Det Nordtyske Forbund (tysk: Norddeutscher Bund) opstod først som en militær alliance af 22 nordtyske delstater og udviklede sig senere til en egentlig forbundsstat. Forud for dette lå Zollverein, en toldunion fra 1830'erne, som havde skabt økonomisk sammenhængskraft og muliggjort næsten frihandel mellem mange tyske stater. Forbundet blev formelt etableret efter sejren i 1866; den 1. juli 1867 trådte en forfatning i kraft, som gjorde det til en retslig og politisk forbundsstat med fælles institutioner og fælles politik på en række områder.

Baggrund og oprettelse

Den langvarige østrigsk-preussiske rivalisering, som havde rødder tilbage i 1700-tallet, kulminerede i den østrig-preussiske krig i juli–august 1866. De umiddelbare årsager var både spørgsmålet om Slesvig-Holsten (hvor Preussen søgte at styrke sin stilling) og et ønske om at reformere det eksisterende tyske forbund. Efter Preussens sejr og afslutningen af krigen (blandt andet ved fredsaftaler som Praž-traktaten) fik Preussen mulighed for at omforme det politiske kort i Nordtyskland (nord for floden Main) og etablere en ny magtbalance i Tyskland.

Preussens førende politiker i denne proces var ministerpræsident Otto von Bismarck, der tjente under kong Vilhelm I. Bismarck førte en realistisk udenrigs- og indenrigspolitik (Realpolitik), hvor militær magt, diplomati og forbundsopbygning blev brugt til at fremme preussiske interesser og rykke Tysklands enhed i en kleindeutsch-retning (uden Østrig).

Augusttraktaten og forfatningen

Den 18. august 1866 underskrev Preussen og størstedelen af de nordtyske stater en aftale – ofte omtalt som augusttraktaten – hvori de etablerede en militær alliance og tilkendegav deres hensigt om at oprette en forbundsstat. En forbundsstat adskiller sig fra en løs alliance ved, at der oprettes fælles forbundsorganer med lovgivende og udøvende kompetence, samtidig med at de enkelte delstater bevarer en betydelig grad af selvstyre. Planer om en sådan samlet tysk forfatning havde været drøftet siden 1848, men først nu blev de konkrete institutioner realiseret.

Institutioner og styreform

Forfatningen af 1. juli 1867 indførte en række centrale organer og principper:

  • Bundespräsidium: Den højeste repræsentant for forbundet var kongen af Preussen, som havde præsidentembedet (Bundespräsidium) – et udtryk for Preussens dominerende rolle.
  • Bundesrat: Et forbundsråd bestående af repræsentanter fra de enkelte delstater, hvor stemmefordelingen gav Preussen en dominerende indflydelse. Bundesrat havde betydelig indflydelse på lovgivningen og kunne blokere eller forme beslutninger.
  • Reichstag: Et folkevalgt parlament, valgt ved universel, direkte og hemmelig stemmeret for mænd (en progressiv ordning for sin tid). Reichstag havde ret til at vedtage love og kontrollere budgettet, men det parlamentariske indflydelse blev afbalanceret af Bundesrat og den udøvende magt.
  • Forbundskansler: Regeringens leder (Bundeskanzler), der var ansvarlig over for Bundespräsidium og Bundesrat; Otto von Bismarck blev forbundskansler og reelt leder af forbundsregeringen.

Forbundet overtog kompetencer inden for udenrigspolitik, told- og valutapolitik, post- og telegrafvæsen, jernbanepolitik, krigsvæsen og militær organisation. De nordtyske staters væbnede styrker blev i vid udstrækning samlet i et fælles forbundshær under preussisk kommando, hvilket styrkede militær effektivitet og central kontrol.

Betydning og videre udvikling

Nordtyske Forbund var et væsentligt skridt mod tysk enhed. Det var resultatet af Preussens sejr i 1866 og Bismarcks strategi om en kleindeutsch-løsning, hvor Østrig udelukkes fra en kommende samlet tysk stat. Forbundet fungerede som en kerne af samordnet administration, økonomi og forsvar i Nordtyskland, og samtidig introducerede det moderne institutioner som et folkevalgt parlament og en fælles forfatning.

Under og efter den fransk-preussiske krig 1870–1871 blev forfatningen og strukturen i Nordtyske Forbund overført til det nye Tyske Kejserrige. Den 18. januar 1871 blev det tyske kejserrige proklameret i Versailles; kejserembedet (Kaiser) overtog Bundespräsidiumets plads, og many af forfatningens bestemmelser blev videreført. Bismarck blev rigskansler i det nye rige, og de sydtyske stater indgik i varierende grad i riget med særlige traktater.

Begrænsninger og arv

Selvom Nordtyske Forbund indførte liberale elementer som almindelig mandlig stemmeret, var magtbalancen stadig stærkt præget af Preussens dominans og monarkiets rolle. Bundesrat sikrede, at delstaternes regeringer og især Preussen kunne fastholde stor indflydelse. Alligevel var forbundet et vigtigt skridt i moderniseringen af tysk politisk organisation, økonomisk integration og opbygningen af et fælles nationalt maskineri, der banede vejen for det enhedsrige Tyskland efter 1871.