Tommelise — H.C. Andersens eventyr om den lille pige og blomsterfeen

En kvinde ønsker sig et barn. Hun beder en heks om at hjælpe hende. Heksen giver kvinden et bygkorn. Hun fortæller kvinden, at hun skal plante det og vente på, hvad der vil ske. Bygkorn bliver plantet, og der vokser en blomst. Da kvinden kysser blomsten, springer den op og afslører den lille Tommelise.

En nat sover Tommelise i sin vugge af valnøddeskaller. Hun bliver bortført af en tudse, der hopper ind gennem et åbent vindue. Padden vil have den lille pige som brud til sin søn. Hun lægger Tommelise på en liljepude, så hun kan være i sikkerhed. Tommelise undslipper padden med hjælp fra venlige fisk og en hvid sommerfugl. Hun svæver væk på liljekonvallen.

Hun bliver pludselig grebet og båret væk af en kakerlak (bille). Billens venner er stolte og arrogante. Tommelise hører ikke til deres sociale klasse. De bryder sig ikke om hende med det samme. Billen slipper hende uden at tænke sig om og flyver væk.

Tommelise lever så godt hun kan alene på markerne. Når vinteren kommer, må hun finde et sted at bo. Endelig får hun et hjem hos en gammel markmus. Tommelise takker musen ved at passe på hendes lille hus.

Musen synes, at Tommelise bør gifte sig med sin nabo, en klog og velhavende muldvarp. Tommelise finder tanken om at blive gift med et sådant væsen hadefuld. Han tilbringer jo alle sine dage under jorden og ser aldrig solen eller himlen.

Feltmusen lytter ikke til Tommelise's protester. Hun fortsætter med at opfordre til ægteskab. I sidste øjeblik flyver Tommelise væk med en svale til et fjernt, solrigt land. Tommelise har bragt svalen tilbage til sundhed i løbet af vinteren. De har været venner lige siden.

Svalen bærer Tommelise til et solrigt land. På en blomstermark møder Tommelise en lillebitte blomsterfeprins, der er lige på hendes størrelse og efter hendes smag. De gifter sig. Hendes mand giver hende et par vinger, så hun kan flyve med ham på hans rejser fra blomst til blomst. Hun får et nyt navn, Maia.

På den sidste side af historien er svalen fløjet hen til en digters vindue og fortæller ham hele historien om Tommelise.

Bemærk: Mary Howitt var den første til at oversætte historien til engelsk. Hun brød sig ikke om mødet med heksen. I sin oversættelse starter hun fortællingen med en tiggerkvinde, der giver en bondekone et bygkorn i bytte for mad. Da bygkornet bliver plantet, kommer den lille Tommelise frem fra blomsten.

H.C. Andersen blev født i Odense, Danmark den 2. april 1805. Hans far var Hans Andersen, en skomager. Hans mor var Anne Marie Andersdatter, en vaskekone. Andersen var enebarn og et forkælet barn. Han delte en kærlighed til bøger med sin far. Hans far læste ham De 1001 nat og Jean de la Fontaines fabler. Sammen byggede de panoramaer, pop-up-billeder og legetøjsteatre. Far og søn gik lange ture ud på landet.

Andersens far døde i 1816. Fra da af var Andersen alene. Andersen var en høj, tynd dreng, som blev mobbet af andre drenge. Han ville flygte fra dem og fra sin fattige, analfabeterende mor. Han reklamerede for sine kunstneriske talenter over for middelklassen i Odense. Han sang og dansede i deres hjem. Den 4. september 1819 forlod den fjortenårige Andersen Odense til København med pengegaver, som han havde fået af sine naboer. Han havde et anbefalingsbrev med sig til ballerinaen Madame Schall og drømte om at blive digter, balletdanser eller skuespiller.

Efter tre år i København uden nogen til at støtte ham, fandt Andersen endelig en interesseret herre i Jonas Collin, direktør for Det Kongelige Teater. Collin troede på drengens talent. Det lykkedes ham at få kongen til at sende Andersen på et gymnasium i Slagelse, en landby på Vestsjælland. Han mente, at Andersen på det rette tidspunkt ville fortsætte sin uddannelse på Københavns Universitet.

