Legionella-slægten er en patogen gruppe af gramnegative bakterier. Den omfatter de arter, der forårsager en lungebetændelseslignende sygdom kaldet Legionærsyge, og en mild influenzalignende sygdom kaldet Pontiac-feber.

Det kan ses med en sølvplet. Legionella er almindelig i mange miljøer, herunder jord og vandsystemer, og der er identificeret mindst 50 arter og 70 stammer.

Cellevæggens sidekæder bærer de baser, der er ansvarlige for disse organismers somatiske antigenspecificitet. Den kemiske sammensætning af disse sidekæder, både med hensyn til bestanddele og til de forskellige sukkerstoffers placering, bestemmer arten af de somatiske eller O-antigen-determinanter, som er et vigtigt middel til serologisk klassificering af mange gramnegative bakterier.

Legionella fik sit navn efter et udbrud i 1976 af en dengang ukendt "mystisk sygdom", der gjorde folk syge. 221 personer blev smittet, og 34 døde. Udbruddet blev først bemærket blandt folk, der deltog i en kongres i American Legion - en sammenslutning af amerikanske militærveteraner.

Den 18. januar 1977 blev årsagen identificeret som en hidtil ukendt bakterie, der senere fik navnet Legionella.

Forekomst og reservoir

Legionella lever naturligt i ferskvand (søer, floder) og i fugtig jord, men finder også gode vækstbetingelser i menneskeskabte vandsystemer som varme- og koldtvandsanlæg, varmtvandstanke, varmtvandsinstallationer, køletårne, sprinkleranlæg, brusere og jacuzzier. Bakterierne overlever og vokser ofte i biofilm eller intracellulært i amøber, hvilket gør dem vanskelige at fjerne helt.

Sygdomme og symptomer

Der skelnes hovedsageligt mellem to kliniske former:

  • Legionærsyge: En svær lungebetændelseslignende sygdom med feber, hoste, åndedrætsbesvær, muskelsmerter og i nogle tilfælde diarré eller forvirring. Inkubationstiden er typisk 2–10 dage. Sygdommen kan være livstruende, især hos ældre, rygere, personer med kroniske lungesygdomme eller immunsuppression. Dødeligheden varierer, men kan være omkring 10–15 % ved samfundserhvervet sygdom og højere ved hospitalsrelaterede tilfælde.
  • Pontiac-feber: En mild, influenzalignende sygdom med pludselig feber, hovedpine og muskelsmerter, normalt uden lungebetændelse. Symptomer opstår ofte hurtigt (inden for 24–48 timer) og forsvinder spontant uden behandling.

Smitteveje

Smittespredning sker typisk ved indånding af aerosoliseret vand eller ophvirvlede dråber, fx fra brusere, køletårne, fontæner eller boblebade. Der er normalt ikke person-til-person smitte. Små dråber eller partikler, der kan nå ned i de små luftveje, udgør den største risiko.

Diagnose

Diagnostik bygger ofte på en kombination af klinisk billede og laboratorieundersøgelser:

  • Urint antigen-test: Hurtig og hyppigt anvendt test, der primært opdager Legionella pneumophila serogruppe 1.
  • Podning og dyrkning på selektivt medium (fx BCYE agar): Giver sikker påvisning og mulighed for typning, men kræver længere tid.
  • PCR: Hurtig og følsom metode til påvisning i kliniske prøver eller miljøprøver.
  • Serologi: Kan anvendes til at påvise stigning i antistoffer, men er mindre nyttig til akut diagnostik.

Behandling

Antibiotikabehandling bør sættes i gang ved mistanke om Legionærsyge. Effektive præparater inkluderer makrolider (fx azithromycin) og respiratoriske fluorokinoloner (fx levofloxacin). Behandlingsvalg afhænger af patientens tilstand og lokale retningslinjer. Pontiac-feber kræver normalt ingen specifik antibiotikabehandling, da den ofte forløber spontant.

Forebyggelse og kontrol

Forebyggelse i bygninger og anlæg bygger på vandhygiejne og risikoledelse:

  • Udarbejdelse af vandhåndteringsplaner og risikovurdering for anlæg, der kan danne aerosoler.
  • Temperaturstyring: Hold varmt vand varmt nok (>50–60 °C ved kilde) og koldt vand koldt nok (<20 °C) for at hæmme vækst. (Lokale regler kan variere.)
  • Regelmæssig rengøring, afkalkning og desinfektion af systemer, herunder rensning af brusere og armaturer.
  • Kontrol og vedligehold af køletårne, fontæner og boblebade, herunder kemisk behandling og hyppig overvågning.
  • Undgå stillestående vand og sørg for regelmæssig cirkulation og skylning i ledningsnet, særligt efter perioder med lav brug.
  • Overvågning og prøvetagning: Regelmæssige miljøprøver kan afsløre tilstedeværelse af Legionella og hjælpe med at målrette foranstaltninger.

Mikrobiologi og klassifikation

Hos gramnegative bakterier som Legionella bidrager O-antigen (som nævnt i Cellevæggens sidekæder) til serologisk sondring mellem stammer. Af de mange arter er Legionella pneumophila den hyppigst implicerede ved menneskelig sygdom, især serogruppe 1, men andre arter kan også give sygdom.

Praktiske bemærkninger

Personer med høj risiko bør informeres om symptomer og kontaktes læge tidligt ved feber og luftvejssymptomer, især efter ophold i bygninger med komplekse vandsystemer eller efter rapporter om udbrud. Ved institutions- eller hospitalsmiljøer er særligt strikse forebyggelsesrutiner vigtige, da patienter ofte er sårbare.

Historie

Udbruddet i 1976, hvor 221 personer blev syge og 34 døde, afslørede en hidtil ukendt bakterie; den 18. januar 1977 blev årsagen identificeret som det, vi i dag kalder Legionella. Denne opdagelse førte til øget fokus på vandsystemers rolle i smitte og udviklingen af diagnostiske og kontrolmetoder.