan føre til styrkede regionale krav, politisk konflikt og i sidste ende til drastiske territoriale forandringer. Opløsningen af One Unit og senere uafhængigheden for Bangladesh markerer afslutningen på en særdeles turbulent periode i Pakistans historie.