National War Labor Board (NWLB) var et agentur under den amerikanske regering, oprettet i begyndelsen af 1918 af præsident Woodrow Wilson. Nævnet bestod af 12 medlemmer udpeget fra erhvervslivet og arbejdsmarkedet og havde til formål at mægle i arbejdsstridigheder, så arbejdsstrejker ikke forstyrrede krigsindsatsen og industriproduktionen under Første Verdenskrig. Medformændene var den tidligere præsident William Howard Taft og advokat Frank Walsh. Nævnet arbejdede med mæglingsprocedurer, afgav anbefalinger om løn, arbejdstid, arbejdsforhold og anerkendelse af faglige organisationer, men havde ingen direkte udøvende magt til at tvinge parterne til at følge afgørelserne. Styrelsen ophørte efter krigen i maj 1919.
Funktion og arbejdsmetoder
NWLB fungerede som et neutralt mæglerorgan, der søgte at løse konflikter gennem forhandling og afgørelser fremfor konfrontation. Nævnet fastholdt ofte princippet om at støtte kollektivt forhandlingsret, fastsætte rimelige arbejdstider (fx fremme af 8-timers arbejdsdag), og sikre bedre arbejdsvilkår for at reducere strejkerisikoen. På trods af manglende formel håndhævelsesmagt brugte nævnet offentlig og politisk indflydelse, samarbejde med fagforeninger og arbejdsgivere samt regeringens pres for at få parterne til at efterleve mæglingsresultaterne.
Gendannelse under Anden Verdenskrig
National War Labor Board blev genetableret den 12. januar 1942 af præsident Franklin D. Roosevelt for at sikre stabilitet i arbejdsmarkedet under Anden Verdenskrig. Formanden for denne periode var William Hammatt Davis. Det genoprettede nævn fik til opgave at håndtere de mange konflikter, som opstod i en tid med massiv krigsproduktion, arbejdskraftmangel og prispres. Nævnet fastlagde retningslinjer for løn- og arbejdsvilkår, stadfæstede procedurer for tvistløsning og arbejdede tæt sammen med arbejdsorganisationer, der havde afgivet en generel no-strike-pagt for krigstidens produktionssikkerhed.
Virkningsmåder og begrænsninger
Under begge verdenskrige var NWLB et centralt instrument til at forhindre produktionsstop ved at mægle i konflikter, anbefale kompromisser og skabe standarder for arbejdstid, sikkerhed og ligeløn. Samtidig var nævnet begrænset ved, at dets beslutninger i sidste ende hvilede på parternes vilje til at samarbejde og på regeringens politiske opbakning frem for tvangsmyndighed. Nogle fagforeninger og arbejdsgivere oplevede afgørelser som rimelige og stabiliserende, mens andre mente, at nævnet af og til favoriserede arbejdsgivernes krav om effektivitet og produktivitet.
Arv og betydning
NWLB efterlod en varig indflydelse på amerikansk arbejdsret og relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Nævnet illustrerede føderal involvering i arbejdsmarkedet i krisetider og var med til at styrke systemer for kollektiv forhandling, mæglingsmekanismer og procedurer for løsning af arbejdsstridigheder. Erfaringerne fra nævnet påvirkede både efterkrigstidens arbejdsretlige praksis og politikken omkring arbejdskraftens rolle i nationale nødsituationer.
Selvom kommissionens konkrete organisation og mandat var midlertidigt og knyttet til krigstidens særlige behov, viser historien om National War Labor Board, hvordan statslig mægling kan bruges til at beskytte både produktion og arbejdsforhold i perioder med ekstraordinært pres.