I Slagelse blev Andersen undervist af den lille, tykke, skaldede, 35-årige Simon Meisling på 35 år. Denne mand var interesseret i det antikke Grækenland og Rom og havde oversat Vergils Æneide. Andersen var ikke den klogeste elev i klassen, og Meisling gav Andersen sin skarpe misbilligelse. "Du er en dum dreng, der aldrig vil klare sig," sagde Meisling til ham. Meisling menes at være forbilledet for den lærde muldvarp i "Tommelise".

Eventyr- og folkloreforskerne Iona og Peter Opie mener, at "Tommelise" er en "fjern hyldest" til Andersens veninde Henriette Wulff, den lille, sarte, handicappede datter af den danske Shakespeare-oversætter. Hun elskede Andersen, som Tommelise elsker svaleungerne, men der er ingen skriftlige beviser, der understøtter teorien om "fjern hyldest".

Andersen trykte to hæfter med eventyr fortalt for børn i 1835. Det første hæfte blev trykt i maj og det andet i december. "Tommelise" blev første gang trykt i decemberhæftet af C. A. Reitzel den 16. december 1835 i København. "Tommelise" var den første fortælling i hæftet. Hæftet indeholdt to andre fortællinger: "Den uartige dreng" og "Den rejsende ledsager". "Tommelise" blev trykt igen i samlinger af Andersens værker i 1850 og 1862.

Det andet hæfte med eventyr fortalt for børn indeholdt "Tinderbox", "Den store Claus og den lille Claus", "Prinsessen og ærten" og "Lille Ida's blomster". Det tredje hæfte, der blev trykt i 1837, indeholdt "Den lille havfrue" og "Kejserens nye klæder".

De første anmeldelser af de syv fortællinger fra 1835 udkom først i 1836. De danske kritikere brød sig ikke om dem. De mente, at fortællingernes uformelle, snakkesalige stil og deres mangel på moral ikke var passende for børnefortællinger. En kritiker mente dog, at "Tommelise" var "det dejligste eventyr, man kunne ønske sig".

Kritikerne mente ikke, at Andersen skulle skrive andre eventyr. Et tidsskrift nævnte slet ikke de første syv eventyr. En anden rådede Andersen til ikke at spilde sin tid på at skrive eventyr. En kritiker udtalte, at Andersen "manglede den sædvanlige form for den slags poesi [...] og ville ikke studere forbilleder". Andersen følte, at han arbejdede imod deres ideer om, hvad et eventyr skulle være. Han vendte tilbage til at skrive romaner og mente, at dette var hans sande kald. Den kritiske reaktion på eventyrene fra 1835 var så hård, at Andersen ventede et år, før han trykte "Den lille havfrue" og "Kejserens nye klæder". Disse to eventyr udkom i det tredje og sidste hæfte af eventyr fortalt for børn i 1837.

Mary Howitt var den første til at oversætte "Tommelise" til engelsk. Hun trykte den i 1846 som "Thumbelina" i Wonderful Stories for Children. Hun var dog ikke enig i åbningsscenen med heksen. I stedet lod hun den barnløse kvinde give brød og mælk til en sulten tiggerkvinde. Den barnløse kvinde blev derefter belønnet med et bygkorn.

Charles Boner oversatte også eventyret i 1846 som "Little Ellie". Madame de Chatelain kaldte det lille barn for "Lille Totty" i sin oversættelse fra 1852. Redaktøren af The Child's Own Book (1853) kaldte hele vejen igennem barnet for "Little Maja". H. W. Dulckens meget trykte bind af Andersens eventyr udkom i 1864 og 1866. Fru H. B. Paulli oversatte navnet som 'Lille Tiny' i slutningen af det nittende århundrede.

I det tyvende århundrede oversatte Erik Christian Haugaard navnet som "Inchelina" i 1974. Jeffrey og Diane Crone Frank oversatte navnet som 'Thumbelisa' i 2005. Moderne engelske oversættelser af "Thumbelina" findes i Jean Hersholts seks-binds samlede udgave af Andersens eventyr fra 1940'erne. Erik Christian Haugaards oversættelse af de samlede fortællinger udkom i 1974.

Eventyr- og folkloreforskerne Iona og Peter Opie har skrevet, at "Tommelise" er en eventyrhistorie set fra en kvindes synsvinkel. De mener, at historien lærer læseren, at mennesker er lykkeligst sammen med deres egen slags. Tommelise er en passiv karakter og offer for omstændighederne, påpeger de. Hendes mandlige modstykke Tom Thumb (en af eventyrets inspirationskilder) er en aktiv karakter. Han gør sig gældende og udøver sig selv.

