Sri Guru Nanak Dev Ji var skaberen af sikhismen og den første af de ti sikh-guru'er. Den sidste guru sagde, at der ikke ville være flere guruer efter ham, og at sikherne ville blive undervist af den hellige bog, som kaldes Guru Granth Sahib Ji. Ordet "Guru" betyder "lærer" på mange indiske sprog.

Ud over tilhængere af sikhismen betragtes Guru Nanak Dev som hellig af punjabi hinduer og Sahajdhari Sindhis på hele det indiske subkontinent. På grund af sin tætte forbindelse med Hazrat Sheikh Farid-ud-din Ganj Shakar, Punjabi-sufi-helgenen, anses Nanak Dev af mange muslimer også for at være en sufi eller tilhænger af sufiske principper.

Hans vigtigste lære til verden blev nedskrevet som værende "at være hengiven i sine tanker og at have gode handlinger som det første af vores job".

Liv og baggrund

Guru Nanak Dev blev født omkring 1469 i landsbyen Talwandi, i det område der i dag kaldes Nankana Sahib (nu i Pakistan). Hans forældre var Mehta Kalu og Mata Tripta. Som ung var han kendt under navnet Nanak; hans søster Bibi Nanaki spillede en særlig rolle i hans tidlige religiøse udvikling.

Han blev gift med Sulakhani og fik to sønner, Sri Chand og Lakhmi Das. Ifølge traditionen havde Nanak tidligt en åndelig oplevelse: han forsvandt i flere dage efter at have badet i floden Bein og kom tilbage med den besked, at der kun er én Gud og at menneskets pligt er at huske Gud og leve retfærdigt.

Rejser og virke

Ifølge de tidlige skrifter og janamsakhier foretog Guru Nanak omfattende rejser (kaldet udasis) gennem det indiske subkontinent og til fjerne egne. Disse rejser førte ham til byer og helligsteder i Indien og også — ifølge traditionen — til steder som Mecca, Baghdad, Kashmir og Sri Lanka. Formålet med rejserne var at sprede hans budskab om Guds enhed, tolerance og social retfærdighed.

Senere slog han sig ned i Kartarpur, hvor han etablerede et fællesskab baseret på bøn, fælles arbejde og delt måltid (langar). Dette fællesskab blev et tidligt eksempel på den sikhiske levemåde, hvor alle — uanset kaste eller social status — deltager side om side.

Lære og praksis

Guru Nanaks lære er sammenfattet i enkle, praktiske principper, som stadig er centrale i sikhismen:

  • Naam Japna — husk og reciter Guds navn i tanker og handlinger;
  • Kirat Karni — arbejd ærligt og tjen samfundet gennem retfærdigt erhverv;
  • Vand Chakna — del dit brød og dine ressourcer med andre, hjælp de trængende.

Derudover understregede han lighed mellem mennesker uanset køn, kaste eller religion, forkastede tomme ritualer og seremonier når de stod i vejen for sand hengivenhed, og lagde vægt på musik og poesi (shabad) som middel til åndelig indsigt. Mange af hans hymner og salmer er optaget i den sikhiske hellige skrift, Guru Granth Sahib; blandt de vigtigste værker, der tilskrives ham, er den indledende bønnens tekst Japji Sahib.

Arv og betydning

Guru Nanak Dev døde i 1539, men hans lære fortsatte gennem de følgende ni guruer. Hans direkte efterfølger, Guru Angad Dev, videreførte og institutionaliserede mange af de praksisser, Nanak havde indført. I 1708 besluttede den tiende guru, Guru Gobind Singh, at den levende gurufunktion skulle ophøre og at Guru Granth Sahib skulle være sikhernes evige åndelige vejleder.

Guru Nanaks arv lever videre i praktiske institutioner som langar (det fælles køkken), sangat (sognet) og i den vægt, sikhismen lægger på social retfærdighed, tjeneste (seva) og åndelig lighed. Hans fødsel fejres hvert år som Guru Nanak Gurpurab over hele verden, og steder forbundet med hans liv, især Nankana Sahib og Kartarpur, er vigtige pilgrimsmål.

Kort sagt: Guru Nanak Dev var en reformator og åndelig lærer, hvis budskab om én Gud, hengivenhed i tanke og gerning og universel menneskelig lighed dannede grundlaget for sikhismen og har påvirket millioner af mennesker på tværs af religiøse og kulturelle skel.