"Sleeping Beauty" (fransk: La Belle au bois dormant) er et eventyr. Der findes flere versioner af det, bl.a. "The Sleeping Beauty in the Wood" af Charles Perrault og "Briar Rose" eller "Little Briar Rose" (tysk: Dornröschen) af brødrene Grimm. Historien handler om en prinsesse, der falder i en dyb søvn i hundrede år og vækkes af en heroisk prins.

Perraults version udkom første gang i 1695 i et håndskrevet og illustreret manuskript med titlen Tales of Mother Goose (fransk: Contes de ma mère l'oye) sammen med "Rødhætte", "Blåskæg", "Katten i støvler" og "Diamanter og tudser". Den blev næste gang offentliggjort i avisen Mercure galant i 1696. Det blev revideret og udgivet i Paris i 1697 af Claude Barbin i Histoires ou contes du temps passé (engelsk: Stories or Tales of Past Times), en samling af otte eventyr af Perrault. Den er blevet tilpasset til forskellige medier, herunder en pantomime af James Robinson Planché, en ballet og en Disney-animationsfilm.

Grimms udgav deres version i 1812 i børne- og husholdningsfortællinger (Kinder- und Haus-Märchen).

Historisk baggrund og oprindelse

Selv om Perrault og brødrene Grimm er de mest kendte forfattere bag den skrevne version af eventyret, hviler handlingen på langt ældre folke- og litterære motiver. Temaet om en indlagt søvn, en forbandelse og en redning af en ung kvinde findes i mange folkeeventyrkredse i Europa og andre steder i verden. Eventyret indgår i folkeeventyrsklassifikationen som ATU 410 (Aarne–Thompson–Uther), ofte omtalt som "Sleeping Beauty" eller "The Maiden in the Tower".

Forskelle mellem Perrault og brødrene Grimm

  • Perrault (1697): Hans version er lang og med moralske kommentarer. Perrault tilføjer blandt andet et epilog, hvor prinsen og prinsessen får børn, og hvor prinsens mor viser sig som en kannibalistisk troldkvinde (en "ogress"), som prinsen må overvinde. Perrault afrunder også fortællingen med en moralsk pointe om ægteskab og fornuft.
  • Brødrene Grimm (1812): Deres version, ofte kaldet "Briar Rose", er kortere og mere folkelig i tonen. Grimms udgave fokuserer på selve sovemotivet, tornekrattet og genopvågningen, og den udelader Perraults efterspil med børn og troldkvinden i de fleste udgaver. Hos Grimm får historien et mere eventyrligt og mindre moralsk forklarende præg.

Typiske motiver og symbolik

  • Spindel, rok eller en anden slags nål som årsag til forbandelsen — i mange versioner stikker prinsessen sig på en spindle og falder i søvn.
  • Forbandelse fra en uindbudt fe eller heks, som markerer den dødelige skæbne og skaber konflikten.
  • Et tornekrat eller urørt skov, der vokser op omkring slottet og beskytter den sovende prinsesse — symbol på tidens gang og afsondrethed.
  • Helten/prinsen som redningsfigur — i nogle versioner vækker han hende med et kys, i andre baner han sig vej gennem torne eller besejrer en modstander.

Varianter og regionale versioner

Der findes mange folkevarianter af fortællingen i Europa, fx i Italien, Spanien og Skandinavien, hvor detaljerne kan variere (hvor længe hun sover, hvad der vækker hende, om der er en ond mor- eller svigermor-figur efterfølgende osv.). I nogle tidlige, middelalderlige litterære kilder kan man finde fortællinger med beslægtede temaer om indespærrede kvinder og magiske søvnelementer.

Moderne tilpasninger og indflydelse

  • Den nævnte pantomime af James Robinson Planché er et eksempel på 1800-tallets sceniske bearbejdninger.
  • Den klassiske ballet — ofte forbundet med komponisten Pjotr Tjaikovski og koreografen Marius Petipa (Tjaikovskijs ballettitel: The Sleeping Beauty, 1890) har cementeret eventyrets position i den klassiske kunstmusik og scenekunst.
  • Disney-animationsfilmen () fra 1959 gjorde fortællingen kendt for et bredt publikum og introducerede visuelle og narrative elementer, som har præget populærkulturen siden.
  • Der findes utallige moderne genfortællinger i bøger, film, tv-serier og teater, ofte med nyfortolkninger, hvor hovedpersonen kan være mere aktiv, eller hvor fortællingens køns- og magtdynamikker udforskes eller kritiseres.

Påvirkning og fortolkninger

Tornerose er blevet læst på mange niveauer: som et traditionelt folkeeventyr om frelse og skæbne, som en allegori om pubertet og overgang, og som en historie, der kan diskuteres i et moderne perspektiv om passivitet, samtykke og kønsroller. Mange nutidige forfattere og instruktører vælger at ændre elementer af den klassiske fortælling for at tilpasse den til moderne værdier og fortælleformer.

Afsluttende bemærkninger

Tornerose forbliver et af de mest udbredte og varige eventyr i den vestlige kulturarv. Fra Perraults detaljerede, moralske fortælling til Grimms kortere, mere folkelige version og videre til ballettens og filmens iscenesættelser — historien om den sovende prinsesse har vist sig både tilpasningsdygtig og fortsat relevant i nye kontekster.