Den norske sabotage med tungt vand var en række af allierede missioner under Anden Verdenskrig med det konkrete mål at stoppe tyskernes produktion af tungt vand på Vemork-kraftværket ved Rjukan. Kraftværket var et 60 megawatt anlæg ejet af Norsk Hydro, og det producerede en form for vand kaldet tungt vand, som har en højere andel af brintisotopen deuterium. På grund af dets særlige egenskaber var tungt vand interessant for Tyskland i forskning og udvikling, som kunne bidrage til at forstå og muligvis hjælpe med at fremstille atombomber. For at forhindre dette iværksatte britiske og norske myndigheder i 1942–43 flere sabotageaktioner mod Vemork.

Baggrund

Efter den tyske besættelse af Norge i 1940 overtog tyskerne kontrollen over industrien, herunder Norsk Hydros elektrolyseanlæg på Vemork. Produktionen af tungt vand foregik gennem elektrolyse, og anlægget var et af de få steder i Europa, hvor man kunne fremstille mængder, der var relevante for atomforskning. De allierede frygtede, at tysk tilgang til tungt vand kunne fremskynde et tysk atomprojekt, og derfor blev målet at forhindre levering og videre udvikling.

Operationerne

Angrebene begyndte i 1942 og kombinerede indsats fra norske kommandosoldater og allierede bombefly. De vigtigste operationer fik kodenavnene Grouse, Freshman og Gunnerside:

  • Operaton Grouse (efterår 1942): En lille gruppe norske sabotører blev sendt i forvejen for at rekognoscere området og sikre et hemmeligt mødested på fjeldet ovenfor Vemork. De levede under barske forhold, skjult i vinterlandskabet, mens der blev planlagt en større aktion.
  • Operation Freshman (november 1942): Et britisk forsøg på et større direkte angreb fra luften ved brug af glidere mislykkedes, da gliderne styrtede ned under natlige operationer. Missionen endte katastrofalt med dødsfald og fanger, og kom til at understrege behovet for en mindre, mere målrettet indsats.
  • Operation Gunnerside (februar 1943): En velplanlagt norsk-britisk sabotageaktion, der blev gennemført af en specialtrænet gruppe ledet af Joachim Rønneberg sammen med andre norske agenter. De nåede anlægget om natten, fandt og sprængte de elektrolyseceller, hvor tungt vand blev fremstillet, hvilket gjorde anlægget ude af stand til at fortsætte produktionen i en længere periode.

Efterspil og betydning

Aktionerne, især Gunnerside, regnes som en af de mest succesfulde sabotageoperationer under krigen. Efter sprængningen blev anlægget midlertidigt sat ud af drift. Tyskerne forsøgte senere at reparere og flytte komponenter, men transporterne blev også mål for sabotage. I februar 1944 satte norske modstandsfolk et indgreb ind mod transport af tungt vand og udstyr ved at sænke færgen SF Hydro under en konvoj over Tinnsjøen — denne handling forhindrede, at store mængder tungt vand nåede Tyskland, men førte tragisk nok til civile tab.

Historikere mener, at sabotagen ved Vemork forsinkede eller begrænsede tysk adgang til tungt vand og dermed bidrog til, at de tyske muligheder for at udvikle en atombombe blev stærkt hæmmet. De norske sabotører, sammen med britiske planlæggere og specialstyrker, viste gennem aktionerne både mod og præcision i samarbejde under svære forhold.

Efter krigen stoppede produktionen af tungt vand på Vemork, og anlægget er i dag et industrimuseum, hvor historien om sabotageaktionerne kan opleves. Begivenhederne ved Vemork er blevet symboler på norsk modstand under besættelsen og studeres fortsat som eksempler på specialoperationer og sabotagestrategi i moderne krigsførelse.