Buru | ø i Indonesien

Geografi og geologi

Buru-øen ligger mellem to havområder i Stillehavet - Seramhavet (indonesisk: Laut Seram) mod nord og Bandahavet (indonesisk: Laut Banda) mod syd og vest. Mod øst ligger Manipastrædet (indonesisk: Selat Manipa) og derefter Seramøen (indonesisk: Pulau Seram). Buru har et areal på 9 505 km² (3 670 km2). Buru er den tredjestørste af Maluku-øerne.

Buru har en oval form. Den er ca. 130 km fra øst til vest og 90 km fra nord til syd. Det højeste punkt på øen (2.700 m) er toppen af bjerget Kapalatmada. Øen er overvejende bjergrig, især i de centrale og vestlige dele. En stor del af øen er dækket af tropisk regnskov.

 
Kayeli-bugten nær Namlea i 1949  


Kayeli Bay  

Planter og dyr

Buru ligger mellem Australien og Asien. Dens planter og dyr er enestående.

 
Buru racket-tail er endemisk for øen  

Administrativ afdeling

Øen hører til den indonesiske provins Maluku (indonesisk: Propinsi Maluku). Den er opdelt i Buru-regentatet (indonesisk: Kabupaten Buru) og South Buru-regentatet (indonesisk: Kabupaten Buru Selatan).

 

Befolkning

Ved folketællingen i 2010 var befolkningstallet på øerne, der administreres som Buru, 161.828 personer; ved den foreløbige folketælling i 2015 steg dette tal til 186.779 personer. Ca. 68,3 % i den nordlige regentskab og 31,7 % i den sydlige;

 

Historie

Den prækoloniale periode

En af de første omtaler af Buru er i Nagarakretagama fra 1365. Det er en gammelt javanesisk begravelsestale for Hayam Wuruk, herskeren af Majapahit-riget.

I det 16.-17. århundrede gjorde herskerne på Ternate-øen og portugiserne krav på Buru. Men ingen af de to nationer kontrollerede øen. De besøgte den kun for at handle. Makassar-folket fra øen Sulawesi byggede befæstninger på Buru. Makassarerne tvang de lokale til at dyrke værdifulde krydderier som f.eks. nellike.

Kolonitiden

Makassarerne og det hollandske Ostindiske Kompagni ville begge have krydderierne i den østlige del af det malaysiske øhav. De udkæmpede en krig. I 1648 tvang hollænderne Makassar ud af Buru. Hollænderne ødelagde gårde og bygninger, fordi de ikke kunne blive på Buru og var bange for, at makassarerne ville komme tilbage. De kom tilbage med fire kanoner og bemandet med 24 soldater i 1658 ved den sydlige kyst af Kayeli-bugten. De byggede en permanent bosættelse og en fæstning. Hollænderne tvang omkring 2.000 lokale øboere til at flytte til Kayeli-bugten. Mange af dem var adelige. Hollænderne ønskede at kontrollere den lokale befolkning og få dem til at arbejde i nellikemarkerne. Disse lokale Kayeli-folk blev vigtige ledere.

Det hollandske Ostindiske Kompagni ophørte i begyndelsen af det 18. århundrede. Alt dets land i det malaysiske øhav blev ejet af den nederlandske krone. Buru blev opdelt i regencies. Lokale herskere, kaldet rajascos, kontrollerede regentskaberne for hollænderne. Alle rajas var Kayeli-stammeadelige adelsmænd.

Kayeli-dominansens fald begyndte i 1880'erne, da lederne af Leliali-, Wae Sama- og Fogi-klanerne flyttede store dele af deres etniske grupper til deres oprindelige bosættelser; de fik i begyndelsen af 1900-tallet selskab af Tagalisa. På det tidspunkt var mange andre af de oprindelige 13 Kayeli-byer enten blevet forladt eller havde mistet deres rajaer. Omkring 1910 var Kayeli-klanens ledende rolle næsten forsvundet.

Overgangsårene 1942-1950

Fra foråret 1942 til sommeren 1945 kontrollerede den japanske hær hele Hollandsk Ostindien, herunder Buru. Øen blev bombet af de allierede fly. De angreb Namlea lufthavn.

