Det Hvide Hav er en sydlig indsejling i Barentshavet. Det ligger på den russiske nordvestkyst og er omgivet af Karelen mod vest, Kola-halvøen mod nord og Kanin-halvøen mod nordøst. Hele Det Hvide Hav ligger inden for russisk kontrol og betragtes i praksis som del af Ruslands indre farvande. Området er administrativt delt mellem Arkhangelsk og Murmansk Oblasts samt Republikken Karelen.

Geografi

Det Hvide Hav er relativt lille sammenlignet med de store oceaner, men har en kompleks kystlinje med flere store bugter og fjorde. De vigtigste bugter er:

  • Dvinskaya-bugten (Northern Dvina Bay) ved byen Arkhangelsk
  • Onega-bugten
  • Mezensky-bugten
  • Kandalaksha-bugten

Floder som Severnaja Dvina (Northern Dvina), Onega, Mezen og Vyg fører ferskvand ind i havet, hvilket gør saltholdigheden lavere end i åbent hav. Havet er generelt lavt til middel-dybt med lavere gennemsnitsdybde end de omkringliggende oceaner og med dybere render visse steder.

Klima og isforhold

Klimaet omkring Det Hvide Hav er subarktisk. Om vinteren dækker is store dele af havet, og farvandet kan være isfyldt i mange måneder. Om sommeren smelter isen i stor udstrækning, hvilket åbner for skibstrafik; dog er isbrydere ofte nødvendige i skuldersæsonerne. Sæsonernes varighed og isforholdene varierer fra år til år og påvirkes af både lufttemperatur og havstrømme.

Historie og betydning

Den store havn Arkhangelsk ligger ved Det Hvide Hav og har historisk været en af Ruslands vigtigste havne mod vest. Området har været og er fortsat vigtigt som flåde- og ubådsbase, især i sovjetisk tid og i efterkrigsårene. Nærliggende byer og værfter, for eksempel Severodvinsk ved Arkhangelsk, har været centrale i skibsbygning og ubådsproduktion.

En væsentlig forbindelseslinje er Den hvidhavs-baltiske kanal, som forbinder Det Hvide Hav med Østersøen. Kanalen blev anlagt i begyndelsen af 1930'erne og byggede for at give skibsfart og industri en indre forbindelsesrute mellem nordhavene og Baltikum.

Økologi og fiskeri

Det Hvide Hav har et særpræget økosystem præget af brakvand og kolde forhold. Typiske arter inkluderer forskellige torskearter, sild, brisling og lokale krebsdyr. I bugterne og i flodmundingerne er der også laks og andre ferskvandsnære bestande. Havet er også hjem for havpattedyr som sæler og periodisk cetaceer som hvidhval (beluga) i visse områder, samt mange havfuglearter.

Fiskeri har traditionelt været en vigtig næringsvej for lokalsamfundene langs kysten, men klimaforandringer, overfiskning og forurening påvirker bestandenes sundhed og bæredygtighed.

Havne, skibsfart og infrastruktur

  • Arkhangelsk er den største havn ved Det Hvide Hav og et historisk handels- og skibsbyggercenter.
  • Mindre havne og havnefællesskaber ligger langs bugterne og understøtter lokal fiskeri- og skovbrugsindustri.
  • Den hvidhavs-baltiske kanal gør det muligt at sejle mellem Det Hvide Hav og Østersøen, men kanalen er begrænset af dybde og størrelse på skibe.

Kultur og beskyttelse

Langs kysten findes kulturelt og historisk vigtige steder, blandt andet Solovetskij-øerne med deres berømte klosterkompleks, som også er et vigtigt kulturarvssted. Området har også en mørk historie i forbindelse med brugen af tvangsarbejde i byggeprojekter i 1930'erne.

Der findes naturbeskyttede områder og lokal forvaltning, der arbejder med at beskytte sårbare habitater, fugletræk og marine bestande, men udfordringer med forurening og klimaændringer fortsætter.

Praktiske forhold

Hvis man planlægger sejlads eller rejser i regionen, er det vigtigt at tage højde for hurtige vejrskift, isforhold og begrænset infrastruktur langs visse kyststrækninger. Sæsonmæssig turisme forekommer, især til historiske steder som Solovetskij-øerne, men adgangen kan være begrænset uden lokal planlægning.

Det Hvide Hav er på engelsk et af de fire have, der er opkaldt efter farver: de andre er Sortehavet, Rødehavet og Gulehavet.