Kontroversen om Investiture
Investiturkontroversen, også kendt som den såkaldte lægmandsinvestiturkontrovers, var den vigtigste konflikt mellem verdslige og religiøse magter i middelalderens Europa. Den begyndte som en strid i det 11. århundrede mellem den hellige romerske kejser Henrik IV og pave Gregor VII. Spørgsmålet var, hvem der skulle kontrollere udnævnelser af biskopper (investitur).
Kontroversen førte til mange års bitterhed og næsten halvtreds års borgerkrig i Tyskland. Denne krig endte med de store hertugers og abbedters triumf og det tyske riges sammenbrud til sidst.
Striden mellem Gregor VII og Henrik IV
Da Gregor VII, en reformistisk munk, blev valgt som pave i 1073, begyndte kontroversen mellem kejser og pave.
I de højere rækker af det tyske præsteskab havde Gregor mange fjender. Derfor erklærede kong Henrik, at Gregor ikke længere var pave, og at romerne skulle vælge en ny pave [1]. Da Gregor hørte om dette, ekskommunikerede han Henrik IV, erklærede, at han ikke længere var kejser, og fortalte sine undersåtter, at de ikke længere behøvede at adlyde ham, som de havde svoret at gøre.
Kongens ekskommunikation gjorde et dybt indtryk både i Tyskland og Italien. Tredive år tidligere havde hans far Henrik III afsat tre paver, men da Henrik IV forsøgte at kopiere denne procedure, havde han ikke folkets støtte. Sakserne indledte et nyt oprør, og det anti-royalistiske parti voksede i styrke fra måned til måned.
Til Canossa
Henrik var blevet ekskommunikeret på dette tidspunkt, og da han stod over for en udbredt modstand i sit hjemland med Rudolf som galionsfigur, mødtes Henrik med paven på en fæstning i de sydlige alper. I løbet af tre dage signalerede han sin bod i sneen, barfodet og iført sækkelærred, hvilket førte til en forsoning med pave Gregor VII.
Henrys anden eksskommunikation
Oppositionen fra de oprørske tyske adelsmænd benyttede Henrik til at indsætte en rivaliserende konge Rudolf af Rheinfelden (Forchheim, marts 1077). I første omgang syntes Gregor at være neutral, fordi de to parter (kejseren og oprørerne) var nogenlunde lige stærke. Men til sidst besluttede han sig for Rudolf efter hans sejr ved Flarchheim (27. januar 1080) og erklærede atter ekskommunikation og afsættelse af kong Henrik (7. marts 1080).
Dette blev af mange opfattet som en uretfærdighed. Da Rudolf døde den 16. oktober samme år, tog Henry, der nu var blevet mere erfaren, kampen op. I 1081 indledte han konflikten mod Gregor i Italien. Gregor var nu blevet mindre magtfuld, og tretten kardinaler forlod ham. Rom overgav sig til den tyske konge, og Guibert af Ravenna tronede som Clemens III (24. marts 1084). Henrik blev kronet til kejser af sin rival, mens Gregor selv måtte flygte fra Rom i selskab med sin normanniske "vasal" Robert Guiscard.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad var Investiture Controversy?
A: Investiturstriden var en konflikt mellem verdslige og religiøse magter i middelalderens Europa.
Q: Hvem var de vigtigste parter i Investiture Controversy?
A: De vigtigste parter i Investiture Controversy var den tysk-romerske kejser Henrik IV og pave Gregor VII.
Q: Hvad var striden i Investiture Controversy?
A: Striden i Investiturstriden handlede om, hvem der skulle kontrollere udnævnelser af biskopper (investitur).
Q: Hvad var konsekvenserne af Investiturstriden?
A: Investiturstriden førte til mange års bitterhed og næsten halvtreds års borgerkrig i Tyskland. Det endte med, at de store hertuger og abbeder triumferede, og at det tyske kejserrige til sidst faldt fra hinanden.
Q: Hvornår startede Investiturstriden?
A: Investiturstriden startede i det 11. århundrede.
Q: Hvad var et andet navn for Investiture Controversy?
A: Et andet navn for Investiture Controversy var lay investiture controversy.
Q: Hvorfor var Investiture Controversy vigtig i middelalderens Europa?
A: Investiturstriden var vigtig i middelalderens Europa, fordi den repræsenterede en kamp mellem verdslige og religiøse magter om kontrollen med udnævnelser af biskopper, som var en højt værdsat position med magt og indflydelse på den tid.
