Clemens II (Pave 1046–1047): Pontifikat, reformer og mulig forgiftning
Clemens II: kort men skelsættende pontifikat, reformer mod simoni, kejserens støtte og mysteriet om hans pludselige død — mulig forgiftning afsløret.
Pave Clemens II var leder af den katolske kirke fra den 25. december 1046 til sin død i oktober 1047. Han er en af de kortest siddende paver i middelalderen, men hans pontifikat regnes for vigtigt, fordi det markerer et tidligt skridt i den reformbevægelse, der senere skulle få større gennemslag.
Baggrund
Han blev født med navnet Suidger von Morsleben i Hornburg, Niedersachsen, Tyskland. Hans forældre var grev Konrad af Morsleben og Hornburg og hans hustru Amulrad. Hans fødselsdato er ikke dokumenteret præcist, men han tilhørte en tysk adelsfamilie, hvilket hjalp hans vej i kirkens administration.
Fra Bamberg til Peterskirken
I år 1040 blev von Morsleben biskop af Bamberg. I 1046 rejste han sammen med kong Henrik III til Italien, hvor situationen i Rom var kaotisk efter en række hurtige paveudskiftninger. I december deltog han i koncilet i Sutri. Koncilet fordømte og fjernede pavernes stridende kandidater: det tog paverne Benedikt IX og Sylvester III af magten og overbeviste også pave Gregor VI om at træde tilbage som følge af mistanker om simoni og andre uregelmæssigheder.
Kong Henrik nominerede (foreslog) Suidger til at blive ny pave, og koncilet valgte ham. Suidger tog navnet Clement II. Kort efter hans valg rejste pave Clement og Henrik til Rom, hvor Clemens kronede Henrik III som Hellig Romersk Kejser. At en kejserlig kandidat blev indsat skabte kritik fra dele af reformbevægelsen, som ønskede større uafhængighed fra verdslig indblanding.
Reformer og politik
Clemens II's korte pontifikat begyndte en forbedring af den romerske kirkes måde at fungere på, især ved at arbejde imod simoni. Simoni betegner handelen med kirkelige embeder eller sakramenter – eksempelvis at betale for at blive indsættet i en kirkelig stilling eller for at modtage sakramenter. Clemens udstedte eller støttede bestemmelser, som skulle begrænse sådan praksis, og hans linje pegede frem mod de senere, mere radikale reformer.
Samtidig var hans valg kontroversielt: Reformpartiet kritiserede Clemens' valg, fordi der var kongelig indblanding, og fordi paven allerede var biskop et andet sted. Denne spænding illustrerer overgangen mellem en periode, hvor fyrster spillede stor rolle i paveudnævnelser, og den senere kamp for kirkens selvstændighed.
Rejser, handlinger og helgenkåring
Clemens og kejseren tog på en rejse gennem Syditalien for at konsolidere deres position og for at træffe kirkelige og politiske aftaler. Benevento blev sat under et interdikt (de blev forhindret i at deltage i visse kirkelige ritualer), fordi byens myndigheder nægtede at lade pave Clement komme ind. Disse hårde midler afspejler tidens tætte sammenvævning af kirkelig myndighed og politiske sanktioner.
Herefter tog de til Tyskland, hvor Clement gjorde Wiborada til helgen. Wiborada var en anerkendt martyr og asketisk skikkelse, som ifølge traditionen blev dræbt, mens hun bad for befolkningen i sin by; Clemens’ anerkendelse af hendes hellighed var et eksempel på pavens rolle i at fremme lokale helgenkulturer.
Død og eftermæle
Da Henrik III og pave Clement var på vej tilbage til Rom i oktober 1047, døde pave Clement pludselig. Efter hans død blev hans lig bragt til Bamberg, et sted han havde stærke forbindelser til, og han blev begravet i nærheden af Bamberg Domkirke. Den pludselige død vakte mistanke og spekulationer.
Forskere undersøgte Clements krop i midten af det 20. århundrede. De bekræftede, at paven var blevet forgiftet med blysukker (leadacetat). Blysukker — ofte kaldet "sukkervand" af historikere — er giftigt, men har i tidligere tider også været brugt som et konserveringsmiddel eller endda i små doser som lægemiddel, hvilket gør tolkningen vanskelig. Man ved derfor ikke sikkert, om han blev forgiftet med afsigt (mord), eller om stoffet stammede fra medicinal anvendelse eller forurening.
Betydning
Trods sit korte pontifikat regnes Clemens II for en vigtig figur i kirkens reformhistorie: han markerede begyndelsen på en mere konsekvent anti-simonisk holdning og illustrerede samtidig de modsætninger, som opstod, når verdslige magter indvirkede på pavens valg. Hans død og de efterfølgende undersøgelser understreger også, hvor usikker og politisk ladet pavetiden kunne være i 1000-tallet.
Bemærk: Mange kilder om denne periode er sparsomme eller farvede af samtidige politiske interesser. Derfor befinder flere detaljer om Clemens II’s handlinger og død sig fortsat i et historisk tolkningsfelt.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvem var pave Clemens II?
A: Pave Clemens II var leder af den katolske kirke fra 25. december 1046 til sin død i 1047. Han blev født med navnet Suidger von Morsleben i Hornburg i Niedersachsen, Tyskland.
Spørgsmål: Hvad gjorde pave Clemens kort efter sin valg?
Svar: Kort efter at han var blevet valgt, flyttede pave Clemens og Henrik III til Rom, hvor Clemens kronede Henrik III som Hellig Romersk kejser.
Spørgsmål: Hvad er simoni?
Svar: Simoni er, når folk betalte for at få sakramenter givet til dem.
Spørgsmål: Hvorfor var nogle mennesker kritiske over for valget af pave Clemens?
Svar: Reformpartiet kritiserede Clemens' valg, fordi der var kongelig indblanding, og fordi paven allerede var biskop et andet sted.
Spørgsmål: Hvor tog pave Clemens og kejser Henrik på rejse for at fejre hans valg?
Svar: De tog til Syditalien for at fejre hans valg. Benevento blev sat under et interdikt (de blev forhindret i at deltage i visse kirkelige ritualer), fordi de ikke ville lade pave Clement komme ind. Derefter tog de til Tyskland, hvor Clement gjorde Wiborada til helgen.
Spørgsmål: Hvordan undersøgte videnskabsfolk pave Clemens lig i midten af det 20. århundrede?
A: Forskere undersøgte pave Clemets lig i midten af det 20. århundrede ved at bekræfte, at paven var blevet forgiftet med blysukker, selv om man ikke ved, om han blev forgiftet eller brugte det som medicin.
Søge