Historiens hjælpevidenskab er fagområder, der er baseret på historiske kilder og genstande.

Mange af disse fagområder startede mellem det 16. og 19. århundrede. I første omgang blev de startet af studerende, der studerede gamle artefakter. På det tidspunkt blev "historie" kun betragtet som en litterær færdighed.

I slutningen af det 18. århundrede blev studiet af historie mere empirisk. Denne ændring blev ledet af den historiske skole i Göttingen. I midten af det 19. århundrede fokuserede Leopold von Ranke så også på det. Disse ændringer førte til, at den uddannede historiker blev en kompetence.

Historiens hjælpevidenskaber omfatter, men er ikke begrænset til, følgende:

Typiske hjælpevidenskaber og hvad de undersøger

  • Palæografi (palæografi) — studiet af håndskrifter: hvordan bogstaver og skrifttyper udvikler sig over tid, så man kan læse, datere og stedfæste håndskrevne kilder.
  • Diplomatik — analyserer officielle dokumenter (breve, edikter, privilegier) for at vurdere ægthed, struktur og administrative kontekst.
  • Epigrafik — læsning og tolkning af indskrifter i sten, metal eller keramik; vigtigt for antikke kilder og offentlige meddelelser.
  • Numismatik — mønters og pengesystemers studium; mønter hjælper med datering, handelshistorie og billedbrug.
  • Sfragistik / sigillografi — studiet af segl og sigiller, som kan bekræfte identitet og autorisation i historiske dokumenter.
  • Heraldik — våbenskjold og slægtsmærkers historie; bruges til slægtsforskning, identifikation og social status-analyse.
  • Kronologi — metoder til at fastlægge og sammenligne tidspunkter og tidsskalaer (kalendere, æraer, årstal).
  • Prosopografi — systematisk undersøgelse af grupper af mennesker (f.eks. embedsmænd, militære ledere) for at afdække mønstre i baggrund, netværk og karrierer.
  • Arkivvidenskab — organisering, bevaring og katalogisering af arkivalier; vigtigt for adgang til og fortolkning af kilder.
  • Kodikologi — undersøgelse af bogens fysiske opbygning (kodex, pergament, bindinger), særligt relevant for middelalderlige manuskripter.
  • Kartografi og historisk geografisk information — analyse af kort og landskabshistorie; moderne GIS-teknikker anvendes ofte til at rekonstruere historiske rum.
  • Arkæologi — udgravninger og analyse af materielle rester (bygninger, redskaber, affaldslag) for at forstå dagligliv, økonomi og teknologi.
  • Bioarkeologi og paleobotanik — studier af menneskelige rester, planter og dyr for at få viden om sundhed, kost, miljø og økonomi.
  • Dendrokronologi og radiokulstofdatering (C14) — naturvidenskabelige metoder til præcis datering af træ og organisk materiale.
  • Genetiske og kemiske analyser — DNA-analyser, isotopstudier og materialekemi til oprindelsesbestemmelse, migration og handelsnetværk.
  • Mundtlig historie — indsamling af vidnesbyrd fra stadig levende kilder; bruges især til moderne og samtidshistorie.

Kilder og metodiske principper

Historikere kombinerer disse hjælpevidenskaber for at vurdere kilders pålidelighed og betydning. Centrale metodiske principper omfatter:

  • Kildekritik — vurdering af ægthed (ekstern kritik) og troværdighed/indhold (intern kritik).
  • Proveniens og kontekst — forståelse af, hvor en kilde kommer fra, hvem der har skabt den, og i hvilken sammenhæng den blev brugt.
  • Datering — fastlæggelse af hvornår en kilde er skabt med hjælp fra paleografi, kronologi, dendrokronologi eller C14.
  • Triangulering — krydstjek af oplysninger i flere uafhængige kilder (skriftlige, materielle, orale).
  • Interdisciplinært samarbejde — samarbejde mellem historie, arkæologi, naturvidenskab, lingvistik og andre felter giver et mere nuanceret billede.

Moderne værktøjer og etiske overvejelser

Digitalisering, databaser, tekstgenkendelse (OCR), GIS og 3D-scanning har forandret hjælpemetoderne: de gør kilder mere tilgængelige og muliggør kvantitative analyser. Samtidig stiller arbejdet krav til etik og ansvarlig brug:

  • Respekt for oprindelige ejeres rettigheder ved undersøgelser af kulturarv.
  • Omhyggelig håndtering af følsomme personoplysninger i nyere kilder og mundtlige beretninger.
  • Kritisk opmærksomhed på tolkningernes usikkerheder—teknologiske metoder kan være præcise, men kræver fortolkning.

Samlet set er historiens hjælpevidenskaber essentielle redskaber, som gør det muligt at efterprøve, datere og fortolke kilder på en systematisk måde. De understøtter historikeren i at rekonstruere fortiden så sikkert og nuanceret som muligt ved at kombinere kvalitative og kvantitative metoder.