Folkeafstemningen om medlemskab af Den Europæiske Union fandt sted den 23. juni 2016 i Storbritannien og Gibraltar. Den skulle afgøre, om Det Forenede Kongerige skulle blive i Den Europæiske Union (EU).
Resultat
Folkeafstemningen endte med 51,9 % af de afgivne stemmer for at forlade EU og 48,1 % for at forblive. Valgdeltagelsen var høj—ca. 72,2 % af de stemmeberettigede deltog—og det samlede stemmetal gav Leave en flertal på over en million stemmer (Leave: 17.410.742; Remain: 16.141.241).
Politisk efterspil
Den 24. juni meddelte den daværende konservative partileder og premierminister David Cameron, at han ville træde tilbage. Han blev erstattet den 13. juli af Theresa May, som overtog forhandlingerne med EU om udtrædelsen. Folkeafstemningen var rådgivende (ikke juridisk bindende), men det politiske pres gjorde resultatet afgørende for regeringens videre handlinger.
Udtrædelsesproces og retslig udvikling
Regeringen indledte efterfølgende proceduren for at udtræde af EU. I marts 2017 udløste den britiske regering artikel 50 i EU-traktaterne, hvilket satte gang i to-års-forhandlingsperioden. Den juridiske proces blev præget af højesteretsafgørelsen i sagen kaldet "Miller" (2017), hvor den britiske Højesteret fastslog, at Parlamentet skulle godkende aktiveringen af artikel 50, før regeringen kunne gøre det alene.
Forhandlingerne mellem Storbritannien og EU resulterede i en række aftaler, men den første udtrædelsesaftale blev flere gange nedstemt i det britiske Parlament. Den politiske uro førte til regeringsskifte i juli 2019, hvor Boris Johnson overtog ledelsen og senere indgik en ny aftale. Storbritannien forlod formelt EU den 31. januar 2020; herefter fulgte en overgangsperiode, der udløb 31. december 2020.
Regionale forskelle og konsekvenser
Stemmerne varierede markant mellem regionerne: England og Wales stemte overvejende for Leave, mens Skotland, Nordirland og Gibraltar i højere grad stemte for Remain—Gibraltar med meget stort flertal for at blive i EU. Resultatet førte til fornyet debat om skotsk uafhængighed og om grænse- og handelsforhold på øen Irland. Især Nordirlands status førte til komplekse aftaler som "Northern Ireland Protocol", der har været genstand for politisk strid.
Kampagner, emner og kontroverser
Kampagnerne i tiden op til afstemningen var intense. De officielle grupper var blandt andre Vote Leave og Leave.EU for udtræden samt Britain Stronger in Europe for at forblive i EU. Centrale temaer var suverænitet, indvandring, økonomi og lovgivningsmagt. Under valgkampen opstod kontroverser om påstande fra begge sider (fx prominente valgplakater og økonomiske prognoser), spørgsmål om kampagnefinansiering og senere efterforskninger og sanktioner fra valg- og tilsynsmyndighederne samt bekymringer om mulig udenlandsk indblanding.
Økonomiske og samfundsmæssige følger
Omgående efter folkeafstemningen styrtdykkede pundet i værdi, og der opstod usikkerhed i finansielle markeder. På længere sigt har Brexit haft komplekse effekter: ændringer i handel, investeringer, arbejdsmarkedets mobilitet og lovgivningsmæssige forhold. Der er fortsat debat blandt økonomer og politikere om de præcise langsigtede konsekvenser for vækst og beskæftigelse.
Langsigtede politiske virkninger
Brexit har ændret det politiske landskab i Storbritannien: det har flyttet partipolitiske vægtninger, bidraget til interne stridigheder i de store partier og intensiveret diskussioner om nationens fremtidige relation til EU og resten af verden. Samtidig har det udløst nye aftaler og diplomatiske forhandlinger mellem Storbritannien og EU samt mellem Storbritannien og tredjelande.
Brexit er et komplekst historisk forløb med fortsatte politiske, økonomiske og juridiske følger, og diskussionerne om dets årsager og virkninger fortsætter både i Storbritannien og internationalt.
