One-Unit var titlen på en ordning, som Pakistans forbundsregering lancerede for at slå de fire provinser i Vestpakistan sammen til én homogen enhed som en modvægt mod den numeriske dominans af de etniske bengaler i Østpakistan (nu Bangladesh). One Unit-politikken blev bekendtgjort af premierminister Muhammad Ali Bogra den 22. november 1954. Den 5. oktober 1955 udstedte Iskander Mirza (Pakistans fungerende generalguvernør) en bekendtgørelse, der forenede hele Vestpakistan i det, der blev kendt som "One Unit Scheme".



Baggrund

Efter oprettelsen af Pakistan i 1947 bestod staten af to adskilte geografiske områder: Vestpakistan (flere provinser og princely states) og Østpakistan (stor befolkning i Bengal-området). De føderale myndigheder søgte en løsning, som kunne skabe institutionel ligevægt mellem de to "vinger" af landet. One Unit-planen var et svar på dette politisk-administrative problem: i stedet for flere små vestlige provinser skulle Vestpakistan optræde som én enhed i landets forfatningsmæssige og politiske struktur.

Formål

De officielle målsætninger med One Unit var blandt andet:

  • At skabe politisk og administrativ paritet mellem Vest- og Østpakistan ved at betragte hver 'vinge' som én samlet enhed.
  • At forenkle forvaltning, reducere overlap mellem regionale myndigheder og styrke centralregeringens kontrol.
  • At fremme national integration ved at nedtone regionale og etniske forskelle i Vestpakistan.

Implementering og struktur

One Unit blev implementeret ved bekendtgørelse den 5. oktober 1955. Herved blev de daværende provinser Punjab, Sindh, North-West Frontier Province (NWFP) og Balochistan samt en række suveræne og halvsuvere princely states (f.eks. Bahawalpur, Khairpur og andre enklaver) administrativt og politisk samlet under én provincial administration kaldet "West Pakistan". Denne nye provins fik en fælles provinsforsamling og en guvernør udpeget af føderalregeringen. Den administrative hovedstad for Vestpakistan blev Lahore.

Kritik og konsekvenser

Selv om One Unit officielt var præsenteret som et instrument til at skabe balance i forfatningsordningen, mødte ordningen betydelig modstand og fremkaldte flere utilsigtede effekter:

  • Underkendelse af regionale identiteter: Mange sindhiere, pashtunere, balochere og andre grupper følte, at deres sproglige, kulturelle og politiske rettigheder blev blæst af banen til fordel for et centraliseret, domineret Vestpakistan.
  • Centralisering af magt: Ordningen styrkede den føderale regerings og det administrative embedsværks kontrol på bekostning af lokal selvstyre.
  • Politiske spændinger: One Unit fjernede de regionale talerør (provinsforsamlinger) som kunne have modereret konflikter, og bidrog til politisk polarisering i både Vest- og Østpakistan.
  • Militær og bureaukratisk dominans: Centraliseringen lettede for militarisering af statsapparatet og gav embedsværket større indflydelse i beslutningsprocesser.

Disse faktorer bidrog til stigende utilfredshed i flere dele af Vestpakistan og til forværrede relationer mellem Øst- og Vestdelen, hvilket i sidste ende indgik i det bredere mønster, der førte til alvorlig politisk krise i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne.

Ophævelse

One Unit-ordningen blev efterfølgende kritiseret som værende ineffektiv og udemokratisk. I kølvandet på politisk turbulens og skiftende magtforhold blev ordningen officielt ophævet i 1970 af militærregeringen under general Agha Muhammad Yahya Khan, som genoprettede de tidligere provinser som led i en række reformer forud for de planlagte parlamentsvalg. Ophævelsen genoptog dermed provincial selvstyre og dannede grundlag for det provinsielle kort i Pakistan, som fandtes før One Unit.

Varighed og historisk betydning

One Unit eksisterede formelt fra gennemførelsen i oktober 1955 til ophævelsen i 1970. Politikens arv er ambivalent: den var et forsøg på administrativ effektivitet og politisk balance mellem landets to geografiske fløje, men samtidig en kilde til regionalt nag, politisk centralisering og forværring af etniske konflikter. Ordningens erfaringer bruges ofte som eksempel på, hvordan top-down-centralisering kan få modsat virkning af den tilsigtede nationale integration.