En bassanger er en mand med en lav sangstemme. Typisk spænder en operabas omtrent fra omkring E2 op til E4 i notationen, men stemmens egentlige rækkevidde afhænger af individet og af hvilken del af registeret (tessitura), der mest anvendes. Nogle basser kan synge helt ned til C to oktaver under det midterste C (C2). I russisk kirkemusik og visse liturgiske traditioner kan endnu lavere toner være påkrævet; lavt A (A1) anvendes undertiden i disse sammenhænge.

Typer af bas

Inden for klassisk sang og opera skelner man ofte mellem flere bas-typer, både efter klang og dramatiske krav:

  • Basso cantante (sangbar bas): en lyrisk bas med varm klang og smidig fraseføring, velegnet til mere sanglige, melodiske partier.
  • Basso buffo (buffo-bas): en komisk karakterrolle der kræver både dramatisk timing og ofte et bredt register samt god artikulation. Rollen som Leporello i Mozarts Don Giovanni er et klassisk eksempel på en buffo-bas.
  • Basso profondo (meget dyb bas): den laveste bas-variant med stor dybde og klangstyrke, ofte brugt til autoritets- eller religiøse roller. Et kendt eksempel er præsten Sarastro i Mozarts Tryllefløjte.
  • Bas-bariton (bas-baryton): en overgangsstemme mellem baryton og bas, som kombinerer barytonens fylde med bassens mørke i de lavere registre. Nogle lave barytoner omtaler sig selv som bas-baritoner.

Operaroller og fag-system

I operaen besætter basser ofte roller som skurke, konger, præster, gamle fædre, dommere eller andre autoritetsfigurer — stemmens dybde og tyngde giver automatisk en følelse af autoritet eller alvor. Samtidig findes mange komiske basroller (buffo) og lyriske basroller. Ved instruktion og casting benyttes ofte Fach-systemet (et tysk klassifikationssystem), som tager hensyn til ikke blot tonehøjde men også tessitura, klangfarve og dramatisk egnethed, så sangeren matches korrekt til en rolle.

En baryton ligger stemmemæssigt mellem tenor og bas, men nogle lave barytoner betegner sig selv som bas-baritoner. Et dramatisk eksempel er rollen Wotan i Der Ring des Nibelungen, som ofte kræver en stemmetype med både barytonens styrke og bassens mørkere klang — ofte beskrevet som bas-bariton. Den walisiske sanger Bryn Terfel er et moderne eksempel på en berømt bas-baryton, kendt for kraft, klang og dramatisk nærvær.

Kendte bassangere og repertoire

Historisk og i nyere tid har flere bassangere fået stor anerkendelse for både vokal kvalitet og scenisk gennemslagskraft. Feodor Chaliapin (1873–1938) var en berømt russisk bas, kendt for sin store scenetilstedeværelse og sit repertoire inden for både opera og russisk sangtradition. Andre kendte bassroller inkluderer bl.a. titelrollen i Boris Godunov, rollen Osmin i Mozarts Die Entführung aus dem Serail, samt mange karakter- og ensemble-roller i både klassisk og nutidig opera.

Praktiske bemærkninger

  • Ved vurdering af en bassanger ser man på bedste/komfortable register (tessitura), ikke alene på det yderste omfang.
  • Træning, teknik og repertoirevalg spiller stor rolle for, hvordan en given bastype udvikler sig gennem karrieren.
  • Bassens rolle i kor og kirke adskiller sig fra operarollen: i korarbejde prioriteres ofte ensartet klang og blending, mens opera kræver både vokal projektion og dramatisk karakterisering.