Pave Zephyrinus (ca. 198–217): Romersk biskop, montanisme og adoptionisme
Pave Zephyrinus (ca. 198–217): svag romersk biskop midt i montanisme- og adoptionisme-kontroverser — hans rolle, kritik og kirkehistoriske betydning.
Pave Zephyrinus (ca. 198/9–217 e.Kr.) var den femtende pave, den officielle titel er biskop af Rom i den katolske kirke. Han fungerede i sytten år, men blev betragtet som en svag og ineffektiv pave uden uddannelse, der var stærkt afhængig af sin diakon Callistus, som skulle blive den næste pave.
På hans tid var der en gruppe mennesker, der praktiserede montanisme og adoptionisme, og som prædikede ting, der var imod den katolske kirkes lære. Begge disse grupper lærte, at Jesus Kristus var en hellig person, men ikke Guds søn. Teologerne på den tid var meget skuffede over pave Zephrynus, fordi han ikke greb hårdt ind over for disse grupper. De anså ham for at være en svag pave.
Hans festdag fejres den 26. august.
Udvidet baggrund og historisk sammenhæng
Der kendes meget lidt sikkert om Zephyrinus’ tidlige liv og oprindelse. Han blev valgt til biskop af Rom omkring år 199 og sad som pave indtil sin død i 217. Ifølge samtidige kilder var hans pontifikat præget af interne teologiske stridigheder og af, at den næste generation af ledere — især hans diakon Callistus — fik stor indflydelse i kirkens daglige anliggender.
Montanisme og adoptionisme — hvad gik striden ud på?
Montanisme var en profetisk og karismatisk bevægelse, som opstod i Phrygien (nutidens Tyrkiet) under ledelse af Montanus og hans to profetinder, Prisca (Priscilla) og Maximilla. Montanisterne lagde vægt på ny profeti, streng moral og forestillingen om, at Helligånden talte direkte gennem nulevende profeter. Bevægelsen blev af mange i den romerske kirke set som oprørsk og skadelig for kirkens enhed; dog er det upræcist at sige, at montanister generelt benægtede Kristi guddommelige natur — deres hovedanklager handlede oftest om autoritet og profetisk påstået åbenbaring.
Adoptionisme var derimod en samling synspunkter, som hævdede, at Jesus i kraft af sit særlige kald eller ved dåben blev adopteret som Guds søn, snarere end at være Gud af evighed. I begyndelsen af 200-tallet dukkede forskellige former for monarkianske eller »modalistiske« lærdomme op (fx Noetisme og senere versioner), og nogle kritikere anklagede enkelte personer i Rom for at nærme sig sådanne positioner.
Zephyrinus mellem forsigtighed og kritik
Zephyrinus’ tilgang blev af flere samtidige og eftertidige forfattere opfattet som for tilbageholdende. Den mest fremtrædende kritiker var præsten Hippolytus, som anklagede Zephyrinus for at være for eftergivende over for såkaldte monarkianere (en strømning der understregede Guds enhed på en måde, som kunne føre til, at Fader og Søn blev sammenfaldende i formuleringerne). Hippolytus’ modstand førte senere til, at han selv blev en modpave eller »antikonge« i konflikten omkring pavemagten under begyndelsen af 200-tallet.
Samtidig var der praktiske spørgsmål, fx hvordan kirken skulle tage imod og løse sager om apostater, lægfolk og syndere, som vendte tilbage til menigheden. Her var Callistus kendt for en relativt mild linje, hvilket også skabte splittelse mellem forskellige grupper i Rom.
Kilder og eftermæle
Vores viden om Zephyrinus stammer hovedsageligt fra kirkefædre som Eusebius, samt fra kritiske skrifter fra Hippolytus og andre. Tertullian, der senere sluttede sig til montanismen, omtaler også de stridende spørgsmål fra denne periode. Der er usikkerhed om detaljer som Zephyrinus’ uddannelse, hans personlige holdninger i alle teologiske spørgsmål og om han døde som martyr eller af naturlige årsager; traditionelle optegnelser angiver dog årstallet 217 som tidspunkt for hans død.
Betydning
Zephyrinus’ pontifikat markerer en periode, hvor den unge kirke i Rom skulle finde sin vej i spørgsmål om doktrin, autoritet og disciplin. Hans lederskab anses ofte for at være præget af en pragmatisk og til tider eftergivende linje, hvilket har givet ham et blandet eftermæle i kirkens historie: kritiseret af nogle samtidige teologer, men samtidig en del af den institutionelle kontinuitet, der førte til efterfølgeren Callistus.
Pave Zephyrinus
Reference
- ↑ Richard P. McBrien, Lives of the Popes: The Pontiffs from St. Peter to John Paul II, (San Francisco:Harper San Francisco, 1997), s. 42
- ↑ Richard P. McBrien, Lives of the Popes: The Pontiffs from St. Peter to John Paul II, (San Francisco:Harper San Francisco, 1997), s. 42, 43
- ↑ Richard P. McBrien, Lives of the Popes: The Pontiffs from St. Peter to John Paul II, (San Francisco:Harper San Francisco, 1997), s. 43
| Paver i den romersk-katolske kirke | ||||||||
| ||||||||
| aBenedikt IX optræder tre gange i "Listen over paver"...b Der findes hverken Johannes XX eller Benedikt X |
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvem var pave Zephyrinus?
A: Pave Zephyrinus var den femtende pave i den katolske kirke, der fungerede fra ca. 198/9-217 e.Kr. Han er også kendt som biskop af Rom.
Spørgsmål: Hvad var nogle af Montanismens og Adoptionismens lærdomme?
A: Montanismen og adoptionismen lærte, at Jesus Kristus var en hellig person, men ikke Guds søn, hvilket var i strid med den katolske kirkes lære.
Spørgsmål: Hvordan så teologerne på pave Zephrynus?
Svar: Teologer på den tid betragtede pave Zephrynus som svag, fordi han ikke greb hårdt ind over for disse grupper, der prædikede ting, som var i strid med den katolske kirkes lære.
Spørgsmål: Hvem blev pave efter pave Zephyrinus?
Svar: Efter pave Zephyrinus blev hans diakon Callistus pave.
Spørgsmål: Hvor længe sad han som pave?
Svar: Han tjente i sytten år som pave.
Spørgsmål: Blev han anset for at være en uddannet mand?
Svar: Nej, han blev anset for at være en uuddannet mand, som i høj grad var afhængig af sin diakon Callistus for at få vejledning og råd.
Spørgsmål: Hvornår fejres hans festdag?
A: Hans festdag fejres den 26. august hvert år.
Søge