Den australske guldfeber – historie, årsager og Eureka-oprøret

Oplev historien om den australske guldfeber: årsager, guldfund, livet i minerne og det berømte Eureka-oprør — sociale konsekvenser og arven fra 1850'ernes guldrus.

Guldfeberen i Australien varede i årtier og forandrede landet økonomisk, socialt og geografisk. Den opstod, fordi der blev fundet synligt guld i floder og bække, hvilket tiltrak et stort antal søgende fra både Australien og udlandet, som håbede på hurtig rigdom.

Hvordan guldfeberen begyndte

Den australske guldfeber begyndte for alvor i 1851, da der blev fundet guld nær Bathurst i New South Wales, og udviklede sig til en række store guldruscher, der sprede sig over hele kontinentet og nåede sit sidste store udbrud i 1893 ved Kalgoorlie i Western Australia. Mange af de første fund var i vandløb og flodsenge — det såkaldte alluvialguld. Det gav enkeltpersoner mulighed for at udvinde guld med meget enkelt udstyr som en spade, en skål eller en vaskepande, og nyheden om fund bredte sig hurtigt, så folk strømmede til nye fundsteder.

Fra enkeltgravning til store miner

I begyndelsen kunne den enkelte minearbejder ofte finde guldet i løbet af de første uger eller måneder. Når det alluviale guld var udtømt, måtte man grave dybere og samarbejde om at lave tunneler og pumper. Det krævede mere kapital, og dermed opstod store selskaber, investeringer i maskineri og etablering af egentlige guldminer. Over tid førte det til en teknologisk udvikling inden for minedrift og et skift fra små individuelle gravninger til industriel udvinding.

Bevægelse mellem felter og dagliglivet på felterne

Mange minearbejdere flyttede hurtigt fra felt til felt for at være først på nye fundsteder. Eksempelvis skyndte arbejdstagere sig i august 1851 først til Clunes i Victoria, men drog så videre til Buninyong og kort efter videre til Ballarat, hvor mere end 10.000 mennesker gravede inden for få uger. Senere skred mange videre til nye felter som Bendigo. Levevilkårene på felterne var ofte primitive; lejre voksede hurtigt op med handelsmænd, kroer og andre serviceydelser, men også med konflikter om ressourcer og retssystemer.

Eureka-oprøret

I 1854 voksede misnøjen blandt minearbejderne i Ballarat over det strenge licenssystem, der krævede, at arbejdere betalte for retten til at søge guld uanset om de fandt noget eller ej. Minearbejderne reagerede ved at brænde deres licenser og hejse et oprørsflag, kendt som Eureka Stockade. Protesterne kulminerede i et væbnet sammenstød med soldater og politibetjente den 3. december 1854. Slaget ved Eureka Stockade førte til tab af menneskeliv — omfanget af døde var betydeligt — og til en efterfølgende offentlig udredning. Som resultat blev licenssystemet ændret; det blev bl.a. erstattet af et billigere og mere formelt 'miner’s right', og oprøret bidrog til politiske reformer, herunder større indflydelse for arbejderne i kolonialt styre. Begivenheden står i dag som et symbol på kamp for borgerlige rettigheder i Australien (Eureka Stockade).

Samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser

• Titusinder af mennesker ankom til Australien fra Storbritannien, Irland, USA, Europa og Kina, og koloniernes befolkninger voksede hurtigt.
• Byer og havne vokse op omkring felterne — især Melbourne og Ballarat blev økonomiske centre, og handel, banker og transportinfrastruktur fik et stort opsving.
• Guldindtægterne bidrog væsentligt til koloniernes velstand og finansierede vejbygning, jernbaner og offentlige bygninger.
• Der opstod også spændinger og konflikter, fx mellem europæiske og kinesiske arbejdere, som førte til diskussioner om indvandring og sociale rettigheder.

Miljøpåvirkning og langtidseffekter

Den intensive udvinding ændrede landskabet: flodbredder blev omdirigeret, skov blev fældet til brændsel og bygning, og jorder blev påvirket af silt og kemikalier ved senere mekanisk udvinding. Mange områder bar i årtier præg af mineaktiviteten, og nogle steder blev store jordstrækninger omdannet til industrielle minedriftzoner.

Fra 1850'erne til 1890'erne og videre

Selvom det første store rushe primært hørte 1850'erne til, fortsatte guldfund og minedrift i Australien langt ind i 1800-tallet. Nye fund førte til senere rushe — det mest kendte af de sene store felter var Kalgoorlie, opdaget i 1893, som indeholdt nogle af de rigeste underjordiske forekomster (bl.a. den berømte "Golden Mile"). Over tid blev minedriften mere industriel og kapitalintensiv, og guld fortsatte at være en vigtig eksportvare for Australien.

Guldfeberen formede Australien politisk, økonomisk og kulturelt: den accelererede befolkningsvækst, bidrog til udviklingen af infrastruktur og førte til sociale og politiske reformer, som stadig huskes i landets historie.

Guldfeber i Victoria

• Clunes, den 28. juni 1851
• Warrandyte, ved Anderson's Creek, juli 1851
• Castlemaine, den 20. juli 1851
• Buninyong, 2. august 1851
• Ballarat, den 8. august 1851
• Bendigo, oktober 1851
• Beechworth, februar 1852
• Yackandandah, maj 1852
• Eaglehawk, maj 1852
• Omeo, 1852
• Heathcote 1852
• Walhalla, februar 1853
• Maldon, juni 1853
• Buckland River, juli 1853
• Waranga, 3. august 1853
• Creswick, 1853
• Ararat, oktober 1854
• Daylesford
• Blackwood, februar 1855
• St Arnaud, 1855
• Dunnolly
• Tarnagulla
• Moliagul
• Wedderburn, 1852
• Rheola
• Inglewood
• Kingower
• Stawell, 1857
• Chiltern 1858
• Barkly 1859
• Wood's Point, 1862
• Gaffney's Creek
• Jamieson
• Matlock

Stedet for det første guldfund, Poverty Point, Ballarat

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad var den australske guldfeber?

Spørgsmål: Hvornår startede og sluttede den australske guldfeber?

Spørgsmål: Hvordan fandt minearbejderne alluvialguld?

Spørgsmål: Hvad skete der, når der blev gjort nye opdagelser?

Spørgsmål: Hvad er kendt som Eureka Stockade?

Spørgsmål: Hvornår sluttede de fleste af rushes?

Søg efter bogstav