Efter at Japan tabte krigen, overgik kontrollen med øen til Nederlandene igen. I december 1946 blev Buru sammen med de andre Maluku-øer, Sulawesi og Lesser Sunda Islands indlemmet i en delvis uafhængig stat Østindonesien. Den blev oprettet af den nederlandske regering. De havde planer om at lade deres Ostindien langsomt blive en afhængig stat. I december 1949 blev Østindonesien medlem af Republikken De Forenede Stater af Indonesien.

I april 1950 dannede Buru, Ambon, Seram og nogle mindre øer i nærheden en uafhængig republik Sydmolukkerne. De lovede at opretholde tætte politiske bånd med Nederlandene. Republikken Indonesien forsøgte at absorbere RMS ved at tale. Men det mislykkedes. Så Republikken Indonesien indledte en seks måneder lang krig i juli 1950. I december 1950 kontrollerede Republikken Indonesien Buru, og det blev en del af Republikken Indonesien.

Som en del af Indonesien

Mellem 1950 og 1965 ønskede den nye regering at gøre Buru til en del af Indonesien. I 1960'erne og 1970'erne, under general Suhartos militærregime, blev Buru et hovedfængsel. De fleste fanger var kommunister og andre repræsentanter for venstrefløjen samt intellektuelle. De fleste lejre på Buru blev lukket i 1980. Mere end 12.000 mennesker havde været fanger. Mindst flere hundrede var døde eller blev dræbt.

En af fangerne var en indonesisk forfatter, Pramoedya Ananta Toer. Han sad i fængsel i 14 år (1965-1979). Her skrev han mange af sine romaner, herunder størstedelen af Buru-kvartetten. Indtil 1975 fik Toer hverken blyant eller papir. Han lærte sine romaner udenad og fortalte dem til sine cellekammerater. De hjalp ham med at huske historierne.

 
Resterne af den hollandske fæstning i Kayeli-bugten.  


Nelliketræ  


Kryddernellike - et krydderi, som spillede en vigtig rolle i Burus historie  

Transport

Buru er forbundet med andre dele af Indonesien ad søvejen. Der er to hovedhavne i Namlea og Namrole. Den militære flyveplads i Namlea (landingsbane 750 meter) anvendes til lufttransport. Det meste af den lokale transport foregår ad vej.

 

Traditionelt arbejde og traditionel kultur

Traditionelt ændrede arbejdet og kulturen i landsbyerne sig i takt med årstiderne, og folk flyttede for at følge arbejdet og maden. Mænd jagede vildsvin kaldet Buru babirusa, hjorte og pungrotte. Kvinderne samlede vilde grøntsager. I løbet af vestmonsunen (november til april) arbejdede både mænd og kvinder sammen på markerne. Jorden på øen var ikke god, så nogle gange flyttede landsbyerne til nyere, bedre jord. Nogle gange flyttede folk hele deres landsby efter ca. 20 år med et stykke jord. De fleste bosættelser var små.

Traditionelt buru-tøj ligner de fleste andre indonesiske folkeslags tøj. Mænd bærer saronger og en tunika med lang kjortel. Kvinderne bærer også saronger, men en kortere jakke. Farverne på tøjet er forskellige for de forskellige stammer på øen.

 
Lisela-mænd i en landsby, begyndelsen af det 20. århundrede.  


Traditionelt Buru-hus fra begyndelsen af 1900-tallet  

Forskning

Både indonesiske og udenlandske forskere studerer det særlige plante- og dyreliv på øen. Men de oprindelige planter på kysten og en stor del af skoven i bjergene er blevet fældet eller ødelagt af hensyn til landbruget. Kun to store områder med regnskov findes stadig i bjergene. Det er beskyttede områder kaldet Gunung Kapalat Mada (1 380 km² ) og Waeapo (50 km ).²

 

Orther læsning

• Grimes, Barbara Dix (1994). Buru indefra og ud. I: Visser, L.E., ed. Halmahera and beyond. Leiden: KITLV Press. pp. 59-78. ISBN 90-6718-072-6.