Pramoedya Ananta Toer | indonesisk forfatter

De tidlige år

Pramoedya blev født den 6. februar 1925 i Blora i det centrale Java, som dengang var en del af det hollandske Ostindien. Han var den ældste søn i sin familie. Pramoedyas far var lærer. Hans far var også aktiv i Boedi Oetomo (den første anerkendte nationale indfødte organisation i Indonesien). Pramoedyas mor var rishandler. Hans bedstefar i morges havde foretaget en pilgrimsrejse til Mekka. Som det står skrevet i hans semi-autobiografiske novellesamling "Cerita Dari Blora", hed han oprindeligt Pramoedya Ananta Mastoer. Men han følte, at familienavnet Mastoer var for aristokratisk. Det javanesiske præfiks "Mas" betyder en mand af højere rang i en adelig familie. Så han fjernede "Mas" og beholdt Toer som sit efternavn. Pramoedya gik på radiofagskolen i Surabaya, men havde netop afsluttet den, da Japan invaderede Surabaya i 1942.

Under Anden Verdenskrig støttede Pramoedya i begyndelsen det kejserlige Japans besættelsesstyrker. Han mente, at japanerne var dårlige, men bedre end hollænderne. Han arbejdede som maskinskriver for en japansk avis i Jakarta. Men efterhånden som krigen skred frem, modsatte indoneserne sig den hårde behandling fra det japanske militærs side og krigsrationeringerne. De nationalistiske styrker, der var loyale over for Sukarno, skiftede deres støtte til de indkommende allierede mod Japan. Det gjorde Pramoedya også.

Den 17. august 1945, efter at nyheden om de allieredes sejr over Japan nåede Indonesien, proklamerede Sukarno Indonesiens uafhængighed. Dette var startskuddet til den indonesiske nationale revolution mod briterne og hollænderne. Under denne krig sluttede Pramoedya sig til en paramilitær gruppe i Karawang, Kranji (Vestjava). Han blev sendt til Jakarta. I Jakarta skrev han noveller og bøger og propaganda for den nationalistiske sag. Hollænderne satte ham i Bukit Duri-fængslet i Jakarta fra 1947 til 1949, det år, hvor Nederlandene anerkendte Indonesiens uafhængighed. Mens han sad i fængsel, skrev han sin første store roman, The Fugitive.

 

Betydning efter Indonesiens uafhængighed

I de første år efter Indonesiens uafhængighed skrev Pramoedya historier om problemerne i den nye nation. Han skrev også halvt selvbiografiske værker baseret på sine erindringer fra Anden Verdenskrig. Derefter tog han til Holland som led i et kulturelt udvekslingsprogram. Senere tog han på flere andre kulturudvekslinger, herunder rejser til Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina.

I Indonesien opbyggede Pramoedya et ry som litteratur- og samfundskritiker. Han blev medlem af den venstreorienterede forfattergruppe Lekra og skrev i aviser og litterære tidsskrifter. Hans skrivestil blev mere politisk. Et eksempel er hans fortælling Korupsi (Korruption). Det er historien om en embedsmand, der falder i korruptionens fælde. Dette gav ham problemer med Sukarno-regeringen.

Fra slutningen af 1950'erne begyndte Pramoedya at undervise i litteraturhistorie på Universitas Res Publica. Dette universitet var politisk venstreorienteret. Mens han forberedte undervisningen, begyndte han at indse, at ideerne om det indonesiske sprog og den indonesiske litteratur var blevet fordrejet af de hollandske kolonimyndigheder. Han søgte efter materialer, som var blevet ignoreret af koloniale uddannelsesinstitutioner og af indoneserne efter uafhængigheden.

