Integral (matematik): Definition, beregning og anvendelser

Lær integralets definition, beregning og anvendelser — Riemann-summer, den fundamentale sætning, integrationsmetoder og praktiske eksempler i fysik og økonomi.

Forfatter: Leandro Alegsa

14-12-2025 17:36

Regnearket viser ofte, at et integral kan opfattes som det område eller den mængde rum, der ligger under en funktionens lignings graf på et interval — populært kaldet "arealet under en kurve". I tæt sammenhæng med dette står integralet over for den afledte funktion: et integral er den operation, der "ophæver" en afledning. I teksten findes udtrykket afledt ligning og er det sammen med differentialregning, som begge beskriver, hvordan ændringer i en størrelse relaterer sig til dens hældning eller hastighed. En derivat er en kurves stejlhed (ændringshastigheden) i hvert punkt. Ordet "integral" bruges også i andre sammenhænge, fx som et adjektiv, der kan betyde "relateret til hele tal", men her handler det om integralregning.

Symbolet for integration er den lange S-form: ∫ {\displaystyle \int _{\,}^{\,}} $\int _{\,}^{\,}$ . Dette symbol blev indført af Gottfried Wilhelm Leibniz, som så det som en stiliseret "ſ" fra latinets summa (sum), fordi integration i praksis svarer til at lægge mange små bidrag sammen, fx bidrag fra en funktion y=f(x).

Definitioner — bestemt og ubestemt integral

Man skelner typisk mellem to hovedbegreber:

Ub bestemt integral (eller stamfunktion): En funktion F(x) kaldes en stamfunktion til f(x), hvis F'(x)=f(x). Det ubestemte integral skrives ofte som ∫ f(x) dx = F(x) + C, hvor C er en vilkårlig konstant.
Bestemt integral: Givet et interval [a,b] angiver det bestemte integral ∫_a^b f(x) dx det orienterede areal mellem grafen for f og x-aksen fra x=a til x=b. Arealet kan være negativt, hvis funktionen ligger under x-aksen.

Grundlæggende sætning i regning (Calculus)

Forbindelsen mellem afledning og integration formuleres i den grundlæggende sætning i regning: Hvis F er en stamfunktion til f, så gælder

∫_a^b f(x) dx = F(b) − F(a)

Det betyder, at beregning af et bestemt integral ofte kan ske ved at finde en stamfunktion og evaluere den i intervallets endepunkter — det gør integration til den “omvendte” operation af differentiation.

Riemann-sum og idéen om at lægge små stykker sammen

En konstruktion, der forklarer integralets betydning, er Riemann-summen. Man deler intervallet [a,b] i mange små delintervaller, beregner funk tionsværdien i hvert delinterval, multiplicerer med delintervallets bredde og lægger alle disse produkter sammen. Når delintervallets bredde går mod nul og antallet af delintervaller går mod uendeligt, nærmer summen sig det bestemte integral. Denne proces svarer til at lægge uendeligt mange infinitesimalt tynde "skiver" sammen.

Eksempel fra fysik: afstand og hastighed

Integration bruges ofte til at "gange enheder" bort, fx når en hastigheds-funktion har enheden ( afstand tid ) {\displaystyle \left({\frac {\text{distance}}{\text{tid}}}}\right)} $\left({\frac {\text{distance}}{\text{time}}}\right)$ . Hvis man integrerer hastigheden v(t) med hensyn til tiden over et tidsinterval, får man den tilbagelagte afstand (afstand = hastighed × tid). Formelt svarer dette til at summere mange små afstandsstykker v(t)·dt. I teksten findes også billedet ( afstand tid ) × tid {\displaystyle \left({\frac {\text{distance}}}{\text{tid}}}}\right)\times {\text{tid}}}} $\left({\frac {\text{distance}}{\text{time}}}\right)\times {\text{time}}$ for at illustrere enhedsmultiplikationen.

Integration som kontinuerlig summation

Integraler kan ses som en generalisering af diskrete summer (fx 1 + 2 + … + n). Hvor en sum lægger endelige n tal sammen, lægger et integral uendeligt mange infinitesimale bidrag sammen — inklusiv alle mellemregninger med decimaler og brøker. Teksten omtaler også begrebet summering i denne sammenhæng.

Volumenberegning

Integration bruges til at bestemme rumfanget af legemer. En almindelig metode er at skivelegemet i mange tynde skiver (tværsnit uden tykkelse i 2D), beregne arealet af hvert tværsnit og integrere disse arealer over objektets længde for at få volumenet. På denne måde går man fra to til tre dimensioner og får volumenet af det beskrevne tredimensionale objekt.

