Dette er en liste over Wessex' monarker indtil 927. For senere monarker, se listen over engelske monarker. Oplysninger om mange af de senere engelske monarker er bekræftet af en række kilder. Men de tidligste konger af Wessex er ældre end mange skriftlige kilder. Wessex var et af de syv kongeriger i det britiske heptarki. Dette er et senere navn, der blev givet til de syv angelsaksiske kongeriger i England i den tidlige middelalder. Ud over Wessex omfattede det Northumbria, Mercia, East Anglia, Essex, Kent og Sussex.

I år 865 ankom den store hedenske hær til East Anglia. Et efter et blev de angelsaksiske kongeriger besejret af danskerne (vikingerne). Ved slutningen af det niende århundrede var de sidste fire uafhængige kongeriger i England blevet reduceret til kun ét. Wessex var det eneste tilbageværende kongerige, der ikke blev ødelagt af vikingerne. Under Alfred den Store blev Wessex kernen i et forenet England. Hans barnebarn Athelstan blev den første konge af England.

Konger af Wessex (til 927)

Følgende liste følger den traditionelle kronologi af Wessex' herskere frem til Æthelstan. For tidlige konger er årstallene ofte omtrentlige, og kilderne (fx Anglo-Saxon Chronicle og lokale genealogier) kan være modstridende.

  1. Cerdic (omkr. 519–534) – Traditionelt regnet som Wessex' grundlægger; kilderne er sparsomme og delvist legendariske.
  2. Cynric (omkr. 534–560) – Efterfølger i Cerdics linje; ekspansion mod lokale britiske kongedømmer.
  3. Ceawlin (omkr. 560–592) – En af de tidlige magtfulde konger; nævnes i ældre annaler som en af de førende angelsaksiske fyrster.
  4. Ceol (omkr. 592–597) – Kortere regeringstid; efterfulgt af slægtninge.
  5. Ceolwulf (omkr. 597–611)
  6. Cynegils (omkr. 611–643) – En af de første Wessex-konger, der er knyttet til kristningen af området.
  7. Cenwalh (omkr. 643–672) – Regeringstid præget af interne stridigheder og perioder med eksil eller undertrykkelse.
  8. Seaxburh (omkr. 672–674) – Ifølge nogle kilder regerede Seaxburh (enke efter Cenwalh) kort tid; kvindelige regenter var sjældne.
  9. Æscwine (omkr. 674–676) – Lokal hersker i en periode med svækket centralmagt.
  10. Centwine (omkr. 676–686) – Genopbyggede kongemagten i visse områder.
  11. Cædwalla (omkr. 686–688) – Militært aktiv, erobrede eller underlagde sig dele af Sydvestengland og Isle of Wight; abdicerede og rejste til Rom, hvor han døde.
  12. Ine (688–726) – En af de mest betydningsfulde tidlige lovgivere i Wessex; udstedte en lovkodeks (Ine’s Laws) og abdicerede for at rejse til Rom.
  13. Æthelheard (726–740) – Regeringstid med fortsatte interne magtkampe.
  14. Cuthred (740–756) – Arbejdede på at stabilisere kongedømmet og begrænse magten hos lokale stormænd.
  15. Sigeberht (omkr. 754–756) – Ifølge nogle kilder en kort og urolig regeringstid; afsat eller myrdet under uroligheder.
  16. Cynewulf (757–786) – Langere regeringstid markeret af både interne stridigheder og kontakt med andre angelsaksiske riger.
  17. Beorhtric (786–802) – Hans regering sluttede med tiltrædelsen af Egbert efter dynastiske konflikter.
  18. Egbert (802–839) – Et centralt vendepunkt: Egbert konsoliderede magten i Wessex og udvidede sin indflydelse efter sejren ved Ellandun (825), hvilket gjorde ham til en af de fremtrædende overkonger (bretwalda) i England.
  19. Æthelwulf (839–858) – Egberts søn; hans regeringstid indebar både interne styreovergange og fortsat pres fra nordiske angreb.
  20. Æthelbald (858–860) – Ældste søn af Æthelwulf; regerede kort under faderens levetid i en delt kongemagtssituation.
  21. Æthelberht (860–865) – Fortsatte dynastiets linje. Perioden var præget af stigende vikingetogter mod de engelske kyster.
  22. Æthelred I (865–871) – Regerede under begyndelsen af den store vikingetilstrømning; mistede en række slag, men holdt fast i Wessex' kerne.
  23. Alfred den Store (871–899) – En af de mest berømte Wessex-konger. Alfred forsvarte rigeret mod vikingerne, indførte reformer (lovgivning, militær og uddannelse) og lagde grundlaget for genopbygningen af et samlet kongerige.
  24. Edward den Ældre (899–924) – Alfreds søn; konsoliderede og udvidede wessexisk kontrol, samarbejdede tæt med Mercia og genvandt områder fra danske styrker.
  25. Æthelstan (924– ) – Efterfulgte Edward som konge af Wessex og de engelske områder. Æthelstan blev i 927 anerkendt som den første konge af hele England (her medtages han som sidste i denne liste frem til 927).

Bemærkninger

  • Årstallene for de tidligste konger er tilnærmede og bygger på en blanding af annaler, senere middelalderlige kronologier og arkeologiske fund.
  • Wessex' rolle udviklede sig fra et lokalt sydvestengelsk kongedømme til kernen i et samlet engelsktalende rige, især gennem indsatsen fra Egbert, Alfred den Store og deres efterkommere.
  • Efter 927 fortsætter linjen af engelske monarker i en samlet kongekrone; for en komplet fortsættelse se listen over engelske monarker.