Folklorist Maria Tatar ser "Tommelise" som en historie om en bortløben brud. Hun bemærker, at den er blevet betragtet som en allegori om arrangerede ægteskaber. Hun påpeger, at "Tommelise" er en fabel om at være tro mod sit eget hjerte. "Tommelise" er udtryk for den opfattelse, at kærligheden til en prins skal værdsættes højere end alt andet.

Tatar påpeger, at i hinduistisk tro bor der i hjertet af alle væsener, både mennesker og dyr, et væsen på størrelse med en tommelfinger, der er kendt som det inderste selv eller sjælen. Dette begreb kan være blevet optaget af europæisk folklore og har derefter taget form som Tom Thumb og Thumbelina. Begge figurer søger forvandling og forløsning. Hun ser paralleller mellem H.C. Andersens eventyr og den græske myte om Demeter og hendes datter Persephone. På trods af de hedenske referencer i eventyret bemærker hun, at "Tommelise" henviser til Kristi lidelse og opstandelse og det kristne frelsesbegreb.

Andersen-biografen Jackie Wullschlager skriver, at "Tommelise" var den første af Andersens fortællinger, der dramatiserede lidelser og prøvelser for en, der er anderledes, og at "Tommelise" var den første af Andersens fortællinger, der dramatiserede lidelser og prøvelser for en, der er anderledes. Som følge af at være anderledes bliver Tommelise genstand for hån. Det var også det første af H.C. Andersens eventyr, der brugte svalen som symbol på den poetiske sjæl. Andersen identificerede sig med svalen som en trækfugl, hvis livsmønster hans egne rejsedage var begyndt at ligne.

Roger Sale mener, at Andersens følelser af social og seksuel underlegenhed kom til udtryk i eventyret ved at skabe karakterer, der er mindreværdige end deres elskede. Den lille havfrue har f.eks. ingen sjæl, mens hendes menneskelige elskede har en sjæl som sin fødselsret. I "Tommelise" antyder Andersen, at tudsen, billen og muldvarpen er Tommelise mindreværdige. De bør forblive på deres plads i stedet for at ønske sig deres overordnede. Sale antyder, at de ikke er mindreværdige i forhold til Tommelise, men blot anderledes. Han foreslår, at Andersen måske har gjort skade på dyreverdenen, da han farvede sine dyrefigurer med sine egne mindreværdsfølelser.

Jacqueline Banerjee ser fortællingen som en historie om fiasko. "Det er ikke overraskende," skriver hun, ""Tommelise" bliver nu ofte læst som en historie om specifikt kvindelig empowerment." Susie Stephens mener, at Tommelise selv er en grotesk. Hun bemærker, at "det groteske i børnelitteraturen er [...] en nødvendig og gavnlig komponent, der forbedrer den unge læsers psykologiske velfærd". Børn er tiltrukket af groteskens katartiske kvaliteter, antyder hun.

Sidney Rosenblatt mener i sit essay "Thumbelina and the Development of Female Sexuality", at eventyret kan analyseres ud fra Freuds psykoseksuelle udviklingsperspektiv. Han mener, at fortællingen handler om kvindelig onani. Han mener, at Tommelise selv kan symbolisere klitoris, hendes rosenbladsdækken skamlæberne, den hvide sommerfugl "de spirende kønsorganer" og muldvarpen og prinsen henholdsvis den anale og vaginale åbning.

Tommelise er blevet tilpasset til forskellige medier. Den tidligste animerede version af eventyret er en stum, sort-hvid udgave af instruktøren Herbert M. Dawley fra 1924. Lotte Reiniger udgav en 10-minutters filmatisering i 1954 med sine "silhuet"-dukkerdukker.

Don Bluths animationsfilm Thumblina er måske en af de mest kendte versioner. Historien blev også tilpasset til live-action-tv-programmet Faerie Tale Theatre. I denne produktion spillede Carrie Fisher hovedrollen. Den direkte DVD-animationsfilm Barbie Presents Thumbelina blev udgivet i 2009. Rusland og Japan har også udgivet animerede produktioner.