Vigtige egenskaber og regneregler

Line aritet: ∫ (a f(x) + b g(x)) dx = a ∫ f(x) dx + b ∫ g(x) dx.
Skift af variabel (substitution) og partiel integration er centrale teknikker til at finde stamfunktioner.
Der findes specielle integraler og tabeller, samt numeriske metoder (f.eks. trapez-, Simpsons regel) når en analytisk stamfunktion er svær eller umulig at finde.

Anvendelser

Integration anvendes bredt i matematik, fysik, teknik, statistik og økonomi. Eksempler:

Udregning af arealer og rumfang.
Udledning af afstand fra hastighed eller ladning fra strømstyrke (fysik).
Bestemmelse af arbejde udført af en kraft, center for masse og sandsynlighedsfordelinger i statistik.
Analyser af differentialligninger og modelering i natur- og samfundsvidenskab.

Afsluttende bemærkninger

Integration er et grundlæggende værktøj til at sammenfatte uendeligt mange små bidrag til en samlet størrelse. Forståelsen af både den teoretiske baggrund (Riemann-summer, den grundlæggende sætning) og praktiske beregningsmetoder (substitution, partiel integration, numeriske metoder) gør det muligt at løse en lang række konkrete problemer inden for naturvidenskab og teknik.

Hvad er integralet (animation)

Integration handler om at finde overfladen s, når a, b og y = f(x) er givet. Formlen for integralet fra a til b, som er vist på ovenstående graf, er:
Formel: ∫ a b f ( x ) d x {\displaystyle \int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx} $\int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx$

Metoder til integration

Antiderivativ

I henhold til den grundlæggende sætning i regning er integralet antiderivativ.

Hvis vi tager funktionen 2 x {\displaystyle 2x} $2x$ og anti-differentierer den, kan vi sige, at et integral af 2 x {\displaystyle 2x} $2x$ er x 2 {\displaystyle x^{2}}} $x^{2}$ . Vi siger et integral, ikke integralet, fordi antiderivatet af en funktion ikke er entydigt. For eksempel differentierer x 2 + 17 {\displaystyle x^{2}+17} $x^{2}+17$ også til 2 x $2x$ {\displaystyle 2x} . Når man tager antiderivaten, skal man derfor tilføje en konstant C, når man tager antiderivaten. Dette kaldes et ubestemt integral. Det skyldes, at når man finder den afledte af en funktion, er konstanterne lig med 0, som i funktionen

f ( x ) = 5 x 2 + 9 x + 15 {\displaystyle f(x)=5x^{2}+9x+15\,} $f(x)=5x^{2}+9x+15\,$ .

f ′ ( x ) = 10 x + 9 + 0 {\displaystyle f'(x)=10x+9+0\,} $f'(x)=10x+9+0\,$ . Bemærk 0: vi kan ikke finde det, hvis vi kun har den afledte, så integralet er

∫ ( 10 x + 9 ) d x = 5 x 2 + 9 x + C {\displaystyle \int (10x+9)\,dx=5x^{2}+9x+C} $\int (10x+9)\,dx=5x^{2}+9x+C$

Enkle ligninger

En simpel ligning som y = x 2 {\displaystyle y=x^{2}}} $y=x^{2}$ kan integreres med hensyn til x ved hjælp af følgende teknik. For at integrere skal man lægge 1 til den potens, som x er hævet til, og derefter dividere x med værdien af denne nye potens. Derfor følger integrationen af en normal ligning denne regel: ∫ x n d x = x n + 1 n + 1 + 1 + C {\displaystyle \int _{\,}^{\,}^{\,}x^{n}dx={\frac {x^{{n+1}}}{n+1}}}+C} $\int _{\,}^{\,}x^{n}dx={\frac {x^{n+1}}{n+1}}+C$

Det er d x {\displaystyle dx} $dx$ til sidst, der viser, at vi integrerer med hensyn til x, dvs. når x ændrer sig. Dette kan ses som det omvendte af differentiering. Der er dog en konstant, C, der tilføjes, når man integrerer. Dette kaldes integrationskonstanten. Dette er nødvendigt, fordi differentiering af et heltal resulterer i nul, og derfor giver integration af nul (som kan sættes på enden af enhver integrant) et heltal, C. Værdien af dette heltal vil blive fundet ved hjælp af givne betingelser.

