Pave Pius IX (latin: Pius PP. IX, italiensk: Pio IX; 13. maj 1792 - 7. februar 1878), født Giovanni Maria Mastai-Feretti, var en italiensk præst i den romersk-katolske kirke og den 256. pave, fra 1846 til sin død. Kun Sankt Peter selv ledede kirken længere end Pius IX's 32-årige regeringstid.

I 2000 blev han saligkåret, hvilket er et skridt i processen med at udnævne en helgen i den katolske kirke.


 

Tidligt liv og præstevirke
Giovanni Maria Mastai-Ferretti blev født i Senigallia i Marche i Italien i 1792 som medlem af en gammel adelsfamilie. Han valgte en kirkelig karriere, fik teologisk uddannelse og virkede som præst og i forskellige embeder inden for den kirkelige administration. Hans profil som moderat og folkelig præst gjorde ham populær i flere kredse og førte til højere stillinger inden for kirken, indtil han i 1846 blev valgt til pave.

Pontifikat (1846–1878)

Valg og begyndelse
Mastai-Ferretti blev valgt til pave i 1846 under navnet Pius IX. Indledningsvist var han set som reformvenlig: han indførte amnesti for politiske fanger og tilkendegav støtte til visse liberale reformer, hvilket gav ham megen folkelig opbakning i de første år.

1848‑revolutionerne og reaktion
De europæiske revolutioner i 1848 rystede også Kirkestaten. Efter politisk uro og angreb på paveembedets sikkerhed forlod Pius IX en overgang Rom; begivenhederne førte til et markant skift i hans politik, fra tidlige reformtilkendegivelser til en mere konservativ og restaurerende linje.

Vigtige doktriner og dokumenter
Under Pius IX blev flere centrale doktriner og læresætninger fastlagt:

  • Den ubesmittede undfangelse af Jomfru Maria blev erklæret som dogme i 1854 (udtrykt af pavebrevet Ineffabilis Deus).
  • Syllabus of Errors (1864) var en samling af fejlslutninger, som paven fordømte; dokumentet markerede hans stærke modstand mod visse tendenser i moderne politisk og intellektuel udvikling, herunder sekularisme og rationalisme.
  • Første Vatikankoncil (1869–1870) blev indkaldt af Pius IX; koncilet fastslog bl.a. læren om pavens ufejlbarlighed, når han taler ex cathedra i tros- og moralspørgsmål.

    • Tab af verdslig magt
    Pius IX’s pontifikat er også kendt for tabet af Kirkestatens territorier. Under den italienske enhedsproces voksede presset fra den nye italienske stat, og i 1870 blev Rom indlemmet i Kongeriget Italien. Efter erobringen af Rom erklærede paven sig som en næsten "fange i Vatikanet" og nægtede at anerkende den italienske besættelse af det gamle pavestat—en situation, der prægede resten af hans liv og forholdet mellem pavestolen og den italienske stat i årtier.

    Arv, kontroverser og saligkåring

    Pius IX efterlod en kompleks arv. På den ene side var hans pontifikat præget af vigtige teologiske definitioner og en styrkelse af pavedømmets doktrinære autoritet. På den anden side kritiseres han for sin konservatisme, sin skarpe distance til politisk modernisering og for politikker, der efter nutidig vurdering fremstår restriktive—fx over for politiske frihedsbevægelser og religiøse minoriteter i visse dele af det tidligere pavestat. Historikere vurderer hans rolle forskelligt, og debatten om hans betydning fortsætter.

    Saligkåring
    Pius IX blev saligkåret i år 2000 af pave Johannes Paul II, en anerkendelse af hans hellighed og et skridt i helgenprocesen. Saligkåringen var også genstand for diskussion, fordi hans lange pontifikat og de politiske konsekvenser af hans handlinger vækker både beundring og kritik blandt historikere og troende.

    Afslutning
    Pius IX døde 7. februar 1878 efter 32 års pontifikat. Hans tid som pave hører til de mest afgørende i nyere kirkehistorie, både på grund af teologiske nybrud og dramatiske politiske omvæltninger i Italien og Europa.