Den store hungersnød, også kaldet den store sult eller på engelsk the Great Famine, er navnet på hungersnøden i Irland mellem 1845 og 1852. Uden for Irland omtales den oftest som den irske kartoffelhungersnød. Hungersnøden blev udløst af det såkaldte "kartoffelskimmel", en svampelignende organisme (en oomycet), som hurtigt ødelagde store dele af kartoffelafgrøden i Irland og i store dele af Europa. Virkningen var dog særlig ødelæggende i Irland, fordi kartoflen var den vigtigste fødekilde for størstedelen af befolkningen på landet på det tidspunkt.

Årsager

Hungersnødens alvor skyldtes en kombination af naturlige og menneskeskabte forhold. Phytophthora infestans (kartoffelskimmel) ramte kartoflen hårdt, men konsekvenserne blev forværret af:

  • Monokultur og mangel på genetisk variation: Kartofler i Irland blev dyrket i stort set ens genetiske former, så sygdommen kunne sprede sig hurtigt uden naturlig modstand.
  • Afhængighed af kartofler: For fattige husstande var kartoflen ofte den eneste afgrøde, der kunne brødføde en familie på de små jordlodder, og når kartoflen slog fejl, var der ingen erstatning.
  • Landbrugsstruktur og ejendomsforhold: Store dele af jorden var ejet af for det meste engelske godsejere. Selvom Irland fortsat producerede majs, hvede, byg og oksekød, blev disse varer ofte solgt på eksportmarkeder, så fødevarer var tilgængelige i landet, men ikke nødvendigvis for dem, der havde mest brug for dem.
  • Økonomiske og politiske forhold: Fra 1801 var Irland styret som del af Det Forenede Kongerige under unionsakten. Den sociale og økonomiske elendighed — trange boligforhold, højt arbejdsløshedsniveau blandt landarbejdere og en stærk befolkningsvækst — gjorde samfundet sårbart over for en afgrødekrise.

Forløb og omfang

De værste år var 1846–47, ofte kaldet "Black ’47". Man skønner, at mellem 1 og 1,5 millioner mennesker døde af sult eller sygdom i de følgende år, og omkring en million emigrerede eller blev flygtninge på grund af hungersnøden. Mange af dem, der forlod Irland, rejste til Storbritannien, USA, Canada og Australien. Befolkningstallet faldt drastisk: Irlands samlede befolkning var allerede stærkt reduceret ved folketællingerne i 1851 og fortsatte med at falde i de følgende årtier som følge af fortsat emigration og lavere fødselsrater.

Politisk respons og nødhjælp

Den britiske regerings indsats blev både begrænset og omdiskuteret. Tiltag omfattede import af majs (kaldet "Indian meal"), offentlige vejbyggerprojekter, oprettelse af arbejdsprogrammer og i perioder oprettelse af suppekøkkener. Samtidig blev det irske Poor Law udvidet, og arbejdshusene blev overfyldte. Nogle politiske beslutninger og administrative holdninger — præget af laissez-faire-økonomi og tro på markedet — førte til utilstrækkelig hjælp, og historikere har kritiseret embedsmænd, herunder visse nøglepersoner i London, for langsom eller utilstrækkelig reaktion.

Der var desuden konkrete politiske kontroverser, f.eks. regler og klausuler, som gjorde det sværere for nogle husstande at få hjælp, og tvangsudflytninger og evictions (udsættelser) af sultende familier fandt sted i stort tal. Kritikere har peget på, at fødevarer fortsat blev eksporteret fra Irland under hungersnøden, hvilket forstærkede opfattelsen af, at politiske og økonomiske prioriteter gik forud for menneskeliv.

Følger

Hungersnøden fik dybtgående og langvarige følger:

  • Dødstal og befolkningsnedgang: Millioner døde eller emigrerede, og Irlands befolkning faldt markant i de næste årtier.
  • Emigration og diasporas dannelse: Den store udvandring formede store irske fællesskaber i Storbritannien, Nordamerika og Australien. Mange nyankomne oplevede hårde rejser på de såkaldte "coffin ships" og blev ramt af sygdomme som tyfus og kolera under og efter overfarten.
  • Social og politisk radikalisering: Hungersnøden bidrog til øget mistillid til britisk styre og blev en vigtig katalysator for irsk nationalisme og senere politiske reformer, herunder landbrugs- og jordlovgivning.
  • Kulturelle virkninger: Den irske sprogbrug og traditionelle levemåder forsvandt i mange områder, især i vest og sydvest, hvor fællesskaber blev mest hårdt ramt. Hungersnøden efterlod også et varigt minde i litteratur, sange og kollektiv erindring.

Efterspil og historisk debat

Historikere er enige om, at en kombination af sygdom, fattigdom og politiske beslutninger gjorde katastrofen værre, men de er uenige om motiverne bag og graden af ansvar. Nogle forskere og aktivister har kaldt britisk politik under hungersnøden for negligente eller direkte skadelige, og der foregår stadig debat om, hvorvidt handlingerne kan betegnes som forsætlig udryddelse. Andre peger på kompleksiteten i situationen — logistiske vanskeligheder, samtidens økonomiske teorier og internationale forhold — som forklaringer på de utilstrækkelige løsninger.

Arven efter hungersnøden

Den hungersnød i Irland ændrede landets demografiske, sociale og politiske landskab for altid. Den førte til vedvarende politiske krav om bedre jordlovgivning og førte til langsigtede ændringer i landbrug og befolkningstæthed. Mindet om katastrofen er en central del af irsk historie og identitet, og den store udvandring har haft stor betydning for de irske samfund i udlandet.

Selvom kartoffelskimmelen også ramte andre europæiske lande, blev konsekvenserne i Irland ekstra alvorlige netop på grund af den store afhængighed af én afgrøde, de sociale forhold og de politiske forhold, som formede hjælpen og dens begrænsninger.