Den lille ugle (Athene noctua) er en fugl, der lever i de tempererede og varmere dele af Europa, Asien (øst til Korea) og Nordafrika. Den blev indført i Storbritannien i slutningen af det nittende århundrede og på New Zealands sydø i begyndelsen af det tyvende århundrede.
Denne ugle tilhører familien Strigidae, som omfatter de fleste uglearter. Den anden hovedgruppe af ugler er kirkeuglerne, Tytonidae.
Beskrivelse
Den lille ugle er en kompakt, forholdsvis lille art med en krop længde på omkring 20–23 cm og et vingefang på cirka 50–56 cm. Den har en kraftig, afrundet hovedform uden synlige "ører" (fjerlignende øre-tufts). Oversiden er brun med lyse pletter og tværstriber, mens undersiden er lysere med mørke striber. Øjnene er gule og næbet kraftigt. Hunner og hanner ligner hinanden, om end hanner ofte er lidt større.
Levested og udbredelse
Den lille ugle findes i en række forskellige levesteder, typisk åbne eller halvåbne landskaber med mulighed for hvilepladser og jagtudkig. Typiske områder er:
- landbrugsjord, frugtplantager og enge
- skovbryn, allé- og hækstrukturer
- stepper, krat og semiaride områder
- klippefremspring, stenmure og menneskeskabte bygninger
Arten er primært nataktiv, men ses ofte også i skumring og i dagslys, især når den sidder på udkigsposter. Den er camoufleret og er især svær at få øje på, når den sidder mod træ eller sten dækket af lav.
Føde og jagt
Den lille ugle er en opportunistisk predator og lever af et bredt udvalg af byttedyr, herunder:
- store insekter og larver
- regnorme og andre hvirvelløse dyr
- små pattedyr som mus og spidsmus
- små fugle, padder og små krybdyr
Den jager fra faste udkigsposter, på jordoverfladen eller ved kortvarige dykninger fra en siddepind. Den kan også løbe efter bytte mellem lav vegetation.
Adfærd, stemme og territorium
Hanner etablerer og forsvarer territorier, som de markerer med karakteristiske, høje og ofte staccato-lignende kald, især om aftenen og natten. Sang og kald bruges i parringsperioden og til at holde konkurrenter væk. Arten er ret territorial året rundt og kan opretholde faste jagtrevirer.
Reproduktion og livscyklus
Den lille ugle er en hulnæster og benytter naturlige huller i træer, klippehuler, gamle krage- eller hulderevner, men også menneskeskabte hulrum i bygninger og redekasser. Typisk forløb:
- Parring og redeforberedelse: forår.
- Æg og kuld: normalt 3–5 æg pr. kuld; omkring fire er almindeligt.
- Udrugning: hunnen står for størstedelen af udrugningen, som varer omkring 25–30 dage, mens hannen bringer føde til hende.
- Efter klækning: hannen fortsætter med at bringe mad, og efter nogen tid hjælper hunnen også med jagten. Unge fjerdragt udvikles hurtigt; de forlader reden (fledging) efter cirka 4–6 uger, men kan fortsat blive fodret af forældrene i nogle uger efter.
Levetiden i naturen er typisk nogle få år, men individer kan i sjældne tilfælde blive over 10 år.
Trusler og bevaring
Selvom arten overordnet set har en stor udbredelse og globalt vurderes som mindre bekymrende, udsættes lokale bestande for trusler som:
- tab af egnede levesteder gennem intensivt landbrug
- brug af pesticider, som reducerer fødegrundlaget
- forstyrrelser og tab af traditionelle redepladser
- tilfældig dødelighed fra trafik
På grund af disse problemer er bevaringsforanstaltninger som opretholdelse af levende hegn, gamle træer, stenmure, og opsætning af redekasser ofte nyttige. Arten er beskyttet i mange lande, og lokale bestandsudviklinger overvåges.
Hannerne har territorier, som de forsvarer mod ubudne gæster. Denne ugle er en hulnæster, og der lægges et kuld på ca. fire æg om foråret. Hunnen står for udrugningen, og hannen bringer mad til reden, først til hunnen og senere til de nyudklækkede unger. Efterhånden som ungerne vokser op, jager begge forældre og bringer dem mad, og ungerne forlader reden som ca. fem til syv uger gamle.
Der er tretten anerkendte underarter af lille ugle fordelt over hele Europa og Asien, med variationer i størrelse og farvemønster afhængig af klima og levested.