Pramoedya havde tilbragt tid i Kina, så han havde gode følelser for indonesiske kinesere. Dette var usædvanligt i Indonesien efter uafhængigheden. Den indonesiske regering havde lavet mange love, der begrænsede de indonesiske kineseres frihed, og etniske malajer og javanesere diskriminerede ofte indonesiske kinesere. Pramoedya offentliggjorde en række breve til en imaginær kinesisk korrespondent, der diskuterede de indonesiske kineseres historie, kaldet Hoakiau di Indonesia (History of the Overseas Chinese in Indonesia). Han kritiserede regeringen for at være for Java-centreret og ufølsom over for behovene og ønskerne hos de andre regioner og folkeslag i Indonesien. Som følge heraf blev han arresteret af det indonesiske militær og fængslet i Cipinang-fængslet i ni måneder.

 

Fængselsophold under Suharto

Ved et kup i oktober 1965 tog hæren magten efter at have fremsat en falsk påstand om, at mordet på flere højtstående generaler var organiseret af Indonesiens Kommunistiske Parti. Dette var starten på Suhartos nye orden. Denne regering var voldsomt anti-kommunistisk. Pramoedya var leder af People's Cultural Organisation, en litterær gruppe med forbindelse til det indonesiske kommunistparti. Derfor kaldte den nye orden ham en kommunist og en statsfjende. Under den voldsomme antikommunistiske udrensning i 1965-66 blev Pramoedya arresteret, slået og fængslet af Suhartos regering. Han blev udnævnt til politisk fange. Hans bøger blev forbudt, og han blev fængslet uden rettergang, først i Nusa Kambangan ud for Javas sydlige kyst og derefter i straffekolonien Buru på de østlige øer i det indonesiske øhav. .

Han fik forbud mod at skrive under sit fængselsophold på øen Buru, men skabte sin mest kendte serie af værker, Buru-kvartetten. Det er en serie på fire historiske romaner, der fortæller om udviklingen af den indonesiske nationalisme. Bøgerne er delvist baseret på hans egne oplevelser i hans opvækst. De engelske titler på bøgerne er: This Earth of Mankind, Child of All Nations, Footsteps og House of Glass. Hovedpersonen i serien hedder Minke. Han er en mindre javanesisk konge. Karakteren ligner en indonesisk journalist ved navn Tirto Adhi Surjo. Han var aktiv i den nationalistiske bevægelse.

Kvartetten omfatter stærke kvindelige karakterer af indonesisk og kinesisk etnisk oprindelse. Bøgerne viser, hvor hårdt det var for disse mennesker at leve under koloniherredømmet. De oplevede racistisk diskrimination og angreb. De kæmpede for personlig og national politisk uafhængighed. Disse bøger er typiske for meget af Pramoedyas forfatterskab. De fortæller personlige historier og fokuserer på enkeltpersoner, der er fanget i bevægelserne i en nations historie.

Pramoedya havde lavet research til bøgerne, før han blev sendt til Buru-fangelejren. Da han blev arresteret, blev hans bibliotek brændt ned, og en stor del af hans samling og tidlige skrifter gik tabt. På fængselskoloniøen Buru fik han ikke engang lov til at have en blyant. Pramoedya troede, at han nogensinde ville være i stand til at skrive romanerne på papir. Han fortalte romanernes historier til sine medfanger. Andre fanger lyttede til historierne og hjalp ham derefter. De lavede ekstra arbejde, så Pramoedya ikke behøvede at arbejde så meget. Så til sidst var han i stand til at skrive romanerne ned. De endelige bøger fik deres navn, "Buru-kvartetten", fra det fængsel, hvor han skabte dem. De er blevet samlet og udgivet på engelsk. Maxwell Lane har oversat dem. De findes også på mange andre sprog. I 2005 var de blevet udgivet på 33 sprog (BIWP). Mange mennesker uden for Indonesien mente, at det var fremragende bøger. De vandt mange priser. Men den indonesiske regering forbød deres udgivelse i Indonesien. Så et af Indonesiens mest berømte litterære værker var næsten umuligt at finde frem til den del af landets befolkning, hvis historie det handlede om. Indonesere i udlandet scannede kopier og delte dem på internettet med folk i landet.

