Koordinater: 49°43′6″N 2°12′48″W / 49.71833°N 2.21333°W / 49.71833; -2.21333
Lager Helgoland var en nazistisk koncentrationslejr på Alderney på Kanaløerne, opkaldt efter den frisiske ø Helgoland (tysk: Helgoland), en tidligere britisk besiddelse, der blev overdraget til Tyskland i 1890.
Tyskerne byggede fire koncentrationslejre på Alderney, der blev drevet som underlejre til koncentrationslejren Neuengamme (i Hamborg, Tyskland). Hver underlejr blev opkaldt efter en af de frisiske øer:
- Lager Norderney i Saye,
- Lager Borkum på Platte Saline,
- Lager Sylt i nærheden af det gamle telegrafetårn i La Foulère og
- Lager Helgoland, i det nordvestlige hjørne af øen.
Omkring 700 mennesker døde i koncentrationslejrene på Alderney (ud af en samlet fangnebefolkning på ca. 6.000). Det var de eneste nazistiske koncentrationslejre på britisk jord.
Organisation og formål
Administrationen af lejrene på Alderney blev organiseret af Schutzstaffel -SS-Baubrigade I - som først var under tilsyn af koncentrationslejren Sachsenhausen nær Berlin og fra midten af februar 1943 under Neuengamme-lejren i det nordlige Tyskland. Lejrkomplekset fungerede primært som arbejdslejre for Organisation Todt og dens tvangsarbejdsprogram. Fangerne blev brugt til at bygge bunkere, kanonstillinger, luftværn og andre betonbefæstninger som en del af de tyske Atlantvold-forsvarsarbejder på Kanaløerne.
Fanger, arbejdsforhold og dødelighed
Lager Helgoland lå i det nordvestlige hjørne af Alderney. Borkum- og Helgoland-lejrene blev officielt betegnet som "frivillige" (Hilfswillige) arbejdslejre, men betegnelsen dækker over tvang og særdeles dårlige vilkår: mange af de såkaldte "frivillige" var tvunget til at tage arbejde under trusler, dårlig ernæring og ringe behandling. Arbejderne i disse lejre blev generelt behandlet hårdt, men marginalt bedre end de indsatte i Sylt og Norderney.
Fangerne i Lager Sylt og Lager Norderney var reelt slavearbejdere, der blev presset til at bygge øens militære anlæg under ekstremt barske forhold. Sylt-lejren indeholdt blandt andet jødiske fanger og er karakteriseret som en dødslejr på grund af de høje dødstal og umenneskelige forhold. I Norderney-lejren var fangepopulationen sammensat af europæiske tvangsarbejdere (ofte fra østlige områder og også spanske republikanere) samt russiske arbejdere. Lager Borkum blev anvendt til tyske teknikere og tilsynsfolk samt "frivillige" fra forskellige europæiske lande. Lager Helgoland bestod i høj grad af russiske Organisation Todt-arbejdere.
Forholdene i lejrene var præget af underernæring, sygdom, manglende lægehjælp, hårdt fysisk arbejde og tætte kvarterer. Dødsårsager omfattede udmattelse, sult, sygdom og henrettelser. De præcise tal varierer i kilderne, men de omkring 700 døde på Alderney afspejler den høje dødelighed i et meget lille, isoleret lejrkompleks.
Lejrenes lukning og eftertid
Lejrene på Alderney blev gradvist afviklet i takt med krigens udvikling; tyskerne evakuerede øen i 1944 som led i tilbagetrækningen fra de besatte områder. Efter krigen blev mange af de tyske installationer delvist fjernet eller overbygget, men adskillige bunkere og betonbygninger findes stadig på øen som fysiske spor fra besættelsestiden.
Dengang og senere har der været debat om dokumentation, anerkendelse og mindesmærker. Alderney-lejrene har i mange år ligget relativt skjult i historieskrivningen, dels på grund af øens afsondrethed og dels fordi sagerne blev mindre kendte end de store fastlandlejre. I de senere år er der dog kommet større fokus på at dokumentere ofrenes historier og at etablere mindesmærker og informationsmateriale til besøgende.
Betydning
Lager Helgoland og de øvrige lejre på Alderney udgør et vigtigt, om end ofte overset, kapitel i andenhånds-verdenskrigshistorien: det er et eksempel på, hvordan det nazistiske tvangsarbejde og dets dødelighed også fandt sted på terræn, der i juridisk forstand hørte til Storbritannien. Lejrene viser, hvordan Organisation Todt og SS samarbejdede om at udnytte fanger til militære anlægsprojekter, og de understreger det menneskelige omkostningsniveau ved tvangsarbejdspolitikkerne.
For yderligere oplysninger om Alderney-koncentrationslejre, se relevante historiske undersøgelser og arkivmateriale. Der findes også personlige vidnesbyrd og lokale arkivsamlinger, som dokumenterer både lejrernes drift og ofrenes skæbner.