Ligninger med flere termer integreres simpelthen ved at integrere hver enkelt term:

∫ x 2 + 3 x - 2 d x = ∫ x 2 d x + ∫ 3 x d x - ∫ 2 d x = x 3 3 3 + 3 x 2 2 2 - 2 x + C {\displaystyle \int _{\\,}^{\,}x^{{2}+3x-2dx=\int _{\\,}^{\\,}^{\,}x^{2}dx+\int _{\,}^{\,}^{\,}^{\,}3xdx-\int _{\\,}^{\,}^{\,}^{3}}}{3}}}+{\frac {3x^{{2}}}{2}}-2x+C} $\int _{\,}^{\,}x^{2}+3x-2dx=\int _{\,}^{\,}x^{2}dx+\int _{\,}^{\,}3xdx-\int _{\,}^{\,}2dx={\frac {x^{3}}{3}}+{\frac {3x^{2}}{2}}-2x+C$

Integration med e og ln

Der er visse regler for integrering ved hjælp af e og den naturlige logaritme. Det vigtigste er, at e x {\displaystyle e^{x}}} $e^{x}$ er integralet af sig selv (med tilføjelse af en integrationskonstant): ∫ e x d x = e x + C {\displaystyle \int _{\\,}^{\,}^{\,}e^{x}dx=e^{x}+C} $\int _{\,}^{\,}e^{x}dx=e^{x}+C$

Den naturlige logaritme, ln, er nyttig, når man integrerer ligninger med 1 / x {\displaystyle 1/x} $1/x$ . Disse kan ikke integreres ved hjælp af ovenstående formel (adder 1 til potensen, divider med potensen), fordi addition af 1 til potensen giver 0, og en division med 0 er ikke mulig. I stedet er integralet af 1 / x {\displaystyle 1/x} $1/x$ ln x {\displaystyle \ln x} $\ln x$ : ∫ 1 x d x = ln x + C {\displaystyle \int _{\,}^{\,}{\frac {1}{x}}}dx=\ln x+C} $\int _{\,}^{\,}{\frac {1}{x}}dx=\ln x+C$

I en mere generel form: ∫ f ′ ( x ) f ( x ) d x = ln | f ( x ) | + C {\displaystyle \int _{\,}^{\,}{\frac {f'(x)}{f(x)}}dx=\ln {|f(x)|}+C} $\int _{\,}^{\,}{\frac {f'(x)}{f(x)}}dx=\ln {|f(x)|}+C$

De to lodrette søjler angiver en absolut værdi; der ses bort fra tegnet (positivt eller negativt) for f ( x ) {\displaystyle f(x)} f(x) . Dette skyldes, at der ikke findes nogen værdi for den naturlige logaritme for negative tal.

Egenskaber

Summen af funktioner

Integralet af en sum af funktioner er summen af hver funktions integral, dvs,

∫ a b [ f ( x ) + g ( x ) ] d x = ∫ a b f ( x ) d x + ∫ a b g ( x ) d x {\displaystyle \int \limits _{a}^{b}[f(x)+g(x)]\,dx=\int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx+\int \limits _{a}^{b}g(x)\,dx} $\int \limits _{a}^{b}[f(x)+g(x)]\,dx=\int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx+\int \limits _{a}^{b}g(x)\,dx$ .

Beviset herfor er ligetil: Definitionen af et integral er en grænse af summer. Således

∫ a b [ f ( x ) + g ( x ) ] d x = lim n → ∞ ∑ i = 1 n ( f ( x i ∗ ) + g ( x i ∗ ) ) {\displaystyle \int \limits _{a}^{b}[f(x)+g(x)]\,dx=\lim _{n\til \infty }\sum _{i=1}^{n}\left(f(x_{i}^{*})+g(x_{i}^{*})\right)} $\int \limits _{a}^{b}[f(x)+g(x)]\,dx=\lim _{n\to \infty }\sum _{i=1}^{n}\left(f(x_{i}^{*})+g(x_{i}^{*})\right)$

= lim n → ∞ ∑ i = 1 n f ( x i ∗ ) + ∑ i = 1 n g ( x i ∗ ) {\displaystyle =\lim _{n\to \infty }\sum _{i=1}^{n}f(x_{i}^{*}})+\sum _{i=1}^{n}g(x_{i}^{*})} $=\lim _{n\to \infty }\sum _{i=1}^{n}f(x_{i}^{*})+\sum _{i=1}^{n}g(x_{i}^{*})$

= lim n → ∞ ∑ i = 1 n f ( x i ∗ ) + lim n → ∞ ∑ i = 1 n g ( x i ∗ ) {\displaystyle =\lim _{n\to \infty }\sum _{i=1}^{n}f(x_{i}^{*}})+\lim _{n\to \infty }\sum _{i=1}^{n}g(x_{i}^{*}})} $=\lim _{n\to \infty }\sum _{i=1}^{n}f(x_{i}^{*})+\lim _{n\to \infty }\sum _{i=1}^{n}g(x_{i}^{*})$

= ∫ a b f ( x ) d x + ∫ a b g ( x ) d x {\displaystyle =\int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx+\int \limits _{a}^{b}g(x)\,dx} $=\int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx+\int \limits _{a}^{b}g(x)\,dx$

Bemærk, at begge integraler har de samme grænser.