Pramoedya anerkendte i sine værker om det koloniale Indonesien betydningen af islam som et middel til folkelig modstand mod hollænderne. Hans værker handler ikke om religion og har ikke klare religiøse temaer. Han var imod folk, der brugte religion til at kontrollere, hvordan folk tænker. Nogle gange skrev han negativt om de religiøst fromme.

 
Buru tpc 1967  

Befriet fra fængslet og senere skriver

Pramoedya blev løsladt fra fængslet i 1979. Men han var stadig i husarrest i Jakarta indtil 1992. I denne periode udgav han The Girl From the Coast, en anden halvfiktiv roman baseret på hans bedstemors egne oplevelser (bind 2 og 3 af dette værk blev ødelagt sammen med hans bibliotek i 1965). Han skrev også Nyanyi Sunyi Seorang Bisu (1995), A Mute's Soliloquy, en selvbiografi baseret på de breve, som han skrev til sin datter fra fængslingen i Buru, men som ikke måtte sendes, og Arus Balik (1995).

Han skrev mange klummer og korte artikler, der kritiserede den indonesiske regering. Han skrev en bog med titlen Perawan Remaja dalam Cengkeraman Militer (Unge jomfruer i militærets kløer), en dokumentarfilm, der viser de javanesiske kvinders situation, som blev tvunget til at blive trøstekvinder under den japanske besættelse og efterfølgende blev undertrykt af deres eget indonesiske samfund. Det japanske militær tog disse kvinder med til øen Buru. De blev voldtaget og seksuelt misbrugt af japanerne. Mange blev der i stedet for at vende tilbage til Java. Andre politiske fanger på Buru sammen med Pramoedya fik mulighed for at møde nogle af disse kvinder. De fortalte kvindernes historier til Pramoedya. Han skrev dem ned i fortællende form i 1970'erne. Dette var starten på den bog, der blev udgivet i 2001.

Pramoedya blev indlagt på hospitalet den 27. april 2006 på grund af komplikationer fra diabetes og hjertesygdomme. Han var også storryger af Kretek-cigaretter (nelliker) og havde i årevis været udsat for mishandling under sin tilbageholdelse. Pramoedya blev rost for sit forfatterskab og vandt mange priser. Mange mente, at han var den bedste kandidat til en Nobelpris i litteratur fra Indonesien og Sydøstasien.

Pramoedyas skrifter om Indonesien omhandler de internationale og regionale strømninger, der er forårsaget af politiske begivenheder i historien, og hvordan disse begivenheder gennemstrømmede hans hjemland og ramte dets befolkning. Pramoedya deler også en personlig historie om modgang og fængsling på grund af hans bestræbelser på at udtrykke sig selv og de politiske aspekter af hans skrifter, og han kæmpede mod censur af hans arbejde fra sit eget folks ledere.

 
Pramoedya's grav på Karet Bivak-kirkegården, Jakarta  


Pramoedya i 1990'erne  

Priser

• 1988 PEN/Barbara Goldsmith Freedom to Write Award.
• 1989 The Fund for Free Expression Award, New York, USA.
• 1992 English P.E.N.Centre Award, Storbritannien.
• 1992 Stichting Wertheim-pris, Nederlandene.
• 1995 Ramon Magsaysay-pris for journalistik, litteratur og kreativ kommunikationskunst.
• 1999 Doctor Honoris Causa fra University of Michigan.
• 1999 Chancellor's Distinguished Honor Award fra University of California, Berkeley.
• 2000 Chevalier de l'Ordre des Arts et des Lettres Republikken Frankrig.
• 2000 11. Fukuoka Asian Culture Prize.
• 2004-pris fra Norges Forfatterforening for hans bidrag til verdenslitteraturen og hans fortsatte kamp for retten til ytringsfrihed.
• 2004 Pablo Neruda-pris, Chile
• 2005 Global Intellectuals Poll af Prospect.

 

Større værker