Kyoto-protokollen: Klimaaftale, definition og betydning
Kyoto-protokollen forklaret: Hvad den betyder, hvordan den begrænser drivhusgasser, landenes forpligtelser og dens globale betydning for klimaindsatsen.
Kyoto-protokollen er en international klimaaftale udarbejdet af FN som en del af FN's rammekonvention om klimaændringer, og som har til formål at begrænse udledningen af drivhusgasser for at reducere effekterne af klimaændringer og global opvarmning. Aftalen forpligter primært industrilandene til at reducere deres udledninger af kuldioxid og andre drivhusgasser, som ophobes i atmosfæren og bidrager til temperaturstigninger.
Indhold og mål
Kyoto-protokollen fastsætter bindende emissionsmål for de såkaldte Annex I-lande (de industrieliserede lande). Målsætningerne varierede fra land til land, men det overordnede princip var at reducere udledningerne i forhold til et baseline-år (ofte 1990). Protokollen dækker flere hovedtyper af drivhusgasser, herunder:
- Kuldioxid (CO2)
- Methan (CH4)
- Fluorerede gasser (hydrofluorcarboner, perfluorcarboner) og svovlhexafluorid (HFC, PFC, SF6)
Mekanisme og fleksibilitetsinstrumenter
For at hjælpe lande med at nå deres mål indførte Kyoto en række mekanismer, der også skulle gøre omstillingen billigere og teknologioverførsel lettere:
- Emissionshandel (cap-and-trade): lande med lavere udledninger kunne sælge overskydende kvoter til lande, der havde brug for ekstra reduktioner.
- Joint Implementation (JI): projekter mellem industrilande, hvor reduktioner kunne tælle mod målene.
- Clean Development Mechanism (CDM): projekter i udviklingslande, som medførte emissionstilbageholdelse og samtidig gav udviklingslandene investeringer i renere teknologi.
Ikrafttræden og parter
Kyoto-protokollens fulde navn er Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer. Den blev vedtaget i Kyoto i Japan og trådte officielt i kraft den 16. februar 2005. Protokollen kunne først træde i kraft, efter at mindst 55 lande havde ratificeret den, herunder Annex I-lande, der tilsammen stod for mindst 55 % af Annex I-udledningerne i 1990. Da Rusland ratificerede protokollen ratificere, blev denne tærskel nået, og protokollen trådte "fuldt ud i kraft".
Hvem deltog — og hvem deltog ikke
Flere lande underskrev og senere ratificerede protokollen, mens andre enten kun underskrev eller afviste ratifikation. I februar 2009 havde omkring 183 lande indvilliget i at følge Kyoto-protokollen og dækkede dermed en væsentlig del af de globale udledninger. Nogle lande havde underskrevet, men ikke ratificeret; andre hverken underskrevet eller ratificeret. Eksempler i relation til diskussionen om ratifikation i forskellige lande:
- Kroatien og Kasakhstan optrådte i mange opgørelser som lande med forskellig ratifikationsstatus på forskellige tidspunkter.
- USA underskrev protokollen (under den tidligere administration), men ratificerede den aldrig — en af hovedårsagerne var politiske og økonomiske bekymringer om forpligtelser uden tilsvarende krav for store udviklingslande.
- Australien var oprindeligt tilbageholdende, men ratificerede senere under premierminister Kevin Rudd.
- Flere industrilande pegede på, at lande som Kina og Indien ikke havde bindende mål under Kyoto på samme måde som Annex I-landene, hvilket førte til politisk modstand mod ratifikation i visse lande med argumentet om konkurrencefordele og beskæftigelseskonsekvenser.
Opfølgning og videre udvikling
Kyoto havde en første forpligtelsesperiode 2008–2012. Senere blev der indgået en anden periode gennem Doha-ændringen (ofte omtalt som Doha Amendment) med mål for 2013–2020, men ikke alle lande deltog i denne anden periode eller ratificerede ændringen. Kritik af protokollen førte i sidste ende til bredere forhandlinger, som kulminerede i Parisaftalen i 2015, hvor flere lande (både industrilande og udviklingslande) accepterede nationalt bestemte bidrag (NDC'er) under en ny global ramme.
Betydning og kritik
Kyoto-protokollen har haft stor historisk betydning som den første internationale traktat, der indførte bindende emissionsmål for industrialiserede lande og etablerede markedsbaserede mekanismer for reduktioner. Den udviklede institutionelle rammer og erfaringer, som senere blev vigtige i udformningen af Paris-aftalen.
Samtidig har protokollen mødt kritik på flere punkter:
- Den dækkede ikke alle store udlederlande med bindende mål (fx mange vækstøkonomier var undtaget), hvilket svækkede den samlede effekt.
- Nogle mente, at målene samlet set var utilstrækkelige i forhold til det, der kræves for at begrænse temperaturstigninger betydeligt.
- Mekanismer som CDM blev kritiseret for problemer med 'additionalitet' (om projekterne faktisk medførte ekstra reduktioner), bureaukrati og ujævn fordeling af investeringer.
Konklusion
Kyoto-protokollen var et vigtigt skridt i det internationale klimabeskyttelsesarbejde: den indførte juridiske forpligtelser for en række lande og skabte markedsmekanismer for at reducere udledninger. Begrænsningerne i protokollens omfang og deltagelse gjorde dog, at man senere bevægede sig mod bredere, mere fleksible løsninger under Parisaftalen. Trods begrænsningerne har Kyoto bidraget væsentligt til internationalt samarbejde om klima og til udviklingen af teknologier og markeder, der fremmer lavere udledninger.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er Kyoto-protokollen?
A: Kyoto-protokollen er en plan, der er udarbejdet af FN til FN's rammekonvention om klimaændringer, og som forsøger at reducere virkningerne af klimaændringer, såsom global opvarmning.
Sp: Hvad beder Kyoto-protokollen landene om at gøre?
A: Planen siger, at lande, der vedtager (følger) Kyoto-protokollen, skal forsøge at reducere den mængde kuldioxid (og andre "drivhusgasser", der forurener atmosfæren), som de udleder i luften.
Spørgsmål: Hvem har udarbejdet Kyoto-protokollen?
Svar: Kyoto-protokollen blev udarbejdet af FN.
Spørgsmål: Hvorfor blev den udarbejdet?
Svar: Den blev udarbejdet for at mindske virkningerne af klimaændringer, f.eks. global opvarmning.
Sp: Hvilke typer gasser er omfattet af denne protokol?
Svar: Protokollen omfatter kuldioxid og andre drivhusgasser, der forurener atmosfæren.
Sp: Hvordan følger landene denne protokol?
Svar: Landene skal forsøge at reducere den mængde kuldioxid og andre drivhusgasser, de udleder i luften, for at følge denne protokol.
Spørgsmål: Er der en mekanisme til håndhævelse af denne protokol?
A: Nej, der er ingen håndhævelsesmekanisme for at følge denne protokol; den er baseret på de enkelte landes frivillige forpligtelse til at reducere deres drivhusgasemissioner.
Søge