Konstanter i integration

Når en konstant indgår i et integral med en funktion, kan konstanten tages ud. Når en konstant c ikke er ledsaget af en funktion, er dens værdi c * x. Det vil sige,

∫ a b c f ( x ) d x = c ∫ a b f ( x ) d x {\displaystyle \int \limits _{a}^{b}cf(x)\,dx=c\int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx} $\int \limits _{a}^{b}cf(x)\,dx=c\int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx$ og

Dette kan kun gøres med en konstant.

∫ a b c d x = c ( b - a ) {\displaystyle \int \limits _{a}^{b}c\,dx=c(b-a)} $\int \limits _{a}^{b}c\,dx=c(b-a)$

Beviset er igen en integraldefinition.

Andre

Hvis a, b og c ligger i rækkefølge (dvs. efter hinanden på x-aksen), er integralet af f(x) fra punkt a til punkt b plus integralet af f(x) fra punkt b til c lig med integralet fra punkt a til c. Det vil sige,

∫ a b f ( x ) d x + ∫ b c f ( x ) d x = ∫ a c f ( x ) d x {\displaystyle \int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx+\int \limits _{b}^{c}f(x)\,dx=\int \limits _{a}^{c}f(x)\,dx} $\int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx+\int \limits _{b}^{c}f(x)\,dx=\int \limits _{a}^{c}f(x)\,dx$ , hvis de er i orden. (Dette gælder også, når a, b, c ikke er i rækkefølge, hvis vi definerer ∫ a b f ( x ) d x = - ∫ b a f ( x ) d x {\displaystyle \int \int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx=-\int \limits _{b}^{a}f(x)\,dx} $\int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx=-\int \limits _{b}^{a}f(x)\,dx$ .)

∫ a a a a f ( x ) d x = 0 {\displaystyle \int \limits _{a}^{a}^{a}f(x)\,dx=0} $\int \limits _{a}^{a}f(x)\,dx=0$ grundlæggende sætning i regning (FTC): F(a)-F(a)=0

∫ a b f ( x ) d x = - ∫ b a f ( x ) d x {\displaystyle \int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx=-\int \limits _{b}^{a}f(x)\,dx} $\int \limits _{a}^{b}f(x)\,dx=-\int \limits _{b}^{a}f(x)\,dx$ Igen i overensstemmelse med FTC: F ( b ) - F ( a ) = - [ F ( a ) - F ( b ) ] {\displaystyle F(b)-F(a)=-[F(a)-F(b)]} $F(b)-F(a)=-[F(a)-F(b)]$

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er en integral?

A: Et integral er rummet under en graf af en ligning, også kendt som "arealet under en kurve". Det er det omvendte af en afledning og en del af en gren af matematikken, der kaldes calculus.

Spørgsmål: Hvordan ser symbolet for integration ud?

Svar: Symbolet for integration i regning ligner et højt bogstav "S": ∫ {\displaystyle \textstyle \textstyle \int _{\,}^{\,}}.

Spørgsmål: Hvordan hænger integraler sammen med derivater?

A: Integraler og derivater er forbundet af den grundlæggende sætning i regnearket, som siger, at et integral kan vendes med et derivat, på samme måde som en addition kan vendes med en subtraktion.

Spørgsmål: Hvornår kan man bruge integration?

Svar: Integration kan bruges, når man forsøger at gange enheder i et problem eller når man finder volumenet af et fast stof. Det hjælper med at lægge to-dimensionelle skiver sammen, indtil der er bredde, hvilket giver genstanden tre dimensioner og dens volumen.

Spørgsmål: Hvordan ligner integration summering?

A: Integration ligner summering, idet den lægger mange små ting sammen, men med integration skal vi også lægge alle decimaler og brøker imellem.

Spørgsmål: Hvad betyder Riemannsummen?

A: En Riemann-summe henviser til at lægge små udsnit af kursgrafen sammen, indtil de tilsammen udgør en hel ligning.

Søge